Stort set alle de problemer, som er relateret til klimaforandringer, er kun svagt relateret til klimaforandringer. Hvis klimaforandringerne slet ikke var der, ville 90 pct. af dødsfaldene som følge af sult, malaria og oversvømmelser stadig finde sted. Dybest set skyldes problemerne, at menneskene de pågældende steder på grund af fattigdom generelt er sårbare.

Martin Ågerup
Direktør, CEPOS

Af Martin Ågerup
Direktør for CEPOS

Proportionssansen er i løbet af de seneste år desværre gået helt og aldeles tabt i klimadebatten. Klimaforandringer er en problemstilling, som vi selvfølgelig skal forholde os til. Men klimaforandringer truer ikke verdens eksistens. Det er ikke verdens største problem. Det er ikke engang blandt de 20 største problemer. Målt på antal dødsfald om året er malaria, HIV, manglende kloakering, manglende adgang til energi, indendørs luftforurening, udendørs luftforurening, dengue feber, bilharziose, tuberkulose og mæslinger blot nogle af de problemer, som er langt større, end klimaforandringer er i dag eller nogensinde kan forventes at blive.

Ingen af disse andre problemer kan løses ved at begrænse udledningen af CO2 til atmosfæren. Der er en forbindelse imellem for eksempel malaria og klima, men den er meget svag. Det ses blandt andet af, at der ikke er malaria i Florida, mens der tidligere har været malaria i Danmark og sågar i Sibirien. Hvis vi vil bekæmpe malaria er uddeling af myggenet en langt smartere løsning.

FN's klimapanel har fået opstillet en række scenarier for udviklingen i verden frem til år 2100. Ifølge estimaterne vil der selv i scenariet med mest global opvarmning fra 1990 til år 2100 ske en halvering af antallet af dødsfald som følge af sult, malaria og oversvømmelser - og det på trods af, at befolkningen vil vokse. Med andre ord bliver problemerne mindre, ikke større, selv hvis vi intet gør for at begrænse den globale opvarmning. Og ganske tankevækkende vil kun ca. 10 pct. af dødsfaldene som følge af sult, malaria og oversvømmelser være relateret til klimaforandringer - selv i det varmeste scenarie.

Fattigdom er truslen
Scenarie-beregningerne viser en vigtig pointe. Stort set alle de problemer, som er relateret til klimaforandringer, er kun svagt relateret til klimaforandringer. Hvis klimaforandringerne slet ikke var der, ville 90 pct. af dødsfaldene som følge af sult, malaria og oversvømmelser stadig finde sted. Dybest set skyldes problemerne, at menneskene de pågældende steder på grund af fattigdom generelt er sårbare. De er blandt andet sårbare overfor klima-relaterede problemer. En tørke i Afrika medfører næsten altid hungersnød og død for et stort antal mennesker. Mens der nu i syv år har været tørke i Australien, som ikke har forårsaget et eneste dødsfald. Det fundamentale problem er altså ikke Afrikas klima, men afrikanernes fattigdom.

Klimapanelets egne tal understreger, at klimarelaterede problemer kan håndteres langt mere effektivt på anden vis end ved at forsøge at forhindre klimaforandringer - nemlig ved at opnå økonomisk vækst og teknologisk udvikling og ved at tilpasse sig eventuelle ændringer i klimaet. Økonomisk vækst, teknologisk udvikling og evnen til at tilpasse sig fremmes bedre, hvis der er adgang til rigelig energi end hvis energiforbruget rationeres, sådan som det var planen ved COP-15.

Klima har altid forårsaget tragedier
I medierne hører vi i denne tid ofte udsagn om, at klimaforandringer "allerede" skaber katastrofer i den tredje verden. Det er vigtigt at slå fast, at klima og vejr altid har forårsaget endog meget store menneskelige tragedier. I 1839 dræbte en cyklon 300.000 mennesker i Indien. I 1970 forårsagede en cyklon 200-500.000 dødsfald i Bangladesh. I 1991 dræbte en cyklon mere end 140.000 i Bangladesh.

I 2007 blev Bangladesh ramt af en cyklon med mindst samme styrke som 1990-cyklonen. Men denne gang var antallet af dødsfald markant lavere: nogle estimater siger 3.500, andre op til 10.000.

Antallet af dødsofre var altså blevet decimeret. Årsagen var ikke, at klimaforandringer var blevet forhindret, men at Bangladesh i mellemtiden havde fået et cyklon-beredskabsprogram samt 1.800 katastrofesikrede bygninger langs kysten, bygget på pæle, hvortil hundredetusinder blev evakueret i tide.

At forhindre udledning af CO2 vil muligvis forhindre enkelte cykloner i løbet af det næste århundrede, hvilket måske vil redde nogle menneskeliv. Men der har altid været og vil altid være cykloner. Derfor giver det mening at fortsætte den succesfulde strategi med at gøre Bangladesh bedre i stand til at håndtere storme uden tab af menneskeliv. At reducere udledningen af CO2 vil til gengæld have en forsvindende lille - og meget usikker - effekt i sammenligning. Samtidig ville det være langt dyrere og den eventuelle effekt ville i bedste fald først vise sig mange årtier ude i fremtiden.

Tørke i Afrika skyldes ikke først og fremmest klimaforandringer i Afrika men klimaet i Afrika. Der har altid været og vil altid opstå tørke-episoder i Afrika.

Det er ikke tørke folk dør af
Det er muligt (men ikke sikkert), at menneskelig udledning af CO2 vil bidrage til, at problemet med tørke i Afrika bliver lidt værre end det ellers ville have været. Men selv hvis vi helt kunne undgå menneskeskabte klimaforandringer - og det er der ikke nogen, der tror - ville hovedparten af fremtidens tørke-episoder i Afrika formentlig stadig finde sted.

Heldigvis er det ikke tørke, folk dør af. I Australien er der jævnligt tørke, uden at det kræver et væsentligt antal dødsfald. Årsagen er, at Australien er et velstående samfund, hvor borgerne er rustet imod at lide nød i tilfælde af tørke. Det vil derfor gøre langt mere gavn at bruge ressourcer på at gøre afrikanerne mere modstandsdygtige overfor al tørke end at forsøge at opnå en lille - og meget usikker - mindskelse i antallet af tørke-episoder ved at mindske udledningen af CO2. Det vil redde menneskeliv i alle fremtidige tørkeepisoder i stedet for blot at forhindre nogle ganske få fremtidige tørkeepisoder. At øge afrikanernes modstandsdygtighed overfor tørke opnås bedre gennem økonomiske udvikling. Det indebærer blandt andet at vi sikrer afrikanerne - og alle os andre - adgang til rigelig, billig energi frem for at rationere energi.

En dyr og usikker løsning
Det påstås ofte, at en Kyoto/COP-15-strategi med bindende reduktionsmål er en såkaldt "no regrets" strategi - altså en strategi, som vil være en god ide, selv hvis menneskets indflydelse på klimaet er mindre, end det i øjeblikket fremlægges. Det er ikke korrekt.

Hvis vi for eksempel forventer stigende vandstand og vil undgå oversvømmelser på Maldiverne, men ikke ved om det skyldes menneskeskabt opvarmning eller naturlige variationer i klimaet (eller evt. noget helt tredje), giver det mere mening at bygge diger på Maldiverne end at reducere CO2-udslippet i Danmark. Digerne vil med sikkerhed virke, mens vindmøllerne vil have en forsvindende lille og sandsynligvis slet ingen effekt. Hvis det viser sig, at CO2 har mindre indflydelse på klimaet end FN's klimapanel i øjeblikket antager, og at en stor del af de observerede temperaturstigninger skyldes naturlige forandringer, vil digerne fortsat være en god ide. Mens de CO2-reducerende foranstaltninger vil være en stor fejlinvestering set ud fra et samfunds- og klimaøkonomisk perspektiv.

En klimastrategi baseret på at begrænse CO2 udslippet på kort sigt gennem energirationering og satsning på nuværende, utilstrækkelige klimateknologier er en dyr og usikker løsning som vil hæmme den økonomiske udvikling i syd - og nord - og dermed mulighederne for tilpasning til uundgåelige klimaforandringer.