Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Står det til EU-Kommissionen, skal samtlige medlemslande sikre en genanvendelse på hele 70 procent af husholdningsaffald og 80 procent af emballage, inden vi rammer 2030. Det er et led i en større strategi om, at Danmark og resten af EU skal sikre sine ressourcer og bevæge sig i en bæredygtig retning med cirkulær økonomi. Vores egen danske ressourceplan lægger sig i sporet på Kommissionens plan, så langt så godt.

I den forbindelse kunne Altinget den 5. september skrive, at en række centrale høringssvar kritiserer Kommissionen for at være overambitiøs og urealistisk. Og ja, målsætningerne er da også mildest talt ambitiøse, ligesom de er i den danske ressourceplan. Men jeg tror hurtigt, at vi kan blive enige om, at det er en vigtig dagsorden, Kommissionen sætter, som kan få stor betydning for Danmarks og Europas fremtidige konkurrenceevne.

Som tingene er nu, er det korrekt, at målene er urealistiske at indfri ude i fremtiden. Skal projektet lykkes, kræver det politisk vilje og mod til at håndtere nogle helt konkrete problemstillinger i tide – eller sagt på en anden måde, vi er nødt til at fjerne de sten på vejen, der forhindrer os i at nå i mål.

Vi er nødt til at fjerne de sten på vejen, der forhindrer os i at nå i mål.

Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv
Om EU-kommissionens målsætning

Affaldshåndteringen skal geares
Først skal nævnes, at Dansk Erhverv, på linje med flere af de øvrige høringssvar, ser det som en stor udfordring, at den danske affaldsforbrændingssektor ikke er tilstrækkelig gearet til at håndtere omstillingen og målsætningerne. Forbrændingssektoren er kort og godt nødt til at være markant mindre, end den er den dag i dag, til fordel for en sektor, der er i stand til at bioforgasse husholdningsaffald i større mængder og sikre genanvendelse af affaldet med en kvalitet, der svarer til de nye materialer.

Hernæst er vi nødt til at se kritisk på kommunernes affaldshåndtering. Her tænker jeg særligt på den såkaldte metodefrihed, kommunerne benytter sig af i dag, og som de har fået lov til at fortsætte med i den danske ressourceplan. Metodefriheden har afstedkommet vidt forskellige praksisser og udgiftsniveauer for selv samme service, og det skal borgere og virksomheder navigere rundt i, når de sorterer og genanvender. Det peger på, at der er behov for, at kommunerne bliver mere effektive og forretningsdrevne i deres affaldsindsamling, og der er behov for, at den regning, som ender hos borgeren og virksomheden kommer til at vise, at deres service svarer til de faktiske udgifter. Såfremt der sker en effektivisering med fokus på at sikre genanvendte materialer med samme kvalitet som nye råvarer, kan kommuner sandsynligvis tjene penge på omstillingen. Og det bør komme både borgere og virksomheder til gode.

Det er nemlig den tredje faktor. For hvis vi regner med, at borgere og virksomheder skal til at investere ekstra ressourcer i at sortere og genanvende affald med kvalitet, er det altså nødvendigt, at der er en gulerod for enden af snoren – et belønningsincitament. For nok kan virksomhederne have viljen til at bidrage til en cirkulær økonomi, men hvis de i stedet for at blive belønnet for den ekstra indsats bare pålægges yderligere udgifter, er det svært at holde motivationen oppe og sikre en god affaldssortering. Det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.

Det er en fælles udfordring
I den forbindelse er det også vigtigt at erkende, at små virksomheder ikke har samme ressourcer til rådighed som de store veletablerede virksomheder. Mange små virksomheder producerer kun en smule madaffald og andre har eksempelvis pladsproblemer i forhold til at komme af med affaldet. Regler og indsatsområder bør derfor være fleksible, så både små og store virksomheder kan følge med. Det kunne fx være gennem en bagatelgrænse for, hvornår man som virksomhed er forpligtet til at sikre særskilt affaldssortering af det organiske på linje med den, Københavns Kommune benytter.

Samtidig bør man lave frivillige initiativer i samarbejde med de store virksomheder, der kan udnytte stordriftsfordele til at indsamle store mængder affald og emballager ad gangen og sælge det for genanvendelse. Undlad fx at gennemtvinge, at butikker skal tilbagetage emballager fra deres kunder, da det kun vil skabe uhensigtsmæssige byrder i form af pladsmangel og logistikproblemer, især for de mindre butikker. I det hele taget er det en god ide at fokusere størstedelen af indsatsen der, hvor man kan hente de store mængder. Eksempelvis hos virksomhedernes kunder, private borgere og især i det offentlige. En producent eller detailbutik sender jo langt hovedparten af sine anvendte råvarer og emballager videre til sine kunder i form af indpakkede færdigvarer, og kunderne har derfor også et ansvar i, at affaldet bliver samlet ind for genanvendelse. En meget stor del af vores anvendte materialer bevæger sig ned igennem værdikæden for at ende op hos slutbrugeren.

Sidst men bestemt ikke mindst kræver hele ambitionen om genanvendelse af affald, at især fremstillingsvirksomheder, forbrugerne og det offentlige vil efterspørge genanvendte råvarer og produkter af genanvendt materiale. Efterspørgsel er en helt grundlæggende forudsætning, der skal drive projektet fremad. Det siger sig selv, at virksomhederne ikke bare kan producere bæredygtige produkter i blinde, hvis der ikke er nogen forbruger eller offentlig eller privat virksomhed på den anden side til at betale måske lidt ekstra penge for produkterne. Er der ikke et marked for genanvendelige materialer, når vi desværre ikke langt.

EU-kommissionens målsætninger er kun overambitiøse, hvis de rette rammer ikke er til stede. I stedet for at gå i baglås over omfanget af de udfordringer, omstillingen medfører, bør vi i stedet blive enige om, at vi står over for en fælles udfordring, der kan vendes til en konkurrencemæssig fordel, hvis vi handler i tide. Og det er sådan set dét, EU-Kommissionen forsøger at give en køreplan for med sit udspil.