Hvis juridisk aftale betyder, at den skulle indeholde de tekniske detaljer for CO2-optaget i skove og den slags, så er det urealistisk, ja. Men hvis man taler om en aftale, der skaber klarhed over mål, midler, pengestrøm og hvilke institutioner der skal inddrages, så er forskellen minimal mellem en juridisk og politisk aftale.

John Nordbo
Klimachef, WWF

Klimaminister Connie Hedegaard (K) konkluderede på et pressemøde tirsdag, at der var bred enighed efter præ-COP'en om, at en politisk aftale i stedet for en juridisk var vejen frem. Og det er en god udmelding, for det har hele tiden været det eneste realistiske at gå efter, vurderer Ellen Margrethe Basse, leder af Klimasekretariatet på Aarhus Universitet.

"Når jeg kigger på de tilgængelige papirer og dagsordener og de emner, der har været på bordet siden Bali, så viser det, at der er mange tunge spørgsmål, og de foreløbige forhandlinger har vist, at der er både grundlæggende spørgsmål og mange detaljer, som man ikke har kunnet opnå enighed om," siger hun.

Som eksempel nævner hun definitionen af u- og i-lande fra Klimakonventionen fra 1992, hvor et land som Ukraine er et i-land, mens nutidens fremstormende økonomier som Kina og Brasilien stadig er på listen over u-lande. Kina siger for eksempel ja til forpligtelser, men ikke af i-landskaliber, forklarer hun. Derfor vil det være alt for omfattende at tage de store generelle diskussioner op, lyder vurderingen.