Af Søren Rise og Flemming Kristensen
Næstformand og formand for Dansk Solcelleforening

Klimaminister Rasmus Helveg (R) har lanceret sin vision om 1500 flere kæmpehavvindmøller. Det svarer til en kæmpevindmølle opsat på havet hver uge året rundt - i 30 år. Helvegs målsætning er ydermere, at Danmark skal være fossilfrit i 2050. Visionen er både beundringsværdig og modig, men vejen til målet er for ensidig.

For selvom vindenergi er en glimrende vedvarende energikilde, kan den ikke stå alene. Til det er prisen per kilowatt-time simpelthen alt for høj. Eksempelvis er prisen på strøm fra Anholt Havmøllepark på hele 1,05 kroner per kilowatt-time. Uden at medregne de betydelige udgifter til landføring og nettab. Til sammenligning kan solcelleanlæg i dag producere strøm til en så lav pris som 75 øre per kilowatt-time.

Strøm som typisk er produceret lokalt og dermed ikke medfører store omkostninger til transport i elnettet.

Vi står altså i den bizarre situation, at den ene del af den offentlige sektor, kommunerne, ønsker at bidrage yderligere til den grønne omstilling, mens den anden del, Folketinget, ikke vil tillade dette. Derfor kan Folketinget med fordel åbne op for endnu en 20MW-pulje, som kommunerne kan søge ind på.

Søren Rise og Flemming Kristensen
Næstformand og formand i Dansk Solcelleforening

Potentiale i solenergi
Læg dertil, at de seneste års udvikling i masseproduktionen af solceller har presset prisen både for anlæggene og den efterfølgende strøm i bund. Der er i dag eksempler på, at et nøgleklart anlæg kan etableres for helt ned til 20 procent af, hvad det kostede for bare fem år siden. Der er altså et kæmpe potentiale, hvis vi tør lade solenergi spille en større rolle i vores energipolitik.

Desværre er solcellebranchen presset. De ringe rammevilkår har skubbet branchen tættere på afgrunden, og hvis ikke vi handler nu, mister vi den afgørende mulighed for en afbalanceret dansk energipolitik.

Heldigvis er der en række simple og billige redskaber i værktøjskassen, som de danske politikere kan anvende, hvis de ønsker at udvikle solcellebranchen. Det første, Folketinget bør gøre, er at revurdere de nuværende regler for kommunale solcelleanlæg.

Regler som stopklods for grøn omstilling
I disse år opsætter flere kommuner solcelleanlæg på deres bygninger. Solcellerne bliver opsat med henblik på at producere grøn, miljøvenlig strøm til kommunens institutioner som børnehaver, vuggestuer, skoler og plejecentre.

Disse solcelleanlæg bidrager positivt til den grønne omstilling, til reduktionen af Danmarks CO2-udslip, og holder samtidig hånden under beskæftigelsen blandt de håndværkere, der står for installationen og opsætningen af anlæggene. Det er altså en såkaldt win-win-situation.

De nuværende regler begrænser kommunernes mulighed for at opsætte nye solcelleanlæg. Der er nemlig kun ”frigivet” en pulje på 20MW. KL vurderer, at der i dag ligger færdigklare kommunale solcelleprojekter for ca. 16,5 MW, som ikke kan igangsættes pga. den begrænsede puljestørrelse.

Bizar situation
Vi står altså i den bizarre situation, at den ene del af den offentlige sektor, kommunerne, ønsker at bidrage yderligere til den grønne omstilling, mens den anden del, Folketinget, ikke vil tillade dette. Derfor kan Folketinget med fordel åbne op for endnu en 20MW-pulje, som kommunerne kan søge ind på.

Ifølge Dansk Solcelleforenings beregninger, vil den samlede ”udgift” for staten over de næste 15 år være beskedne 56 millioner kroner. Det er lidt mindre end 3,8 millioner kroner årligt. Til gengæld vil det nedbringe CO2-udslippet med næsten 97.000 tons og være et betydeligt skridt i retning mod det fossilfrie samfund.

Der er altså muligheder til stede, hvis politikere er klar til at droppe det ensidige fokus på vindenergi og tør arbejde for en mere afbalanceret grøn omstilling.