Debat

Dansk Firmaidrætsforbund: Dyrk kollegamotion – det betaler sig på bundlinjen

Motion i arbejdstiden skaber gladere medarbejdere med mere overskud og et højere energiniveau. Det gavner ikke kun den enkelte medarbejder, men også folkesundheden og virksomhedernes økonomi, skriver Peder Bisgaard.

Kollegamotion samler os på tværs af normale hierarkier og strukturer, skriver Peder Bisgaard. 
Kollegamotion samler os på tværs af normale hierarkier og strukturer, skriver Peder Bisgaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Peder Bisgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Langt de fleste af os har sagt farvel til hjemmekontoret. Og goddag til arbejdspladsen og vores kollegaer. Halvandet år med corona som fast følgesvend på arbejdet er langsomt, men sikkert på vej til at blive en del af vores historie.

Det betyder heldigvis også, at vi igen kan være sammen med kollegaerne og dyrke sammenholdet. Og vi håber, at endnu flere arbejdspladser i den kommende tid bruger kollegamotion til at styrke sammenholdet. Vi inviterer alle landets arbejdspladser til at være med, når vi skaber en hel motionsuge fuld af muligheder for alle typer af arbejdspladser – over hele landet – i uge 41, lige op til efterårsferien.

I Dansk Firmaidrætsforbund glæder vi os over, at stadig flere arbejdspladser gør kollegamotion til en del af arbejdsugen. Det betyder, at de ansatte oplever at være sammen med kolleger på en anden måde. Og får nogle sjove oplevelser, når de sammen dyrker kollegamotion på jobbet.

Betaler sig på bundlinjen
Især efter den lange periode hvor mange har arbejdet hjemme, og hvor Teams-møder, Skype-møder og andre former for digitale møder er blevet en del af dagligdagen, bliver det dejligt igen at være sammen fysisk på arbejdspladsen – og på den måde opleve vigtigheden af det fællesskab, som en arbejdsplads giver den enkelte medarbejder.

Holdånden og følelsen af fællesskab får et betragteligt nøk opad, når kollegaer på tværs af afdelinger, niveau og arbejdsfunktioner dyrker kollegamotion i arbejdstiden.

Peder Bisgaard
Formand, Dansk Firmaidrætsforbund

Et fællesskab der blomstrer, når sammenholdet bliver dyrket med kollegamotion.

Som arbejdsgiver er det en kæmpe fordel, hvis medarbejdere mødes omklædt på fodboldbanen eller til kontorstafet på gangen. Kollegamotion samler os på tværs af normale hierarkier og strukturer – og det betaler sig på bundlinjen. Det viser flere undersøgelser, blandt andet en netop offentliggjort rapport fra Syddansk Universitet om ”Flere Aktive Arbejdspladser”, som Dansk Firmaidrætsforbund står bag - med en donation på 3,6 millioner kroner fra Trygfonden.

Resultaterne fra projekt Flere Aktive Arbejdspladser, som i løbet af de sidste to år har fulgt fem aktive arbejdspladser tæt, taler for sig selv: Motion i arbejdstiden skaber gladere medarbejdere med mere overskud og et højere energiniveau.

Samtidig får holdånden og følelsen af fællesskab et betragteligt nøk opad, når kollegaer på tværs af afdelinger, niveau og arbejdsfunktioner dyrker kollegamotion i arbejdstiden. Sygdomsfraværet hos medarbejderne falder, hvilket igen kan aflæses direkte på virksomhedens bundlinje. Det er med andre ord en ren win-win-situation for både de ansatte og virksomheden.

Derfor bør en arbejdsplads være en helt naturlig arena for bevægelse, leg, aktiviteter og kollegamotion. Uanset om det er en privat eller offentlig arbejdsplads.

Gavner sundhed og sammenhængskraft
I Dansk Firmaidrætsforbund fejrer vi i år vores 75-års fødselsdag. Derfor har vi mange års erfaring for sammen med arbejdspladserne og vores 82 medlemsforeninger spredt rundt om i landet at sætte fokus på bevægelse og sammenhold.

I uge 41 inviterer vi for syvende år i streg til Arbejdspladsernes Motionsdag. Og i år har vi udvidet dagen til hele ugen. Vi håber, at så mange arbejdspladser som muligt vil gøre Danmark til et motionsmekka i uge 41.

Sidste år deltog over 44.000 medarbejdere fordelt på 375 arbejdspladser i Arbejdspladsernes Motionsdag for at dyrke fællesskab og sammenhold – og i år håber vi, at endnu flere kolleger vil skabe en bølge af bevægelse hen over landet i motionsugen.

Vi skaber Danmarks Motionsuge sammen med DIF, DGI, Dansk Skoleidræt og DR – og vi arbejder for, at hele ugen vil summe af motionsglæde og bevægelse – uanset hvor i landet du er – og uanset hvor gammel du er. 

Britiske forskere satte kontorfolk til at arbejde stående i mindst tre timer om dagen i en uge. Testpersonerne forbrændte 50 kalorier mere i timen, hvilket bliver til 750 kalorier i løbet af en arbejdsuge.

Peder Bisgaard
Formand, Dansk Firmaidrætsforbund

I Dansk Firmaidrætsforbund er vi kreative og innovative i samspil med arbejdspladserne og vores medlemsforeninger. Vi tror og håber på, at kollegamotion bliver en naturlig del af medarbejdernes hverdag. Det vil være til gavn for os alle sammen. Til gavn for den enkelte medarbejder. Til gavn for arbejdspladsen – og i sidste ende til gavn for den helt store bundlinje – nemlig sundheden og sammenhængskraften i Danmark.

Stå mere op – det betaler sig
Jeg gætter i øvrigt på, du har læst denne kommentar siddende – enten på kontorstolen eller i sofaen derhjemme. Vidste du, at du forbrænder flere kalorier, når du står op og arbejder?

Britiske forskere satte for få år siden kontorfolk til at arbejde stående i mindst tre timer om dagen i en uge. Testpersonerne forbrændte 50 kalorier mere i timen, hvilket bliver til 750 kalorier i løbet af en arbejdsuge og 30.000 på et år.

Det svarer i kalorier til at gennemføre syv maratonløb.

Fortæl gerne historien om de britiske kontorfolk til dine kolleger. Send dog ikke blot en mail med et link til nærværende indlæg.

Rejs dig op, gå og tæl skridt hen til vedkommende, du vil kommunikere med. Og husk en high-five. Så er I allerede i gang med kollegamotionen. God fornøjelse, dyrk sammenholdet. Så vi får et sjovere Danmark i bevægelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00