R-kandidat: Valget i København står mellem By & Havn-konformister og de progressive

Jeg tror, at vi er på nippet til et regulært tektonisk pladeskred mellem fortid og fremtid under dette valg i København.

Byen sitrer så voldsomt af forargelse over boligpriser i himmelflugt og naturrettigheder – i en dansk målestok – i frit fald. Den interessante debat foregår ikke på den traditionelle politiske venstre- og højrefløjsakse.

Gnisterne står i stedet mellem konformisterne og de progressive; to komplet forskellige sindelag. Det er dem, der hårdnakket forsvarer en byudviklingsmodel, der er gået galt, over for dem, der åbner for en ny retning.

Magtforskydning i København

Socialdemokratiet står i en ny meningsmåling fra Epinion, som Altinget har fået lavet, til at miste syv procentpoint i forhold til valget i 2017, så partiet kun lander på 20,8 procent.

Det er en klokkeklar jordskredsmåling, et råb om forandring, som vi ikke kan se bort fra, fordi den taler om en politisk magtforskydning væk fra Socialdemokratiet.

Borgerkaldet er ganske logisk. Med min socialliberale ideologi har jeg skulle nive mig selv i armen under denne valgkamp. Der er – ja, nu siger jeg det uden omsvøb – en politisk dekadence i dele af rådhustoppen.

Den næste overborgmester bør ikke blot sætte sig trygt i sædet uden politiske justeringer. Det hedder i min optik forandring eller fiasko

Emil Sloth Andersen (R)
Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation

Når Socialdemokratiet på sagen om Lærkesletten, By & Havn-modellen og vilkårene om Lynetteholmen står så stædig fast, mens Danmarks Naturfredningsforening er gjort til politisk prygelknabe i eksempelvis sagen om affredningen af Nørrebroparken af politisk ordfører Jonas Bjørn (S), så er det rationelle politiske kompas gået i stykker.

Man justerer ikke efter en kurs, hvor boligudbuddet for alvor kan øges i skala i stedet for med lidt almen boligklatmaleri, og hvor den grønne bevægelse imødekommes.

Forandring eller fiasko

Den konserverende stil er så fast forankret i Socialdemokratiet, at det er vigtigt for mig at sige nu: Den næste overborgmester bør ikke blot sætte sig trygt i sædet uden politiske justeringer.

Det hedder i min optik forandring eller fiasko. Og lige nu peger det ikke i den rigtige retning, når vi ser på Socialdemokratiets valgkamp.

For nyligt kastede den tidligere socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen sig ind i debatten om By & Havn i Politiken med noget, der minder om en art selvterapeutisk forsvar for byens historik.

Jens Kramer stod for oprettelsen af en forrået profitmodel, By & Havn-modellen fra 1992, som Radikale stemte nej til, hvor man besluttede, at metroinfrastruktur skulle finansieres af hæmningsløst grundsalg til højeste pris.

At denne Wolf of Wall Street-model opstod i febrilsk nød under hårde forhandlinger med staten, retfærdiggør ikke, at Socialdemokratiet nu aktivt hælder cement ud over dens konstruktion. Tværtimod.

Savner man et opgør med urkilden til Københavns største morads – både de stigende boligpriser og knægtelserne af naturrettighederne – er det netop helt nødvendigt at rette øjnene mod By & Havn-modellen.

Rå profitopnåelse, naturrettigheder og billige boliger går simpelthen for dårligt i spænd. Det ser vi, når By & Havns maskiner kører planklagenævnet over i forbindelse med sagen om Lærkesletten, ligesom vi ser, hvor ringe en profitdrevet By & Havn-model servicerer almindelige københavnere, når boliger på Papirøen sælges til over 40 millioner kroner stykket.

Reformér By & Havn

Det mest absurde er jo, at vi har alle remedierne til at skabe forandring inden for helt realistiske rammer.

Vi har en formue på tæt ved 17 milliarder kroner i likviditet – skattekroner, som står i aktier og obligationer i fly- og sukkerindustrien – som vi kan bringe i spil.

Københavns Kommune lavede et overskud, når service- og anlægsrammen blev udnyttet maksimalt, på 3,4 milliarder kroner i 2020, mens By & Havn samme år solgte byggeretter for tæt ved 1,2 milliarder kroner.

Det, som jeg er optaget af i denne diskussion om en reform af By & Havn, er, at vi får forenet alle kræfter for forandring i en progressiv fløj på tværs af farveskel og gør vores magt til ret

Emil Sloth Andersen (R)
Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation

Lavede Københavns Kommune transaktioner til By & Havn for at dække en del af metrogælden, kunne vi snildt bløde op på de hårde indtægtskrav. Sådan kunne vi sætte By & Havn og medinvestorer fri til selv at leje billige boliger ud på grundene.

Jeg så såmænd i øvrigt gerne, at By & Havn helt blev nedlagt, og har sympati med idéen, men jeg er ikke sikker på, at det er realistisk på kort sigt, for det kræver ny lovgivning i Folketinget.

Imidlertid kan vi nå næsten hele vejen i mål for billige boliger og en respekt for naturrettighederne med en omkalfatring af hele indtægtsmodellen i By & Havn.

Det, som jeg er optaget af i denne diskussion om en reform af By & Havn, er, at vi får forenet alle kræfter for forandring i en progressiv fløj på tværs af farveskel og gør vores magt til ret. 

Ny kurs for København

I øvrigt er Jens Kramer ikke alene om at forsvare dén By & Havn-model, der ofte står i modstrid med naturrettighederne.

Den 25. oktober gik tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard til et forsvar for Lynetteholmen i Ekstra Bladet. Ritt Bjerregaard skriver decideret brokkende, at "nu skal der ligefrem være en retssag, som vi alle skal betale for".

Det er så malplaceret under et grønt valg, som når Jonas Bjørn, Socialdemokratiets ordfører på rådhuset, gør en dyd ud af at angribe Danmarks Naturfredningsforening for, at de har klaget over en potentiel affredning af Nørrebroparken.

Det er bekymrende og et signal om en socialdemokratisk bevægelse, der er presset. Man ser det gamle vælde smuldre. Man forhærder nu en kultur, der bygger på konserveringsmani.

Man kan med rette derfor også spørge, om det isoleret set har været sundt for demokratiet i København, at ét parti har siddet med overborgmesterposten i tæt ved 80 år, eller om ikke stædigheden, som vi ser, netop er et demokratisk sygdomstegn – en slags forandringsforskrækkelse?

Det kan siges meget simpelt. Der er et heftigt kald for en ny kurs i befolkningen. Det eneste positive ved de spændinger, som vi ser lige nu, er, at vi hurtigt kan komme til det tektoniske pladeskred mellem fortid og fremtid.

Sikkert er det, at den progressive fløj, som gælder på tværs af det politiske farvespektrum, nu må stå fælles fast på, at mandatmæssige magtforskydninger også fører til et politisk kursskifte.