Arkitekter: Klimakrav kræver en "smart" indretning af Danmark – det kan blive på naturens bekostning

Vi mener, at det er afgørende at anerkende vigtigheden af ​​elementer, der ikke "passer" til bestemte strategier. Elementer, der kan udgøre "sprækker" og "huller" i den overvældende orden, der ellers i stigende grad definerer vores landskaber.

Sådanne "sprækker" og "huller" kan være tilvejebragt af eksisterende læ-beplantninger samt af forhistoriske gravhøje, kirker og kirkegårde. Men også eksempelvis af nedslidte landsbyer, der måske rummer ressourcer - eksempelvis funktionstømte og forladte -, der uventet kan blive grobund nye kreative tiltag og tilflyttere.

Alle elementer, der i positiv forstand obstruerer den komplette rumlige megaskalaring og homogenisering.

Vi anser "sprækkerne" og "hullerne" som særdeles værdifulde. Som nogle ikke helt kontrollerbare landskabselementer, der bør anerkendes i planlægningsprocesserne, så vi sikrer steder, der måske kan danne afsæt for, i dag, uforudsete initiativer og aktiviteter.

Vild natur tjener som fristed

Når man diskuterer det uforudsigelige landskab som et muligt fristed, kan mere vild natur og rewilding umiddelbart synes at være svaret i den forstand, at der let kan etableres en mental kobling mellem fristed og den uforstyrrede natur.

Danmark er i dag det land i Europa med mindst beskyttet natur og med faldende biodiversitet.

Men med den nyligt vedtagne aftale om beskyttelse af den globale biodiversitet, 'The Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework', er vi fremadrettet forpligtet til at beskytte 30 procent af vores landjord.

Heldigvis er der stigende politisk interesse for at etablere større og mere sammenhængende naturområder til gavn for biodiversiteten. I den sammenhæng spiller forvaltningsmodellen 'rewilding' en vigtig rolle.

Det er en model, hvor man tilstræber at skabe selvforvaltende økosystemer med minimal menneskelig regulering af vegetation og megafauna. En central udfordring er at store græssende dyr kræver plads.

Når større naturnationalparker eller rewilding-områder skal etableres, kan der være en fare for, at vi kommer til at lægge endnu mere pres på arealerne uden for rewilding-hegnene. Simpelthen, fordi det samtidig er planen at opretholde en meget høj landbrugsproduktion samt at bruge store arealer til VE-anlæg.

Der kan være en risiko for, at biodiversitetsniveauet uden for hegnene rent faktisk vil falde i processen med at skabe højtydende "naturøer".

Inden for "øerne" vil andre kvaliteter - eksempelvis beskyttelsen af kulturminder - nedprioriteres, ligesom arealer allokeret til rewilding, der med deres adfærds- og forvaltningskodning i mange tilfælde ikke vil være menneskets fristed.

Men hvor er det så?

Funktionalitet præger Danmark

Når man kigger samlet på mangfoldigheden af strategiske tiltag og initiativer, tegner der sig et billede af et Danmark, der kun bliver mere og mere funktionelt indrettet.

Diskussionerne om det nye landskab er allerede i gang, men er domineret af enkeltperspektiver og -interesser. Konflikterne er tydelige.

Vi betragter det "usmarte" som en værdifuld, men også truet kvalitet ved vores landskaber.

Jens Christian Pasgaard, Karen Olesen, Tom Nielsen og Morten Daugaard

Allerede tilbage i 2015 beskrev Teknologirådet, at der var lavet planer der dækkede 130 til 140 procent af det danske territorium.

I dag er det problem formentlig ikke blevet mindre, når man tænker på skalaen af de nye PtX-anlæg, der er på planlægningsstadiet. Flere forsknings- og pilotprojekter har peget på multifunktionalitet og jordfordeling som en del af løsningen.

Ideen med multifunktionalitet er at søge efter synergier og finde løsninger, hvor arealer kan opfylde flere arealinteresser på samme tid, eller hvor arealerne kan skifte funktion alt efter årstiden.

Et konkret eksempel er, når solpaneler hæves op for at give plads til afgrøder eller græssende husdyr under dem. Alt sammen umiddelbart fornuftigt, men også løsninger, der kun accelererer effektivitetstænkningen.

Men der er brug for et andet perspektiv på landskabet, som giver mulighed for, at andre og mindre vækstorienterede faktorer kan indgå i ligningen.

Ukontrollerede områder skal bestå

Begrebet 'smart cities' har været genstand for intensiv debat i mere end et årti.

På samme vis mener vi, at det er presserende at diskutere denne søgen efter smarte løsninger til at omarrangere landdistrikter til, hvad der kunne betegnes som 'smarte landskaber'.

Et fristed kan tilbyde en alternativ måde at være til stede i verden på.

Jens Christian Pasgaard, Karen Olesen, Tom Nielsen og Morten Daugaard

Vi betragter det "usmarte" som en værdifuld, men også truet kvalitet ved vores landskaber.

Ved "det usmarte" forstår vi en oplevelse eller tilstand karakteriseret ved mangel på kontrol, mangel på funktionalitet og præget af ustabilitet samt foranderlighed.

Det er en flertydig modsætning til det "smarte" og optimerede.

Et fristed kan tilbyde en alternativ måde at være til stede i verden på.

Vi frygter, at optimeringens strukturelle og æstetiske logikker i stigende grad reducerer mulighederne for at opleve - eller ligefrem gemme sig i - ukontrollerede og ubestemte landskabsrum og fristeder, og ønsker os en mere nuanceret tilgang.

Det handler ikke om at bevare en fysisk status quo, men snarere om at sikre nogle arealer, der undslipper den ellers altomfattende strategiske planlægningsoptik.

"Sprækkerne" og "hullerne" er steder, der rummer fortid, nutid, den menneskelige hukommelse og flertydige æstetiske erfaringer.

Vores håb er, at denne eftertanke breder sig til de politikere, der lige nu tager afgørende beslutninger, om hvilket Danmark vi skal leve i og opleve i det 21. århundrede.