Socialborgmester: Det er bramfrit at kalde økonomiaftalen for en "fuckfinger til handicappede"
Efter økonomiaftalen, hvor regeringen ikke ville løfte socialområdet, er det nu op til os i København at holde hånden over og under det specialiserede socialområde, skriver Mia Nyegaard (R).
Mia Nyegaard
Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns KommuneNetop hjemvendt fra KL's sociale topmøde kan jeg næsten ikke udtrykke, hvor skuffet jeg er.
For på mødet gav ingen en rigtig god forklaring på, hvorfor økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne endte, som den gjorde.
Forventningerne var ellers store. Regeringen har talt forventningerne op, og KL gik til forhandlingerne med et klart ønske om at løfte det specialiserede socialområde med fem milliarder kroner over de kommende tre år.
Ikke en krone ekstra til området kom der. Det har helt forståeligt fået både borgmestre og organisationer helt op i det røde felt. Danske Handicaporganisationers formand, Thorkild Olesen, kender de fleste vist som en besindig mand af jysk natur.
En "fuckfinger til handicappede", lød den bramfri analyse, og dagen efter fulgte et sent afbud til kommunernes social- og sundhedstopmøde i Aalborg, som åbnede 36 timer, efter at aftalen var kommet i hus. Med direkte henvisning til økonomiaftalen og dens syn på mennesker med nedsat funktionsevne.
Kommunerne kan ikke følge med
Jeg forstår godt frustrationen. For kommunernes ønske om et økonomisk løft i milliardstørrelsen er ikke grebet ud af det blå.
Kommunerne kan vitterlig ikke følge med. Udgifterne stiger, og selv hvis det tilnærmelsesvis lykkes at holde et status quo i budgetterne, er det de facto lig med besparelser, fordi der hele tiden er flere, der har brug for kommunernes hjælp og for mere kompliceret og dermed dyrere hjælp. Vores serviceniveau over for borgerne på området er i forvejen ikke tidssvarende.
Selv om det går den rigtige vej, er vi strukturelt pressede. Et markant løft i økonomiaftalen ville have haft stor betydning for området. Men regeringen ville ikke
Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune
Jeg er med på argumenterne: At vi i forvejen bruger mange penge på området, 51 milliarder kroner, ifølge KL-formand Jakob Bundsgaard (S). Vi hjælper 189.000 borgere, men ingen er tilfredse.
Det argument har jeg selv fremført, og, ja, det er mange penge. Og ja, vi er nødt til at se på, hvad et velfærdssamfund som vores bør sikre af rettigheder, og hvad det bør koste. Men det er nødt til at være en separat diskussion.
For lige som alle de andre kommuner har vi i København problemer med at få enderne til at mødes. Det er heldigvis lykkes at kæmpe midler hjem til både sagsbehandlere, demografi og nye og tidssvarende botilbud på socialområdet. Vi er begyndt at investere i mennesker ud fra en plan.
Så selv om det går den rigtige vej, er vi strukturelt pressede. Et markant løft i økonomiaftalen ville have haft stor betydning for området. Men regeringen ville ikke.
Lokale socialdemokrater er skuffede
Det er således op til os på Københavns Rådhus, til de ansvarlige budgetpartier, at holde hånden over og under det specialiserede socialområde.
Derfor har jeg også med glæde noteret, at Socialdemokratiet i København giver udtryk for en lige så stor skuffelse over økonomiaftalen, som jeg har. En aftale, som ikke tager hånd om dem, der har det største behov.
På den anden side af sommeren venter de lokale budgetforhandlinger på Københavns Rådhus. Socialdemokratiets lokale udmelding giver det håb, at vi sammen kan løfte det specialiserede socialområde.
Min investeringsplan for området ligger klar. Og så er det jo i sidste ende et politisk valg. Regeringen ville ikke træffe det valg – så må vi gøre det.