Pernille Weiss: EU's klimapolitik lever en stedmoderlig tilværelse i Danmark

"I Bruxelles kan ingen høre dig skrige", siger man jo. 

Men det er ikke kun menneskelig råben, der kan fortabe sig på de godt 900 kilometers afstand, der er mellem Bruxelles og Christiansborg. Nye love, der efter lang tid spyttes ud af forhandlingsrummet 'hernede', råber også ofte op imod vinden.

Love, der ellers har tilbagelagt oceaner af tid i æltemaskinen af højtråbende tilløb i form af uendeligt mange taler, politiske gruppers indbyrdes slåskampe, armlægninger mellem EU’s tre meget forskellige institutioner - Rådet, Parlamentet og Kommissionen - massivt pres fra lobbyister, ngo’er og ikke mindst utallige hele eller halve sandheder om sagernes aktuelle status i et virvar af medier.

Love, der også af den grund fortjener et par minutters opmærksomhed på sejrsskamlen og oplever, at nu holder vi lige bøtten i bare en kort stund - forenet i en retfærdig markering af, at "så nåede vi så langt!". 

Fik ikke meget opmærksomhed
Den skæbne overgik EU’s Klimalov i sidste uge. Den allerførste klimalov i Europa. Som forener 27 lande om én fælles ramme, der nu kan tages i brug, så de forhåbentligt leverer de nødvendige og lovede CO2-reduktioner til tiden, og uden at EU samtidig mister konkurrencekraft og arbejdspladser.

En lov, der forhåbentligt også bliver den katapult, der sender EU’s klimaløsninger ud på verdensmarkedet, hvor de kan skubbe resten af klodens lande ind i en CO2-neutral fremtid.

Den lov fik ikke meget opmærksomhed i sidste uge, da forhandlerne konstaterede, at de var nået så langt, de kunne og det med et godt resultat, der lover mindst 55 procent CO2-reduktion i 2030 i hele EU plus en masse andre konkrete værktøjer til arbejdet derhen.

Herunder sektorspecifikke klimapartnerskaber, der efter dansk forbillede skal sikre grænseoverskridende samarbejde mellem både lande, sektorer, eksperter og politikere. I al beskedenhed et forslag, der blev formuleret på mit kontor og som kun overlevede forhandlingerne, fordi min partigruppe, EPP og klimaminister Dan Jørgensen holdt fast og blev véd.  
 
Lyder jeg fortrydelig? Slet ikke. Jeg er ikke blevet europapolitiker for at få opmærksomhed. Tværtimod. Men jeg er bekymret for, om det nu er så sundt, at EU’s klima- og energipolitik på mange måder lever en stedmoderlig tilværelse i Danmark.

Kan virke skrubforvirrende 
Jeg hører i øjeblikket alt for få, der kan eller gerne vil se den store sammenhæng mellem national og europæisk klimapolitik. Der er alt for meget klatvask og enkeltstående initiativer, der efterlader de fleste borgere i en kakofoni af usammenhængende støj, som jeg godt kan forstå virker skrubforvirrende.

Energi- og klima ER en grænseoverskridende opgave og Danmark har ALT at vinde ved at spille os mere aktivt ind på den europæiske midtbane.

Pernille Weiss
Medlem, Europa-Parlamentet (K)

Så er det energiøer eller CO2-fangst, CBAM/CO2-told, CO2-afgifter, el-biler, ETS’en, energi-effektiviseringer, vindmøller til havs, solceller på land og så videre. For ikke at tale om cirkulær økonomi og livscyklus-beregninger af alt mellem himmel og jord. Og er der i øvrigt nogen, der har set noget til den kerneenergi, som siden Barsebäck er blevet en anden og mere sikker, stabil og overkommelig energikilde?  
 
Alt sammen tandhjul af en helhed, der handler for meget om enkeltdelene og for lidt om deres indbyrdes sammenhæng på skalaen af det indre marked. Nogle gange virker det ærligt talt som om, at energi- og klimapolitik er blevet det stakkels delebarn mellem medlemslandene og EU’s fælles institutioner, som ikke trives på trods af alle forældrenes gode vilje med egen indsats og irettesættende formaninger til resten af konstellationen.  
 
Det duer altså ikke. Og derfor var det altså beklageligt, at vi ikke for alvor mærkede og markerede den store dag i sidste uge, da EU-landede aftalte sin første klimalov. Især for Danmark. Vi har jo løsningerne, som via loven nu får en meget større arena at spille på.  

Bør samarbejde dybere
Derfor bør vi fremover dosere og designe vores EU-taktiske energi- og klimapolitik med større engagement og tydelig deltagelse i et dybere samarbejde mellem Christiansborg og Bruxelles.

For EU-klimaloven skal da bruges for at skabe værdi på alle tangenter lige fra den lille fynske opfinder-virksomhed til det helt store og grænseoverskridende projekt, der eksempelvis forener Danmark i en klynge af flere EU-lande i et sammenhængende og grønt energiprojekt med havvindmøller og energiøer, der er vævet tæt og effektivt sammen af en både fysisk og finansiel infrastruktur. 

Opgaven for EU - som vi nu er enige om - er jo, at klimapolitikken skal levere CO2-neutralitet senest i 2050 og energipolitikken skal gøre os uafhængige af russisk gas og olie fra Mellemøsten. Hurtigst muligt. Begge dele. 

Derfor er der ikke tid til at beklage sig over, at 2030-målet ‘kun’ blev mindst 55 procent, som flere af mine kollegaer gør. Der er heller ikke tid til, at Christiansborg, og i særlig grad den nuværende regering, prioriterer at kritisere EU for ikke at være ambitiøs nok. Brug dog tiden og krudtet på at tage fat.

Danmark har alt at vinde
I klimaloven og i klimadiplomatiet, som skal trodse tyngdekraften af et stadigt mindre antal danskere i EU-systemet. Energi- og klima ER en grænseoverskridende opgave og Danmark har ALT at vinde ved at spille os mere aktivt ind på den europæiske midtbane.

Med pragmatisk og resultatfokuseret holdspil fra alle - bureaukrater, lobbyister eller politikere. Ingen kan undværes. Vi skal brænde de gamle og stigmatiserende røverhistorier om 'de bagstræberiske tyskere' og 'kulsorte polakker'. De var sjove i forsamlingshusene engang. I dag er de er gift for det pragmatiske og frugtbare samarbejde, som vores efterkommere gerne skal anerkende. 

Kan vi det, kan jeg godt leve med, at EU klimalovens fædre og mødre nok kun kommer til at stå i historiebøgernes noteapparat. Lad os prioritere at give næste generation nogle stærke rollemodeller og et sundere klima.