Debat

Fodboldfan: Mændene skuffede ved VM i Qatar, men kun kvinderne må kæmpe for deres eksistensberettigelse

I kvindefodbold bliver det ofte udlagt som en form for skandale, ja, nærmest en underminering af fodboldsporten, når de store lande slår de små med vilde cifre. I herrefodbold er det et vidunderligt festfyrværkeri, skriver Amalie Bremer. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Det er for dårligt, at de flopper, når nu de endelig skulle præstere på den store scene."

"Dét her var chancen for deres store gennembrud"

"Nedlæg landsholdet"

Ovenstående kunne have været sagt om det danske herrelandshold i fodbold, der netop er vendt hjem fra en stærkt omdiskuteret og på alle parametre træls VM-slutrunde i Qatar. Men kommentaren er ikke om herrelandsholdet. Den - og utallige variationer over den - er om vores kvindelandshold.

Kvindernes EM-slutrunde i sommer endte nemlig også alt for tidligt og alt for målfattigt.

Kæmper for eksistensberettigelse

Forstå mig ret. Jeg påstår ikke, at mandlige fodboldspillere ikke møder negative kommentarer på baggrund af deres præstationer. Tværtimod. Stor opmærksomhed er desværre lig med en stor mængde grænseoverskridende og dybt uacceptable hadbeskeder i sportens verden.

Forskellen på reaktionen på herre- og kvindelandsholdets nedture er, at kvindelige fodboldspillere ved enhver given lejlighed spiller for at retfærdiggøre eksistensberettigelsen af kvindefodbold som koncept, og for at denne sport har en plads på klodens største stadions foran tusindvis af glade fans.

Hvis jeg skal kigge ind i den fodboldformede krystalkugle, så er jeg af den klare overbevisning, at kvinde- og herrefodbold kommer til at sameksistere uden at kannibalisere på hinanden

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilken af de to slags pres, der er værst, og det er sådan set også sagen uvedkommende. Men det er et eksempel på de to forskellige sprog, vi bruger, når vi taler om kvinde- og herrefodbold. 

I kvindefodbold bliver det ofte udlagt som en form for skandale, ja, nærmest en underminering af fodboldsporten, når de store lande slår de små med vilde cifre. I herrefodbold er det et vidunderligt festfyrværkeri af en fodboldkamp, når Brasilien moser Sydkorea med fire mål på 29 minutter.

I herrefodbold brokker vi os, når billetpriserne stiger, så helt almindelige familier har svært ved at finde budget til en landskamp inklusive pølser og popcorn. I kvindefodbold er billetterne omvendt for billige, når tilskuerne strømmer til i de her år. Men strømmer til, det gør de altså.

England er et eventyr for sig. Her eksploderede billetsalget til Women’s Super League på bagkant af det engelske kvindelandsholds hjemmebanesejr ved EM. Et kvindelandshold, der nu har gjort det til en vane at spille kampe på Wembley foran 90.000 mennesker.

I Tysklands Frauen-Bundesliga har i alt 173.438 tilskuere været forbi i sæsonens første ni spillerunder, og det er en ny rekord, der smadrer tallene fra 2013/2014-sæsonen, hvor rekorden var 156.355 tilskuere efter hele 22 spillerunder. Bare for at nævne et par af de positive eksempler.

Kommet for at blive

Så hvor er kvindefodboldens plads i det hyperkapitalistiske arrangement, der er moderne fodbold?

Hvis jeg skal kigge ind i den fodboldformede krystalkugle, så er jeg af den klare overbevisning, at kvinde- og herrefodbold kommer til at sameksistere uden at kannibalisere på hinanden. Det er faktisk muligt at holde af begge dele, eller at holde af det ene uden at hade det andet.

Det kan godt være, at det vores kvindelandshold missede en chance for at sparke døren ind til danskerne i sommer, da EM sluttede alt for tidligt. Men vi samlede trods alt over 20.000 til en venskabskamp mod Brasilien i Parken. Den første kamp nogensinde for vores fodboldkvinder på Danmarks nationalstadion. Og mon ikke vi skal give det et forsøg eller to mere som optakt til sommerens VM-slutrunde, hvor Danmarks kvindelandshold også er med. Det vil i hvert fald være min bøn til DBU.

Læs også

I den her omgang er kvindefodbolden nemlig kommet for at blive. Spørgsmålet er så bare, om kvinderne stirrer ind i den samme moralsk forkvaklede virkelighed, som herrerne beklageligvis befinder sig i lige nu.

Kunne kvindelige fodboldspillere acceptere at skulle spille VM i et land som Qatar? Ville Qatar overhovedet være interesseret i at beværte en slutrunde fyldt med spillere, der er åbent homoseksuelle og aktivistiske omkring deres mærkesager. Regnbuefarvede armbind er i hvert fald ikke en mangelvare i kvindefodbold.

Vi får se.

En ting er sikkert; sportens forfald sker med stormskridt i disse år, men som frustreret fodboldelsker anno 2022 slår jeg gerne et slag for kvindefodbolden, der - i hvert fald lidt endnu - er en lise i moderne fodbold.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00