Lavbundsjord kan binde store mængder kulstof, idet planterester og lignende omsættes meget langsommere i jorde, der er våde og ikke indeholder ilt.

Det er i udgangspunktet simpelt at etablere lavbundsjorde: Vi stopper drænene, der afvander landbrugsjorden, og dermed mættes den med vand og bliver til lavbundsjord.

Det er estimeret, at omlægning af hele arealet på omkring 170.000 hektar lavtliggende landbrugsjord til lavbundsjord kan mindske CO2-emissionen med 4,1 millioner tons per år, hvilket er ikke mindre end 40 procent af den samlede CO2-emission fra landbruget.

Vi får mere natur, højere biodiversitet, og vi kan endda bruge lavbundsjordene til at nedbringe nitratudvaskningen fra landbrugsjordene, når nitrat gennem denitrifikation omdannes til N2-gas, der er uskadelig.

Omlægningen resulterer også i et mindre landbrugsareal, men for landmændene kan det være velkomment, da mange lavtliggende jorde er problemjorde, der er vanskelige at drive profitabelt med dagens store maskiner.

Udfordringer ved omlægning til lavbundsjord
Så det burde bare være ligetil, men der er knaster på vejen. Der er naturligvis spørgsmålet om at finde penge til at kompensere landmændene for tab af areal og opnå en passende arrondering af arealerne.

Vi skaber et nyt miljøproblem, samtidig med at vi bidrager til løsning af et klimaproblem.

Hans Christian Bruun Hansen, Lars Stoumann Jensen og Flemming Gertz
Hhv. professorer på Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, og chefkonsulent, Seges

Men der er også miljømæssige udfordringer, der stiller sig i vejen. Emissionen af drivhusgasserne methan og lattergas - der er langt stærkere drivhusgasser end CO2 - kan øges fra lavbundsjordene, når de gøres våde igen, og vi ved faktisk ikke nok om, hvorvidt det kun er i begrænset omfang.

Der kan også opstå udfordringer med effektiv afdræning af landbrugsjorde i oplandet, idet en langsommere afdræning gennem lavbundsjordene kan medføre, at vandet hober sig op højere oppe i systemet.

Den langt største udfordring er imidlertid fosforlækage fra de nye lavbundsjorde, vi udlægger. Mange har gjort opmærksom på, at risikoen for fosforlækage i dag er den største hindring for at skabe nye lavbundsjorde. Lækker der fosfor fra lavbundsjordene ud i dræn- og åvand, giver det et for højt indhold af næringssalte i søer, vandløb og kystvande, og vi får eutrofiering.

Vi skaber dermed et nyt miljøproblem, samtidig med at vi bidrager til løsning af et klimaproblem med den reducerede CO2-emission.

Hvorfor har vi et fosforproblem?
Der har de sidste årtier været fokus på først og fremmest at løse nitratudvaskningen fra landbruget, og derfor er værktøjerne til at kortlægge jorde med højt potentiale for fosforlækage samt teknologierne til at reducere fosforudvaskningen og fjerne fosfor fra drænvand ikke lige så veludviklede, som de er for nitrat.

En del lavtliggende landbrugsjorde er blevet grundigt gødsket med fosfor, mens de har været under landbrugsdrift. Dels fordi disse jorde har en stor afgrødeproduktion og dermed har brug for meget fosfor. Og dels fordi jordene ikke naturligt indeholder ret meget fosfor, eller at fosfor er stærkt bundet i jordene.

Fosforlækage opstår, når de jernoxider, der binder fosfor, går i opløsning, fordi jorden omlægges til lavbundsjord. Derved frigives det bundne fosfor, og vi har balladen. Det er et særdeles veldokumenteret fænomen.

Det, der volder store problemer, er præcist at kunne udpege hvilke jorde, der lækker mest fosfor, og hvor hurtigt det frigives ved omlægning.

Miljøstyrelsen har en given forvaltningspraksis på området baseret på jordbundens fosforretention og potentiale for jernreduktion. Mange andre faktorer indvirker på den konkrete fosformobilisering for et givet område, men som det er vanskeligt at forudsige i dag. Et varmere klima vil formentlig øge fosforlækagen - men der er ikke meget viden om det.