Debat

Jurist: Der er håb for de intelligente byer

DEBAT: Mange kommuner arbejder målrettet på at skabe intelligente byer, hvor wifi skal være tilgængeligt på alle tider og steder. Lovgiver er klar med et lovforslag, der understøtter de gode initiativer, skriver Rikke Søgaard Berth, partner i Horten.

Kommunerne har stadig mulighed for at præge&nbsp;§ 60 b i teleloven, fortæller&nbsp;Rikke Søgaard Berth, partner i Horten, sådan at loven kommer til at passe til kommunernes behov.<br>
Kommunerne har stadig mulighed for at præge § 60 b i teleloven, fortæller Rikke Søgaard Berth, partner i Horten, sådan at loven kommer til at passe til kommunernes behov.
Frederik Marker Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rikke Søgaard Berth
Advokat og partner i Horten

Erhvervs- og Vækstministeriet har den 16. december 2014 sendt et lovforslag i høring. Forslaget indeholder bl.a. en ny § 60 b i teleloven, der vil give kommunerne mulighed for – under en række nærmere betingelser – at stille gratis wifi til rådighed i byrummet.

Og dét er en god nyhed for kommunerne.

Digital infrastruktur er nødvendig
Mange kommuner er i gang med forberedelserne til en mere intelligent drift af byerne baseret på digitale løsninger, der skal gøre det muligt for kommunen at give borgere, virksomheder og turister oplysninger om "byens tilstand" uafhængigt af tid og sted. Alt sammen via et kommunalt netværk (wifi), hvor borgeren kan hente oplysninger om fx den kollektive trafik, kulturelle nyheder og nye krav til borgerne.

Lovforslaget er bestemt et skridt i den rigtige retning mod en mere intelligent – og turistvenlig - drift af byerne. Tvivlsspørgsmålene om fortolkningen bør dog afklares, så de nye muligheder bliver lettest mulige at udnytte for kommunerne.

Rikke Søgaard Berth
Advokat og partner i Horten

Det har dog vist sig at være forbundet med betydelig usikkerhed at investere i de gode initiativer, fordi kommunerne i dag ikke må stille wifi til rådighed hverken for borgere, virksomheder eller turister.

Lovforslaget er derfor et kærkomment tiltag, om end det bør renses for en række uklarheder.

Hvor går grænsen?
Det kommunale wifi må alene stilles til rådighed, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme - ikke bare ved turistattraktioner, men også centrale pladser og andre områder, hvor der forventes at være turister.

På gågader og handelsstrøg færdes udenlandske turister året rundt, de kommunale havne må også forventes at modtage en del udenlandske lystsejlere, ligesom strandene (i hvert fald om sommeren) er oplagte turistmål. Men hvor på stranden går grænsen mellem et "turist"-område og en "almindelig" strand? Det kommer lovforslaget desværre ikke ind på.

Lovforslaget svarer heller ikke på, hvilken rækkevidde det kommunale wifi må have. Kommunen må ifølge forslaget alene tilbyde punktvis adgang til wifi (hotspots) – og ikke et egentligt sammenhængende net, medmindre det sker i mindre omfang i fx en park. Også dette vil give anledning til tvivl i kommunerne: Hvornår bliver et hotspot så stort, at det ikke falder inden for loven, da det er blevet til et sammenhængende net?

En time pr. attraktion, by eller turist?
Adgangen til det kommunale wifi skal begrænses til en time pr. døgn. Men hvordan?

Må kommunen give turisten en times adgang ved hver turistattraktion - eller er der tale om en time i hver kommune? Også det er uvist.

Salg og genkøb af overkapacitet
Endelig skal kommunerne købe adgangen til de elektroniske kommunikationstjenester af en privat udbyder til markedspris. Det indebærer, at kommunen som udgangspunkt ikke selv ejer og driver den digitale infrastruktur.

Lovforslaget nævner, at overkapacitet i et af kommunens net allerede i dag kan sælges til markedspris til en privat udbyder, som så kan "sælge tilbage" til kommunen til brug for indendørs wifi. Lovforslaget må nok forstås sådan, at samme konstruktion skal gælde for udendørs wifi efter den nye § 60 b. Det vil dog være egnet, hvis også dette præciseres i lovforslaget.

Høringsfristen er 19. januar 2015
Lovforslaget er bestemt et skridt i den rigtige retning mod en mere intelligent – og turistvenlig - drift af byerne. Tvivlsspørgsmålene om fortolkningen bør dog afklares, så de nye muligheder bliver lettest mulige at udnytte for kommunerne.

Kommunerne har mulighed for at sætte præg på lovforslaget og sikre, at den endelige lov imødekommer kommunernes individuelle behov i forhold til de projekter, der er i støbeskeen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00