Debat

Alternativet: Det vigtigste ved Københavns budgetaftale er, at Socialdemokratiet står udenfor

Det virkelige gennembrud i årets budgetaftale i København er, at Socialdemokratiet står udenfor. Dermed kan de ikke længere styre fortællingen om kommunens økonomi. I stedet kan vi nu få en diskussion af Københavns rekordstore opsparing, skriver Kim Hjerrild (ALT).

Et bredt flertal af partier i Københavns Borgerrepræsentation præsenterede i starten af september en ny budgetaftale. Det virkelige gennembrud med aftalen er, at Socialdemokratiet ikke er med, skriver Kim Hjerrild (ALT).
Et bredt flertal af partier i Københavns Borgerrepræsentation præsenterede i starten af september en ny budgetaftale. Det virkelige gennembrud med aftalen er, at Socialdemokratiet ikke er med, skriver Kim Hjerrild (ALT).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kim Hjerrild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er meget at glæde sig over ved det indgåede budgetforlig, som torsdag skal til 2. og sidste behandling i på Københavns Rådhus.

Trods en stærkt begrænset udgiftsmæssig ramme holdes hånden under hele velfærdsområdet og udvalgte, vigtige områder bliver endda styrket: Mere tid til kommunens sagsbehandlere på socialområdet, flere specialpladser til børn med særlige behov i folkeskolen og hurtigere tildeling af bopladser til mennesker med sindslidelser og handicap.

Hertil kommer mit eget partis, Alternativets, vigtige aftryk i form af en ny bisidderordning på beskæftigelsesområdet, etablering af den såkaldte ’Doughnut-model’ som fremtidig styringsmodel for byen og indførelse af borgerforslag for københavnerne som en kommunal pendant til den nationale ordning om samme.

Skattelettelser indgår også i forliget efter ønske fra de borgerlige forligspartier. En beskeden sænkning på 0,1 procent, men for dem en principiel sejr. For Alternativet ikke det store problem, fordi lettelserne ikke koster én krone i tabt velfærd.

Det virkelige gennembrud med aftalen er, at Socialdemokratiet står udenfor og ikke længere kan styre fortællingen om kommunens økonomi

Kim Hjerrild
Finans- og økonomiordfører, Alternativet

Det virkelige gennembrud
Alt i alt fornuftige tiltag og prioriteringer, men for mig alligevel ikke det vigtigste ved årets historiske budgetaftale. Det virkelige gennembrud med aftalen er, at Socialdemokratiet står udenfor og ikke længere kan styre fortællingen om kommunens økonomi.

Den nye kreds af budgetbærende partier vil kunne åbne for en ny, mere korrekt forståelse af byens økonomi, hvor udgiftslofter og finanser ikke blandes sammen efter forgodtbefindende, og hvor vi kan begynde at forholde os åbent til, hvad København skal bruge sin rekordstore opsparing til. En opsparing på svimlende 17 milliarder kroner eller 26.000 kroner per københavner. Det er højest i Danmark og markant over det nationale gennemsnit på omkring 8.000 kroner per borger.

I mange år har det heddet sig, at opsparingen ikke kunne røres, fordi hver en krone var båndlagt til kommunens voksende liste af besluttede, men på grund af anlægsloftet udskudte anlægsprojekter. Med denne fortælling har overborgmesterpartiet pure afvist at ville drøfte forslag om brug af formuen til eksempelvis frikøb af Amager Fælled og Stejlepladsen (pris: 1,3 milliarder kroner).

Tilsvarende har der aldrig været åbnet for en drøftelse af, om der mon kunne etableres en bedre og hurtigere stormflodssikring af København end højrisiko-projektet Lynetteholm. De alternative løsninger, som indtil nu er skitseret, ville sagtens kunne finansieres via kommunens opsparing.

Opsparingen taber værdi
Det største problem ved den store opsparing er imidlertid rent økonomisk. En kommune er ganske enkelt ikke indrettet til at ligge inde med så stor en likviditet, fordi den ikke har mulighed for at sikre pengene mod værditab som følge af inflation.

Alene de seneste 12 måneder har opsparingen på 17 milliarder kroner tabt over 1,4 milliarder kroner i realværdi som følge af prisstigninger på 8,7 procent. Dette tab i realværdi kan meget let blive til det dobbelte i det kommende år, medmindre Borgerrepræsentationen meget snart tager stilling til, hvordan formuen kan bringes i anvendelse og dermed gradvis nedbringes til et mere rationelt niveau.

Med det nye budgetflertal er der håb om, at vi nu får den diskussion.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Hjerrild

Finans- og økonomiordfører, Alternativet, fhv. medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.mag. i samfundsfag og musik; HD i informatik og økonomistyring

0:000:00