Tidligere idrætsordfører for V: Beslutningstagere i alle rum skal tage ansvar for mere daglig motion

I de her år bliver vi bombet af undersøgelser og analyser, der beskriver mistrivsel, mentalt underskud, ulighed i sundhed, nedslidning – og det koster milliarder af kroner i dårlige liv, sygdom, og hospitalsudgifter, der eksploderer. Og uligheden i sundhed er enorm. Og voksende.

Forskere, eksperter og politikere står i kø for at finde løsninger. Mange gør meget, men ikke nok til at knække kurverne.

”Bevæg dig for livet” og partnere, der hjælper til omkring ambitionen om, at vi skal være det land i verden, der bevæger os mest, kæmper dagligt en brav kamp om at få flere med, ud fra de vise ord på parternes hjemmeside ”Der sker noget, når vi bevæger os. Humøret stiger. Stressen falder. Vi får mere overskud. Både til os selv og dem omkring os”. 

Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af løsningen ligger i bevægelsen, motionen, legen og det at grine sammen, hvilket talrige undersøgelser også viser.

Skåltaler er ikke nok

Vi ved, den er gal og vi kender på lange stræk en stor del af løsningerne.

Når vi så alligevel ikke formår at knække kurverne, er det fordi beslutningstagere ikke har fat eller tager ordentlig fat.

Nuvel alle kan holde skåltaler om vigtigheden om alt det, motion og bevægelse kan. Men når skåltalerne forstummer, er der for mange, der ikke følger beslutningerne, følger op, korrigerer, sætter nye mål, er ambitiøse og tager fat og sikrer, at det man er enige om sker. 

Mål, struktur, opfølgning, korrigering og en fastholdelse af strukturen til bevægelsen er en kultur. Det er det, vi skal have skabt.

Stén Knuth
Politisk konsulent i Dansk Firmaidræt og tidligere idrætsordfører for Venstre i Folketinget.

Mål, struktur, opfølgning, korrigering og en fastholdelse af strukturen til bevægelsen er en kultur. Det er det, vi skal have skabt. For først da er vi lykkes.

Og her hviler et kæmpe ansvar på beslutningstagernes skuldre. For det er også tydeligt, at der hvor lederne – politiske, institutions- eller virksomhedsledere – tager den på sig, følger, har ambitioner, giver rammer og følger op – det er der, det lykkes.

”Jamen, vi har jo givet rammen, så skal I bare fylde den ud”, siger lederne måske i både den politiske sektor, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladserne. Og de gør det sikkert ud fra devisen, at frihed og ansvar går hånd i hånd, og at vi med frivillighed og frihed kommer længst. Det er jeg som liberal enig i, men der er også et men:

Vi kan også komme dertil, hvor frihed og ansvar ikke virker. Hvor beslutningstagere må mere end bare aftale, eller beslutte og holde skåltaler.

Og heldigvis oplever jeg, at vi på mange områder er på den rette vej. Både når det kommer til cigaretter, og til spiritus for at nævne noget af det, vi forsøger at skærme de unge fra på en fornuftig måde.

Men det gælder også for en række af de områder, vi som samfund gerne vil fremme for eksempel ordentlig mad i folkeskolen og ikke mindst, at det i folkeskoleloven er skrevet ind, at børn skal bevæge sig i gennemsnit 45 min om dagen, fordi politikerne godt ved, at bevægelse, motion og leg skaber børn, der kan mere, både socialt og fagligt. Og fordi skolen er den samlende arena, hvor børn mødes på tværs af køn, alder, religion og udfordringer.

Mere motion på arbejdspladsen

For de voksne er den afgørende arena vores arbejdspladser, hvor knapt tre millioner mennesker dagligt har deres virke. Mange virksomheder gør meget, men der er i den grad plads til, at flere kommer med.

Ganske få minutters motion og bevægelse om dagen giver os sundere kroppe, forebygger en række sygdomme, og hvis vi gør det sammen med gode kollegaer, bliver vi også mentalt stærkere, og arbejdspladserne får styrket og dyrket sammenholdet. 

For at få flere med må vi som samfund finde strukturelle greb og skabe incitamenter, der kan hjælpe bevægelsen på vej.

Strukturelt kunne det være at skabe bedre rammer for bevægelse, både på den enkelte arbejdsplads, men også i det offentlige rum. Det kan også være at aftale, hvordan og hvad vi ønsker af bevægelsen, og så holde fast i at det bliver gjort på blandt andet arbejdspladsen.

Beslutningstagere og ledere har her en afgørende rolle for at sørge for, at det kommer til at ske. Lovgivning og regler kan også være strukturelle greb, der kan sættes i spil. Og når det kommer til incitamenter, så er nogle af de redskaber for eksempel skattefradrag for blandt andet køb af cykler, forenings- eller fitnesskontingenter med videre.

Hent inspiration fra vores nordiske naboer

Se for eksempel mod Norge og Sverige, som bevæger sig mere og lever længere. Her er en del af arbejdsmarkedets parter også blevet enige om at indgå aftale om, at motion og bevægelse er en naturlig del af arbejdsdagen, samt at virksomhederne kan trække tilskud til motion og fitness givet til medarbejderne fra, som igen er med til at motivere flere til at bevæge sig, som det ene, og det andet er, at det også kan bruges til at fastholde eller tiltrække medarbejdere.

Så kære beslutningstagere. Vi ved, den er gal, og vi kender faktisk vigtige elementer i løsningen. Så træf de nødvendige beslutninger, følg beslutningerne til dørs, korrigér, når det kommer ud af retning, og hold fast i, at det skal lykkes. 

Hellere i dag end i morgen.