Mellemfolkeligt Samvirke: Statsministeren vil lade de fattige finansiere klimakrisen selv

Det er glædeligt, at Mette Frederiksen 20. september talte dunder til verdens ledere på FN’s Generalforsamling og understregede behovet for at øge støtten til de lande, der er hårdest ramt af klimakrisen, men som ikke har noget ansvar for klimaforandringerne.

Der er brug for dansk klimadiplomati i højeste gear med statsministeren i spidsen, hvis vi skal løse klimakrisen.

Statsministeren skal også have ros for at love at øge Danmarks klimaindsats til cirka 3,8 milliarder kroner årligt fra 2023.

Til gengæld er det begrædeligt, at statsministeren vil finansiere klimaindsatsen i udviklingslandene med penge, der ellers skulle betale for fattigdomsbekæmpelse, bedre sundhed, demokratiudvikling og nødhjælp i udviklingslandene.

Når klimaindsatsen finansieres over udviklingsbistanden, er det reelt de fattige selv, der kommer til at betale for en klimakrise, de i øvrigt stort set ikke har noget ansvar for.

Klimakrisen koster verdens mest udsatte og sårbare lande og mennesker milliarder (...) Derfor skal tab og skader på dagsordenen, fordi de rige lande har en forpligtelse til at kompensere for klimarelaterede tab og skader.

Lars Koch
Politisk chef, Mellemfolkeligt Samvirke

Det er ikke alene kortsigtet. Det er heller ikke bæredygtigt. Og det er også et løftebrud, fordi Danmark og verdens øvrige rige lande på FN’s klimatopmøde i 2009 i København lovede, at støtten til udviklingslandenes klimaudfordringer skulle være nye penge – altså midler oven i den almindelige udviklingsbistand.

100 milliarder dollar

Mere konkret lovede de rige lande at bidrage med 100 milliarder dollars årligt fra 2020 til tilpasning og omstilling til klimakrisen. Danmarks fair andel beløber sig til sig til godt fem milliarder kroner. Men en ny rapport fra OECD viser, at der kun er leveret 79,6 milliarder i 2019, og at de fleste af milliarderne er lån og penge, der ellers er lovet til at bekæmpe fattigdom.

Klimakrisen koster verdens mest udsatte og sårbare lande og mennesker milliarder, da mere ekstreme vejrforhold er en konsekvens af de globale klimaforandringer. Derfor skal tab og skader på dagsordenen, fordi de rige lande har en forpligtelse til at kompensere for klimarelaterede tab og skader.

Det gælder for eksempel efter cyklonen Idai ramte Mozambique i 2019, hvilket resulterede i flere hundrede tabte menneskeliv samt tab og skader af bygning, infrastruktur samt landbrug til en værdi af 4,9 milliarder.

Plads til forbedringer 

Når Danmark og de andre rige lande ikke betaler for den krise, som de har skabt, så svarer det til, at du har brændt din nabos hus ned og siger:

”Det er jeg ked af, men du kan låne penge til at bygge et nyt brandsikkert hus. Men tab og skader kan du kigge i vejviseren efter, og det er for resten bedst, hvis du køber byggematerialerne i min butik. Jeg havde lovet dig penge til at hjælpe dine børn i skole, men det er der jo ikke råd til nu, hvor vi skal bygge et nyt hus til dig.”

Så der er mildest talt masser af plads til forbedringer, og de bør falde på plads i november, når FN afvikler sin årlige klimakonference. Hvis ikke de rige lande kommer med nye penge til at hjælpe med omstilling og tilpasning i det globale syd, og anerkender behovet for at kompensere for tab og skader fra klimakrisen, så bliver den konference formentlig en fiasko.

Som statsminister Mette Frederiksen understregede i FN’s Generalforsamling:

”Den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel bør være et wake-up call til, at vi må og skal gøre mere for at bekæmpe klimakrisen nu. Især de rige lande skal levere mere.”

En nordisk alliance

Hørt! Helt enig og også ros til statsministeren for at tilbyde, at Danmark gerne viser vejen internationalt, når det kommer til at løse klimaudfordringerne. Hvis det skal lykkes - hvis Mette Frederiksen skal vinde denne diplomatiske kamp internationalt - er det vigtigt, at hun bygger alliancer. Det har Danmark historisk været enormt god til i FN, og det er de muskler, vi skal have fundet frem igen.

Hvad med at samle de nordiske lande til en fælles indsats i EU, Verdensbanken og FN, når nu vores udviklingsminister også er minister for nordisk samarbejde?

Hvad med at invitere de mange strategiske partnere i civilsamfundet, der har forgrenet netværk i hele verden til at lægge en fælles strategi for, hvordan vi for alvor får tacklet klimakrisen.

Vi er klar!