Kommentar af 
Morten Helveg Petersen

Vi kan eliminere import af russisk gas ved at opfylde kravene i EU's bygningsdirektiv

Putins krig mod Ukraine kan vare mange år endnu, og energipolitik er stadig centralt i konflikten. EU har allerede reduceret gasimporten fra Rusland, men med bygningsdirektivet kan EU fuldstændig eliminere importen, skriver Morten Helveg Petersen (R).

EU skal ud af sin afhængighed af Putins sorte energi, og i praksis er vi kommet langt, skriver Morten Helveg Petersen (R)
EU skal ud af sin afhængighed af Putins sorte energi, og i praksis er vi kommet langt, skriver Morten Helveg Petersen (R)Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Morten Helveg Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vladimir Putins uprovokerede, ulovlige krig mod Ukraine og Vesten er gået ind i sit tredje år.

På trods af at den vestlige verden langsomt over tid har øget bidragene af militært udstyr til modstandskampen, er forventningen blandt alverdens sikkerhedseksperter, at konflikten kan vare mange år endnu.

Energipolitik er stadig centralt i konflikten.

Da Rusland invaderede Krim i 2014, undlod Europa at sanktionere russisk energieksport. I Europa-Parlamentet forhandlede jeg på vegne af min politiske gruppe, Renew Europe, i 2015 EU's strategi for energisikkerhed, som meget præcist definerede, at EU skulle gøre sig uafhængig af russisk energieksport.

Læs også

Det lykkedes ikke at gennemføre strategien.

Modstanden var for stor. Ikke mindst Tyskland var på det tidspunkt ikke villig til at give slip på den billige energi, som til stadighed forsyner blandt andet landets gigantiske industri.

I dag har Tyskland og resten af Europa erkendt den smertelige fejltagelse, men opgaven er den samme: EU skal ud af sin afhængighed af Putins sorte energi, og i praksis er vi kommet langt.

Olieimporten er sanktioneret væk, og ifølge Europa-Kommissionen har vi reduceret gasimporten fra Rusland fra 45 procent til 15 procent.

Selv i en mindre ambitiøs version kan grønnere og energirenoverede bygninger eliminere gaseksporten fra Rusland

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er efter min mening en fornem europæisk bedrift, som er lykkedes på ganske kort tid.

Succesen skyldes især, at EU-landene er blevet enige om - og lykkedes med - at reducere EU's samlede gasforbrug med mere end 15 procent, samt at EU har landet en række aftaler om levering af LNG, flydende gas, fra en række andre leverandørlande.

Den hastige reduktion i gasimporten, som Europa har leveret, betyder også, at der er færre håndtag at trække i for at reducere yderligere.

De sidste 15 procent bliver sværere at eliminere end de første 30 procent, men der findes et effektivt, men overset værktøj, som kan reducere gasforbruget i Europa voldsomt.

Helt nye beregninger fra konsulentvirksomheden Guidehouse viser, at den nationale gennemførelse af energirenoveringerne - det vil sige forbedringer som boligisolering og udskiftning af vinduer – indeholdt i EU's bygningsdirektiv – vil mindske EU's gasforbrug med 21 milliarder kubikmeter om året.

Læs også

Forudsætter vi yderligere – på linje med bygningsdirektivets krav frem mod 2035 – at halvdelen af den fossilbaserede opvarmning af bygninger erstattes af varmepumper og grøn fjernvarme, er besparelsen på 44 milliarder kubikmeter gas om året.

Det svarer til en eliminering af russisk gaseksport til EU, som i 2023 udgjorde 43 milliarder kubikmeter gas.

Implementeringen af EU’s bygningsdirektiv bør have høj prioritet i medlemslandene

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ønskede mig større klimaambitioner i bygningsdirektivet, end hvad det blev til.

Direktivet blev et af mandatets absolut mest politisk kontroversielle lovgivninger, og det fik desværre, men naturligt nok, negativ betydning for bygningsdirektivets klimaambitioner.

Så meget desto mere grund er der til at bemærke, at selv i en mindre ambitiøs version – med energirenovering af omtrent en fjerdedel af EU's boligmasse – kan de grønnere bygninger eliminere gaseksporten fra Rusland.

Med tidens lave gaspriser svarer det til at fjerne godt 80 milliarder kroner om året fra Ruslands krigsøkonomi. Den slags beløb kan ændre krigens gang, og derfor bør implementeringen af EU's bygningsdirektiv have høj prioritet i medlemslandene. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00