ARC: Sådan lykkes vi med en liberalisering af affaldssektoren

Danmark er et foregangsland på affalds- og energiområdet. Udlandet ser måbende på vores udbygning af vedvarende energi, fjernvarmenettet, affaldsenergianlæggene mv. Denne infrastruktur er kun blevet til noget, fordi vi i Danmark har arbejdet målrettet med offentlig planlægning, regulering og demokratisk ejerskab af sektoren.

Klimakrisen skriger på handling. Så meget desto større er min undren over, at en bred forligskreds i Folketinget vil slippe markedskræfterne fri inden for affaldsenergien samtidig med, at de ønsker store milliardinvesteringer i CO2-fangstanlæg.

Usikkerhed om fremtidige rammer rimer ganske enkelt ikke på investeringer i den størrelsesorden – hverken for private eller offentlige virksomheder. Man vil blæse med munden fuld af mel.

Delopskriften på brandslukning af klimakrisen
Danske affaldsenergianlæg løfter en helt afgørende samfundsopgave. Som samfund producerer vi store mængder restaffald, som ikke kan genbruges eller genanvendes – en ubekvem sandhed. Det håndterer vi på en miljømæssigt forsvarlig måde og omsætter restaffaldet til store mængder el og varme. Faktisk leverer vi 25 procent af fjernvarmen og fire procent af elektriciteten i Danmark.

Og med CO2-fangst vil vi på sigt kunne fjerne 90 procent af de samlede CO2-udledninger. Bare på ARC kan vi fjerne 500.000 tons CO2 årligt fra slutningen af 2025, hvis rammerne falder hurtigt på plads. Det er to procent af den samlede 2030-målsætning og ét blandt mange vigtige tiltag til at håndtere klimakrisen.

Når affaldsenergien skal liberaliseres, ser vi ind i en helt ny verden, hvor vi skal konkurrere om affaldet. Man vinder ikke konkurrencen ved at have de højeste omkostninger.

Grundlæggende handler det om at etablere rammerne, der kan sikre, at det kommercielt er attraktivt at investere yderligere i klimareduktioner

Jacob H. Simonsen
Direktør, Amager Ressourcecenter

ARC's ejerkreds har foretaget en stor investering i ARC og har valgt at være ambitiøse i forhold til miljø og klima. Det koster penge. Og jeg kan afsløre, at planerne om at fange 500.000 tons CO2 årligt fra slutningen af 2025 heller ikke er gratis. Vi skal påtage os store omkostninger samtidig med, at vi helst ikke skal have nogle i en liberaliseret verden. Og det er svært.

Vejen frem
Det er umuligt at ændre verden uden at lave noget om. Klimakrisen bliver definerende for vores fremtidige verden, og affaldssektoren skal ligesom andre sektorer forholde sig til sin rolle i et klimaneutralt samfund.

Derfor er det vigtigt, at der hurtigt bliver etableret rammer, som kan rumme, at de danske affaldsenergianlæg løbende kan liberaliseres samtidig med, at vi kan foretage de nødvendige investeringer i CO2-fangst, som kommer hele Danmark og fremtidige generationer til gode.

Grundlæggende handler det om at etablere rammerne, der kan sikre, at det kommercielt er attraktivt at investere yderligere i klimareduktioner. Der er kun to veje dertil: tilskud eller afgifter.

Et bredt flertal i Folketinget har samtidig besluttet, at kapaciteten skal reduceres med 30 procent frem mod 2030. I sig selv et interessant benspænd i et fremtidigt liberalt marked, hvor en grundlæggende lærebogsforudsætning er fri etableringsret.

Udmeld høj CO2-pris
Tillad mig dog at forsøge et bud på at løse de indbyrdes modstridende forudsætninger:

Der skal laves en model for reduktion af kapaciteten frem mod 2030. Det betyder allerede nu stop for etablering af ny kapacitet samt et stop for levetidsforlængelser af eksisterende anlæg.

Samtidig skal værkerne have klare incitamenter til at etablere fuldskala CO2-fangst. Dette kan gøres ved at udmelde en klar signalpris om en høj CO2-afgift fra 2030. Initiativerne bør ledsages af en klar politisk målsætning om, at de tilbageværende affaldsenergianlæg efter 2030 skal være udstyret med CO2-fangst.

Ejere af mere end 20 år gamle anlæg forpligtes samtidig til at fremsende revisionspåtegnet bud på, hvad det vil koste at afvikle/nedskalere kapacitet. Buddet skal forholde sig til den faktiske omkostning ved at indføre CO2-fangst. Denne model sikrer, at der sker en samlet prissætning af den økonomiske omkostning ved afvikling.

De første værker, der afvikles i 2030, vil være værker, der i praksis er afskrevne, mens der ved det sidste værk må imødeses strandede omkostninger, der svarer til værdien af den resterende gæld. Viser Klimaaftalens pulje på 200 millioner k. til kompensation for strandede omkostninger sig ikke at række, indkaldes forligskredsen til at drøfte en forøgelse af puljen.

 Vi skal påtage os store omkostninger samtidig med, at vi helst ikke skal have nogle i en liberaliseret verden.

Jacob H. Simonsen
Direktør, Amager Ressourcecenter

Sådan kan det lykkes
Affald fra kommuner, hvor det lokale værk afgiver bud og afvikles, udbyder restaffaldet i konkurrence mellem de anlæg, der er på markedet efter 2030.

Dermed sikres, at cirka 30-40 procent af det kommunale affald er konkurrenceudsat allerede før 2030, hvor resten af det kommunale affald skal udbydes til energiudnyttelse på anlæg med CO2-fangst.

Denne model sikrer, at eksisterende indsamlingskontrakter med private aktører kan respekteres, og genudbud kan tage højde for andre afleveringssteder. Samtidig udbydes kommunale affaldsmængder fra 2030 til anlæg med CO2-fangst.

På denne måde kan målsætningerne om en kapacitetsreduktion og konkurrenceudsættelse af affaldet gå hånd i hånd med at hente de store klimagevinster ved CO2-fangst.

Tiden er inde til handling – nu.