Sognepræst: Vi mangler et fælles etisk grundlag, når vi diskuterer tidens eksistentielle problemstillinger

For tiden taler vi meget om de store eksistentielle problemer. Vi taler om, hvad liv er, og hvornår det begynder, når vi drøfter, hvorvidt abortgrænsen skal hæves.

Vi taler om døden, vores egen død, og hvad vi forstår ved en værdig død, når vi diskuterer for og imod aktiv dødshjælp. Og vi taler om etik og ordentlighed, om hvad vi kan, og hvad vi bør, når vi debatterer ChatGPT eller AI.

Vi lever på sin vis i et historieløst samfund, hvor hver enkelt af os mener, at hun eller han skal opfinde sin egen version af ordentlighed; sin egen personlige etik

Pia Søltoft
Sognepræst

I disse år genbesøger vi en række af livets store spørgsmål. Spørgsmål, som ethvert individ til enhver tid stiller, men som nogle tidsepoker er mere optaget af end andre, fordi nye videnskabelige landvindinger giver nye muligheden, og fordrer at vi tager stilling på ny.

Tidsånden er med andre ord til eftertænksomhed. Begrebet tidsånd betegner dét, der optager en tid, intellektuelt såvel som kulturelt. Tidsånden er en tankemæssig tendens, måske endda en trend, der siger noget om, hvor vi er på vej hen – og hvor vi kommer fra.

Men selv om man kunne synes at eftertænksomheden er et godt sted at være, så er der et problem forbundet med de eksistentielle overvejelser, der præger tiden.

Vi mangler ganske enkelt et fælles etisk grundlag, når vi vil forsøge at tage stilling til disse spørgsmål. Vi lever på sin vis i et historieløst samfund, hvor hver enkelt af os mener, at hun eller han skal opfinde sin egen version af ordentlighed; sin egen personlige etik.

Men det er lige så umuligt at leve efter sin egen personlige etik, som det er at tale sit helt eget private sprog. Både sprog og etik har at gøre med forholdet mellem mennesker, måden vi lever eller taler sammen på.

Hvis jeg taler mit helt eget sprog og har min helt egen etik, lukkes jeg inde i min egen boble, og en enhver form for forståelse er umulig.

Og det er netop her Kierkegaard kommer ind i billedet. Han mener at det etiske er en opgave, der er stillet hvert enkelt individ men ikke noget, vi hver især opfinder.

For Kierkegaard består etik ikke af forbud og påbud, pligter og regler, men bygger derimod på, at vi hver især tager den opgave på os af besøge vores samvittighed og ikke bare lytter til vores mavefornemmelse, og hvad vi nu lige har lyst til.

Samvittigheden tilhører godt nok den enkelte, men i samvittigheden bor de dyder, vi i fællesskab er blevet enige og er gode og sande, det er det etiske som det almene, men som vi hver især skal gøre til vores ved at handle efter dem i de konkrete situationer, hvor vi skal tage stilling og afgøre os, det er det etiske som det enkelte.

Og derfor er det også helt i tidsåndens ånd, at man i Berlingske 31. oktober kunne læse, at Københavns kulturborgmester Mia Nyegaard (R) nu gået ind i sagen om et Søren Kierkegaard Hus i København.

Hun vil have Kulturministeriet skal på banen og udtaler: ”Vi hylder sportsstjerner, men hvorfor ikke Nobelprismodtagere? Eller Søren Kierkegaard?”.

Som fan af Kierkegaard og en af initiativtagerne til et Kierkegaard Hus i København kan jeg selvfølgelig kun være særdeles tilfreds med den udmelding.

Det er jo det Kierkegaard kan. Tale eksistensen op på en sådan måde, at man lytter, hvad end man er dansker, italiener, kineser, amerikaner, franskmand eller russer

Pia Søltoft
Sognepræst

En udmelding, der altså også kan ses som et produkt af den tidsånd, der manifesterer sig som en søgen efter nogle eksistentielle grundvilkår, der ikke er op til den enkeltes forgodtbefindende, men manifesterer sig som en almengyldig sandhed om det at være menneske.

Og det er jo det Kierkegaard kan. Tale eksistensen op på en sådan måde, at man lytter, hvad end man er dansker, italiener, kineser, amerikaner, franskmand eller russer for nu blot at nævne nogle af de nationaliteter, der har mulighed for at læse Kierkegaard, fordi han er blevet oversat til alverdens sprog.

Selv om det er over 200 år siden, at Søren Kierkegaard gik lyslevende rundt i Københavns gader og grundede over tilværelsens gåde, angstens oprindelse, kærlighedens væsen, og hvad det er, der gør hver af os til netop det enkelte, eksisterende menneske, vi er, så er han stadig til stede på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner over hele verden.

Han er dog stadig underligt nedtonet i danske sammenhænge og stor set helt fraværende i det københavnske gadebillede, hvis man ser bort fra den lidt hengemte Søren Kierkegaards Plads uden for det Kongelige Bibliotek og de få statuer og mindeplader og citater i asfalten, der ligger enkelte steder i København.

Seneste skud på stammen er mig bekendt en lille mindeplade sat op på McDonalds på Kongens Nytorv, da man lod en fastfood restaurant åbne i den bygning, hvor den tidligere café Mini, som Kierkegaard i sin tid drak sin kaffe på, lå.

Men helt fraværende er Kierkegaard selvfølgelig ikke i Danmark. Han bruges i undervisningen i Den danske Folkeskole og på Gymnasiet og Højskolerne, og hans tanker spiller stadig en rolle i fagbøger, populærvidenskabelige udgivelser, podcasts og film.

Senest i Thomas Vinterbergs Druk, hvor Kierkegaard både er til stede gennem direkte citater og en henvisning til den æstetiske og den etiske måde at leve sit liv på.

Det ville være vidunderligt om tidsånden kunne sætte lidt fut i kulturministeriet, så vi fik et Kierkegaard Hus

Pia Søltoft
Sognepræst

Et Kierkegaard Hus skal for mig at se ikke være et museum, men et levende sted, der byder på oplysende formidling på mange sprog, en interaktiv tidslinje over Kierkegaards liv og forfatterskab, salg af bøger, postkort, podcasts og anden merchandise.

Et hus der også har en cafe og en veludviklet hjemmeside, hvor man kan blive beriget med fortællinger om Kierkegaard og hans samtid og måske opleve en lille udstilling af de få ejendele, der har tilhørt ham, genfortolket i en nutidig kontekst.

Et sted, der kan danne udgangspunkt for byvandringer i Kierkegaards fodspor eller være starten på en rute til de syv boliger i København, hvor han boede og skrev sine værker.

Det er snart otte år siden Københavns Museum lukkede ned på Vesterbrogade og dermed forsvandt også den eneste mulighed for at besøge et sted med en lille udstilling af de ganske få artefakter med tilknytning til Kierkegaard, der har tilhørt en af verdenshistoriens største tænkere.

Da museet genåbnede i 2020 på hjørnet af Stormgade, var det meste af den del af udstillingen forlagt til arkivet og er ikke længere tilgængelig for besøgende.

Det er almindeligt at store tænkere, hvis vid og værker er en pryd for deres land, har deres eget hus, som man kan besøge, ikke for at tilbede dem, men for at få indsigt i deres liv og tid og blive oplyst om deres tanker.

Vores egen H.C. Andersen har et helt museum, men Søren Kierkegaard har ikke så meget som en knage, hvorpå man kunne hænge hans hat, hvis den var bevaret, og derfor ville det være vidunderligt om tidsånden kunne sætte lidt fut i kulturministeriet, så vi fik et Kierkegaard Hus.

Kierkegaard pegede netop på, at den menneskelige eksistens altid har udgjort og udgør et problem for mennesket: “Er det at være Menneske nu blevet noget Andet end det var i gamle dage, er Vilkaaret ikke det samme: at være et enkelt existerende Væsen” spørger han i Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift, og det kan man vel kun svare bekræftende på.

Eksistensensproblemer er også problemer, der netop forener de forskelligste, både hvad angår sprog, hudfarve og religiøs overbevisning

Pia Søltoft
Sognepræst

Vilkåret er det samme. Eksistensensproblemer er ikke afhængigt af hverken tid eller sted. Eksistensen er, og har altid været, et problem for mennesket, hvad enten det taler dansk, tysk, russisk eller ukrainsk. Men eksistensensproblemer er også problemer, der netop forener de forskelligste, både hvad angår sprog, hudfarve og religiøs overbevisning.

At være innovativ er netop at kunne se det gammelkendte på en ny måde, og det magter Kierkegaard, når han ”brander” den menneskelige eksistens og den enkeltes ansvar.

Om sig selv siger han således, at det eneste han har villet er at ”læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igjennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade”.  

Det er der vil skal hen, så tidsånden blæser i den rigtige retning – forhåbentlig også når det gælder grundlæggelsen af et Søren Kierkegaard Hus i København.