Er Lykke lykken for Løkke?

Så afgjort - hvis man skal dømme efter de første reaktioner, hvor udnævnelsen af prorektor Lykke Friis til ny klimaminister er næsten entydigt positive. Men udnævnelsen forrykker samtidig balancen mellem V og K - og Connie Hedegaard (K) appellerer til en vælgergruppe, som den konservative leder Lene Espersen har meget sværere ved at nå.

Varm velkomst
Den nye klimaminister skal ikke bekymre sig om først at bryde igennem mediemuren: Det har hun gjort for længst som en af landets flittigst brugte EU-eksperter. Her har den grundlæggende EU-positive Lykke Friis oftest formået at give en meget sober analyse - i modsætning til ekspert-kollegaen Marlene Wind, der kan optræde ekstremt politiserende.

Lykke Friis blev tirsdag middag præsenteret i Venstres gruppe, der modtog hende med åbne arme, selvom hun overhaler en række folketingsmedlemmer med egne ministerambitioner. De andre kandidater fra Venstre kan håbe på en chance ved næste regeringsrokade, hvor folk som Malou Aamund, Jacob Jensen og Peter Christensen er i spil. Ambitiøse damer som Ellen Trane Nørby og Sophie Løhde står også på spring, men har ikke nødvendigvis erfaring nok endnu.

Hovedbrud for Espersen
Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen kan glæde sig over modtagelsen af sin nye minister, ser det anderledes broget ud i den konservative lejr. For Connie Hedegaard kan ikke uden videre erstattes.

I ugerne op til udnævnelsen af den nye danske kommissær gik diskussionen mest på, om Venstre ville "overlade" sin kommissærpost til Konservative. Men i forhold til de danske vælgere er en EU-kommissærpost af helt perifer betydning. Her er det de hjemlige ministre - og andre toppolitikere - der tæller. Det er en stakket frist, at Connie Hedegaard fortsætter som minister for FN's klimakonference året ud.

Det var ikke, fordi Connie Hedegaard selv scorede oceaner af personlige stemmer ved sidste folketingsvalg, men Lene Espersen kan alligevel let komme til at savne sin tidligere rival til den konservative formandspost.

For mens Espersen tilhører den klassiske "Gud-Konge-Fædreland"-konservatisme, er Hedegaard den fremmeste repræsentant for den socialkonservative fløj. Denne tendens har historisk lagt vægt på den sociale dimension af konservatismen - ansvaret for samfundets svageste - men i nyere tid er dele af denne fløj også forbundet med en meget positiv holdning til globaliseringen og et noget anstrengt forhold til Dansk Folkeparti.

De socialkonservative står stærkt i hovedstadsområdet og Nordsjælland, men fløjen har nu mistet langt de fleste markante repræsentanter.

Farvel på farvel
For kun to-tre år siden stod de socialkonservative anderledes stærkt. Men i maj 2007 smuttede europaparlamentariker Gitte Seeberg til Ny Alliance, i december 2007 blev den tidligere partileder Pia Christmas-Møller løsgænger, i 2008 trak den stærke Frederiksberg-borgmester Mads Lebech sig ud af politik - og efter klimatopmødet forsvinder Connie Hedegaard så fra den danske scene.

Dermed står den socialkonservative tendens kun tilbage med udenrigsminister Per Stig Møller blandt de konservative toppolitikere. Spørgsmålet er, om det er nok til at fastholde vælgere af denne politiske observans.

Såvel hos V og K er man sig denne problemstilling meget bevidst - for de socialkonservative vælgere er efter alt at dømme nødvendige for at sikre en ny VKO-sejr. Om Lykke Friis kan hive nogle af de socialkonservative hjem til Venstre i stedet, er et åbent spørgsmål.

Radikale ingen trussel
I regeringskredse trøster man sig indtil videre med, at Hedegaards vælgere ikke rigtig har andre steder at gå hen. I tidligere tider havde Radikale kunnet gafle sig ind på frustrerede konservative vælgere, men Niels Helveg Petersens gamle parti opfattes ikke som et alternativ for borgerlige i dag.

Interne konservative målinger viser, at der stort set ikke længere foregår nogen udveksling af stemmer mellem K og R. Konservative kan kun håbe, at denne situation fortsætter - og at Hedegaards vælgere trods alt synes, at der er for langt over til Socialdemokraterne. Men viser det sig i løbet af nogle måneder, at disse vælgere siver væk for partiet, skal der ubetinget handles.

Connie Hedegaard kan til nød undværes i regeringen, men regeringen kan ikke undvære hendes vælgere.