Debat

Dansk Energi svarer igen: Moderniseringen af elnettet er i fuld gang

Vi er i fuld gang med at finde balancen i nettet mellem det nationale fællesskab og små lokale fællesskaber. Derfor er det ikke korrekt, når WindDenmark, Dansk Fjernvarme og Brintbranchen siger, at Dansk Energi blot forsvarer eksisterende tariffer, skriver Anders Stouge.

Vi er helt med på, at tarifsystemet skal belønne et samspil mellem egenproducenter og elnettet lokalt, når det aflaster det kollektive elnet, skriver Anders Stouge.
Vi er helt med på, at tarifsystemet skal belønne et samspil mellem egenproducenter og elnettet lokalt, når det aflaster det kollektive elnet, skriver Anders Stouge.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Stouge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De danske elnetselskaber nettilslutter løbende vindmøller, solceller og andre former for elproduktion. Når vinden blæser, og solen skinner, bliver der produceret elektricitet på de mange anlæg – elektricitet, der løber gennem elnetselskabernes ledninger og transformerstationer og frem til forbrugerne.  

For at dække sine omkostninger opkræver elnetselskaberne tariffer efter modeller, der løbende bliver opdateret, og som er godkendt af myndighederne. At distributionsselskaberne fastholder et forældet tarifsystem – som hævdet af Dansk Fjernvarme, Wind Denmark og Brintbranchen i et debatindlæg i Altinget – er ikke korrekt.  

Det centrale i diskussionen er, at der er en stigende interesse om at udnytte lokal produktion lokalt – og for samtidig at betale mindre for at bruge det kollektive elnet. Dansk Energi ønsker – ligesom Dansk Fjernvarme, Wind Denmark og Brintbranchen – at fremme den grønne dagsorden.

Og vi er helt med på, at tarifsystemet skal belønne et samspil mellem egenproducenter og elnettet lokalt, når det aflaster det kollektive elnet. 

Lokal produktion fra eksempelvis vindmøller og solceller kan bindes sammen med lokalt forbrug i industriel skala som egenproducenter. Og det er helt naturligt, at de tre foreninger har en interesse for, hvad rammerne bliver for den type egenproduktion og -forbrug.  

Minister analyserer rammer 
De nuværende rammer er udfordret. Dansk Energi har derfor budt det velkomment, at Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på opfordring fra Folketinget har igangsat en analyse, der ser på rammerne for, hvornår kunder kan slutte produktion og forbrug direkte sammen og blive egenproducenter.

Og den analyse er vigtig, for hvad skal træde i stedet for de nugældende regler? Ændringer kan få betydelige konsekvenser blandt andet for statskassen og for el-kunderne. Derfor vores ros til ministeren for at gennemføre analysen. Alle har interesse i at beslutningen tages på et oplyst grundlag. 

Fælles elnet som rygrad 
Vores vigtigste hensyn er, at det er uhensigtsmæssigt at etablere parallelle elnet på kryds og tværs af landet. Vores hypotese er, at det kollektive system - det vil sige vores allesammens net, fortsat skal være rygraden når strøm transporteres – et princip som et bredt flertal i Folketinget også er enigt i.  

Tariffer er en kompleks størrelse, så lad os hjælpe hinanden med, hvordan og hvor meget de nye egenproducenter kan aflaste nettet.

Anders Stouge
Viceadministrerende direktør, Dansk Energi
  

Men det store fællesskab skal så også kunne favne lokale løsninger, når det giver mening for samfundet. Vi er er meget åbne over for fakta og dokumentation, som kan danne grundlag for yderligere ændring af tarifferne.  

Vi kommer selv til at bidrage med nettekniske og økonomiske analyser af konkrete lokale fællesskabsløsninger. Disse analyser pågår netop nu, og hvis man kan berige disse analyser med data og fakta, tager vi meget gerne imod. Hellere i går end i morgen.   

Modernisering er i gang 
Den fortsatte decentralisering af produktion og forbrug stiller helt klart krav til tarifsystemet, og moderniseringen af tarifsystemet er i gang. 85 procent af danske elkunder har i 2021 fået en tidsdifferentieret tarif, som belønner fleksibelt elforbrug og således fremmer en mere effektiv udnyttelse af elnettet. 

Dansk Energi har også på vegne af elnetselskaberne anmeldt en opdateret tarifmodel til Forsyningstilsynet. Denne model styrker tidsdifferentieringen og omlægger en del af betalingen for industrielle kunder og eksempelvis også for fjernvarmen, så man betaler mindre pr. kWh og mere per kW. Det vil sige en relativt større fast betaling, så ekstra elforbrug sker til lavere marginalomkostninger. 

Vi håber at få Forsyningstilsynets godkendelse til disse ændringer snart, så elnetselskaberne kan implementere dem i løbet af de næste par år. Elnetselskaberne har også indført en fleksibel tilslutningsløsning, som gør, at kunder, der kan være afbrydelige i forhold til nettet, kan blive tilsluttet langt billigere. Tilbud til meget fleksible kunder er et emne, vi aktuelt arbejder på, hvis myndighederne vil tillade det. Det håber vi.  

Oplyst og faktabaseret dialog 
Vi forstår godt, at nogle kunder ønsker, at ændringer i tarifsystemet sker endnu hurtigere, men det er forkert, at netselskaberne forholder sig passive og ønsker at bevare det bestående. Tvært imod.   

Når Dan Jørgensens analyser på et tidspunkt bliver fremlagt, kan vi tage en oplyst og faktabaseret dialog om endnu flere skridt i moderniseringen af tarifferne, om egenproducenter, borgerenergifællesskaber og andre lokale løsninger.  

Hvis store industrielle kunder med både elproduktion og elforbrug faktisk med sikkerhed kan aflaste nettet, skal de naturligvis honoreres for det gennem tarifsystemet. Geografisk differentierede tariffer, som regeringen også er i gang med at analysere, er et af de redskaber, som forhåbentlig også kan komme til at spille en rolle, hvor det giver mening.  

Vi går gerne i dialog med de tre organisationer om, hvordan gevinster opstår og sikres. Vi har egne data og analyser og yderligere dokumentation og data, der kan kvalificere arbejdet, er yderst velkomment.     

Sikkerhed for aflastning 
Hvis industrielle egenproducenter skal betale mindre til nettet, skal de vitterligt og med sikkerhed aflaste nettet. Der skal med sikkerhed være samtidighed mellem forbrug og produktion lokalt, også i de mest belastede timer på året lokalt i nettet.

Ellers vil andre kunder få regningen for, at elnettet altid står til rådighed for eksempelvis industrielle egenproducenter, selvom de ikke reelt aflaster nettet.  

Den store besparelse for elnettet og for samfundet opstår, hvis der kan laves fleksible egenproducentkonstruktioner, som aflaster nettet i alle årets timer. Hvis det lykkes, bliver der behov for færre investeringer i elnettet – til glæde for os alle. Den grønne omstilling bliver billigere og mere innovativ.   

Dansk Fjernvarme, Wind Denmark og Brintbranchen overser en pointe - nemlig at større kunder også skal svare net- og systemtarif til Energinet.  

Industrielle kunder, fjernvarmeværker og fremtidig stor-skala Power-to-X vil ofte være koblet på elnettet på de højere spændingsniveauer. Hvor et varmeværk typisk vil betale 5-6 øre/kWh og Power-to-X 1-2 øre/kWh til distributionsnettet, så vil de begge i dag betale 11 øre/kWh til transmissionsnettet. Disse betalingselementer er de lokale netselskaber ikke herre over.  

Lad os hjælpe hinanden 
Tariffer er en kompleks størrelse, så lad os hjælpe hinanden med, hvordan og hvor meget de nye egenproducenter kan aflaste nettet.

De nuværende rammer for egenproducenter er udfordret, der skal findes nye, som sikrer alle kunder de rette incitamenter til at bruge nettet fornuftigt - og en fair og omkostningsægte betaling herfor. 

Jeg ser frem til at modtage data fra de tre brancheforeninger, så vi konstruktivt og hurtigt kan komme videre med den grønne omstilling. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00