Kommentar af 
Carsten Rasmussen

Vil man vide, hvem der står bag gas-sabotagen, skal man se på disse fire konsekvenser

Sabotagen mod gasledningerne i Østersøen skaber en frygt, som kan splitte sammenholdet mellem de europæiske lande, skriver brigadegeneral Carsten Rasmussen.

Gaslækagen ved den ene af de to gasrørledninger mellem Tyskland og Rusland, Nord Stream 2, set fra Forsvarets fly ved Bornholm. 
Gaslækagen ved den ene af de to gasrørledninger mellem Tyskland og Rusland, Nord Stream 2, set fra Forsvarets fly ved Bornholm.  Foto: Forsvaret/Ritzau Scanpix
Carsten Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mandag blev de to gasledninger Nord Stream 1 og 2 udsat for sabotage. Sabotagen blev ikke udført på dansk territorium. Den fandt sted i international farvand meget nær dansk territorium, så nær, at trykbølgerne øjeblikkeligt forplantede sig til regeringen, centraladministrationen og medierne.

Ingen har taget ansvar for disse uhørte angreb på europæisk energiinfrastruktur, og jeg finder det mindre sandsynligt, at de kommende efterforskninger entydigt vil afdække, hvem synderen var.

Sprængningerne efterlod store huller i de to gasledninger, og der vil gå dage eller uger, før den russiske naturgas holder op med at strømme ud i Østersøen. Sprængningerne medførte imidlertid også en række andre effekter, som peger i retning af, hvem der kan tænkes at stå bag sabotagen. Jeg har umiddelbart identificeret fire effekter.

Læs også

Sabotagen skaber frygt. Frygt for om vi kan få gas nok den kommende vinter og frygt fordi aktionen foregår dybt inde i Vesteuropa på Danmarks og Sveriges østgrænse. Frygten kan måske forekomme lidt irrationel i lyset af, at der i forvejen var lukket for gassen gennem de to rørledninger, og at de europæiske gaslagre er ganske velpolstrede til at modstå den kommende vinter.

Men den kendsgerning, at der fandt en krigslignende handling sted på grænsen af dansk territorium, fik naturligvis de danske myndigheder til at reagere. De kunne ikke andet. Beredskabet blev hævet, overvågningen intensiveret og regeringen konsulterede nabolande og allierede. Sabotagen i Østersøen har utvivlsom øget europæernes frygt for energiforsyningssikkerheden og for yderligere ustabilitet.

Begivenhederne i Østersøen fik øjeblikkeligt gasmarkederne til at reagere nervøst. Gasprisen på det hollandske marked toppede i løbet af 27. september med 22 procent stigning før den stabiliserede sig på syv procent, da markedet lukkede. På markedet i London steg prisen i løbet af dagen med hele 34 procent, før den sluttede på samme stigningsniveau som i Holland. De stigende gaspriser og ikke mindst markedernes nervøse og til tider hysteriske reaktioner øger utrygheden hos de europæiske forbrugere.

Den frygt, sabotagehandlingen skaber, kan være med til igen at splitte sammenholdet mellem de europæiske lande og mellem Europa og USA. Da ingen umiddelbart tog ansvaret for sabotagen, opstod der straks en række vilde teorier om hvem der stod bag.

Den tidligere polske udenrigsminister Sikorski, som altid har været en hård modstander af Nord Stream 2-gasledningen, takkede på Twitter USA for handlingen. Den bold lå lige til højrebenet for talskvinden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, som på sin telegram-konto straks gav udtryk for, at Sikorskis erklæring var en officiel erkendelse af, at det drejede sig om en terrorhandling.

På sociale medier florerer der nu flere teorier om at Storbritannien, USA eller endog Ukraine skulle stå bag sabotagen. Disse historier spredes tilsyneladende med god hjælp fra personer, som benytter enhver lejlighed til at sprede konspirationsteorier.

Endelig vil jeg nævne, at sabotagen mod gasrørledningerne fuldstændig stjal mediebilledet. De gule bjælker bredte sig som en pandemi på tværs af nyhedsudsendelserne i mange vestlige medier. Derved blev opmærksomheden effektivt afledt fra ugens anden vigtige begivenhed: De russisk orkestrerede fupafstemninger i og den sandsynlige snarlige russiske annektering af yderligere fire ukrainske regioner.

Læs også

Hvem kan have interesse i at fremprovokere de fire nævnte effekter? Intet er endnu bevist – og bliver det måske aldrig. Sabotageaktionerne i Østersøen kunne ligne en hybridaktion. Den var næppe rettet specifikt mod Danmark, men mod Vestens sammenhold og dermed viljen til fortsat at støtte Ukraine i krigen mod den russiske besættelsesmagt.

Hybridoperationer kan udføres både før og under en væbnet konflikt. De kan gennemføres både i det militære og civile domæner, de kan finde sted både i det fysiske rum og cyberspace. Hybridoperationer er designet til at skabe en form for kontrolleret kaos hos modparten. Kaos, som kan bidrage til at opnå egne mål uden nødvendigvis at krydse grænsen mellem krise og krig.

Hybridoperationer er ikke nogen ny disciplin. De er blevet anvendt i konflikter flere gange i historien, men i de senere år er de måske særligt blevet italesat og brugt af Rusland. Eksempler er de små grønne mænd på Krim i 2014, indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og iscenesættelsen af en immigrantkrise på den belarusiske grænse mod Polen, Litauen og Letland i 2021. Hybridoperationer har ligefrem fået eget navn, de er blevet opkaldt efter den russiske generalstabschef Gerasimov og kaldes i dag populært Gerasimov-doktrinen.

Når man forsøger at finde ud af, hvem der stod bag sabotageaktionerne i Østersøen, finder jeg det relevant at se på, hvem der havde interesse i at forsøge at fremprovokere yderligere frygt, stigende gaspriser og splittelse i Europa, samt aflede opmærksomheden fra andre begivenheder, som påkalder sig omverdenens vrede.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Radek Sikorski

Medlem, Europa-Parlamentet, formand, EU-USA-delegationen