Vil ministeren be- eller afkræfte, hvorvidt Folkeoplysningsloven er en hindring for, at kommunerne kan forbyde kønsopdelt svømning?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Vil ministeren be- eller afkræfte, hvorvidt Folkeoplysningsloven er en hindring for, at kommunerne kan forbyde kønsopdelt svømning, hvor f.eks. mænd ikke må opholde sig i svømmehallen mens piger eller kvinder bruger den, og i bekræftende fald, hvad vil ministerens så gøre for at ændre Folkeoplysningsloven, så det bliver muligt for kommunerne at efterkomme opfordringen fra Udlændinge- og Integrationsministeren, der blev udsendt til 12 forskellige kommuner primo april?
Folkeoplysningsloven danner ramme om en kommunes støtte til det folkeoplysende foreningsliv. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om alle forhold efter loven, og dermed også konkret skal vurdere, hvorvidt en forening lever op til lovens krav. Det er med andre ord også kommunalbestyrelsen, som vurderer, hvem der er berettiget til at opnå økonomisk støtte eller få stillet lokaler til rådighed efter den lokale tilskudsmodel.
Folkeoplysningsloven regulerer ikke, hvilke regler kommunerne kan fastsætte i forhold til benyttelse af lokale svømmehaller mv. Dette hverken for så vidt angår offentligheden eller foreninger, og heller ikke i forhold til hvem der kan være på arbejde eller i øvrigt have adgang til faciliteterne.
Jeg henviser i øvrigt til udlændinge- og integrationsministerens svar på UUI alm. del – spm. 419.