Debat

S og R: Kriminel lavalder på 12 år stopper ikke kriminalitet

DEBAT: Det får ikke børn og unge på ret køl at plette deres straffeattest og sætte dem bag lås og slå sammen med andre kriminelle. Tværtimod. Alt for ofte bliver de blot mere kriminelle, skriver Trine Bramsen (S) og Jeppe Mikkelsen (R). 

At sænke den kriminelle lavalder til 12 år vil ikke sænke kriminaliteten, skriver Trine Bramsen (S) og Jeppe Mikkelsen (R). 
At sænke den kriminelle lavalder til 12 år vil ikke sænke kriminaliteten, skriver Trine Bramsen (S) og Jeppe Mikkelsen (R). 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Bramsen (S) og Jeppe Mikkelsen (R)
Retsordførere

Efter meget pres fra DF op gennem 00’erne sænkede VK-regeringen den kriminelle lavalder til 14 år. Vi hævede den retur til 15 år efter valget i 2011. Nu har den samlede borgerlighed meddelt, at de igen vil sænke den, hvis de indtager ministerkontorerne.

Og det ikke bare til 14 eller 13 år. Men helt ned til 12 år. Det selvom ungdomskriminaliteten er på sit laveste i 12 år, og intet peger på, at vejen ud af ungdomskriminalitet går gennem det strafferetslige system. Det får ikke børn og unge på ret køl at plette deres straffeattest og sætte dem bag lås og slå sammen med andre kriminelle. Tværtimod. Alt for ofte bliver de blot mere kriminelle.

Vi er bestemt ikke blinde over for problemet med unge, der i en alt for tidlig alder starter en kriminel løbebane. Det er aldeles uacceptabelt, når unge grupperinger begår overfald, tyveri eller hærværk. Og vi tager problemet dybt alvorligt. Men problemerne løses ikke af at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Tidlig indsats er afgørende
Derimod er en tidlig indsats helt afgørende for at forebygge, at de unge ender i kriminelle miljøer. De unge skal med det samme mærke, at asocial adfærd har konsekvenser. Det er helt afgørende, at vi viser dem en anden vej med bedre interesser og venner. 

Sidste efterår afsatte vi mere end 30 millioner kroner til en målrettet indsats over for unge med asocial adfærd. Med initiativerne lægger vi op til en tidlig og konsekvent indsats, hvor forældre og fagpersoner inddrages med det samme. Vi har indført øget brug af forældrepålæg, der sikrer, at forældrene kan rammes på pengepungen, hvis deres børn løber rundt på gaden efter normal sengetid eller ikke møder op i skole.

De borgerlige partier påstår, at unge tænker i den kriminelle lavalder, når de begår kriminalitet. Intet underbygger denne påstand.

Trine Bramsen (S) og Jeppe Mikkelsen (R)
Retsordførere

Desuden har vi med vores bandepakke givet den kriminalpræventive og forebyggende indsats et massivt løft, blandt andet gennem oprettelsen af en task force, som skal styrke kommunernes arbejde med børn og unge, der er i risikozonen for at blive rekrutteret til rocker- og bandegrupper. Der er allerede i dag muligheder for at holde kriminelle unge inde bag låste døre. De skal selvfølgelig anvendes, når det er nødvendigt.

Livsstil og ikke lavalder 
Antallet af mistanker og sigtelser mod 10-17-årige er næsten halveret fra 2006 til 2013. Og faldet fortsætter. Forklaringen på faldet i børns og unges kriminalitet er ændringer i børn og unges livsstil. Eksempelvis kan man se, at der i de seneste år også er sket et fald i andelen af unge, der drikker sig fulde, og som eksperimenterer med stoffer. Det er faktorer, som mindsker risikoen for at havne i kriminalitet.

De borgerlige partier påstår, at unge tænker i den kriminelle lavalder, når de begår kriminalitet. Intet underbygger denne påstand. I så fald skulle der være blevet flere kriminelle 14-årige, efter regeringen ændrede den tilbage til 15 år. Det er ikke tilfældet. Tværtimod.

Unges kriminalitet skal bekæmpes. Vi er godt på vej - men ikke i mål endnu. Derfor fortsætter regeringen den effektfulde kriminalitetsbekæmpelse. Men at straffe 12-årige børn er ikke en del af løsningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Mikkelsen

Fhv. MF (R), konsulent
BA.scient.pol. (Aarhus Uni. 2005)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00