Greenpeace: Store dele af EU's Green Deal er greenwashing

Europa står ved en skillevej. Vores handlinger i løbet af det næste årti vil afgøre, om den måde, verdens rigeste region tackler vor tids globale klima- og naturkriser, bliver en succes eller en fiasko.

Vi har fået den første europæiske klimalov, og det er nu, vi skal sikre, at EU bliver en primus motor og ikke en stopklods for, at vi sikrer en beboelig klode for livet som vi kender det. 

I 2020 blev 30 millioner mennesker tvunget på flugt på grund af klimakrisens konsekvenser. Det er tre gange flere, end hvor mange der blev drevet på flugt af krig og konflikt. Hvis vi skal lykkes med at hjælpe disse mennesker og sikre en klimasikker verden, skal vi gøre vores for, at vi holder den globale opvarmning under den kritiske tærskel.  Det kræver nye klimamål og nye politikker.

EU's klimamål er utilstrækkelige
Men det kræver mindst lige så meget nye rationaler og nye politiske logikker. Det kræver, at vi i EU anerkender, at imperativet om vækst for enhver pris er uddateret. I stedet for hovedløs turbokapitalisme skal EU’s klimapolitik stræbe efter at skabe en klimasikker, retfærdig, tryg og åben verden for alle.  

Måske vi endnu ikke har været i stand til at begrænse industriens altomfattende indflydelse, fordi vi ikke har adresseret den fossile industris grundlæggende livline: Vores økonomiske system og vores stræben efter ubegrænset vækst.

Helene Hegel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Det lyder højtflyvende, ukonkret og delvist utopisk. Og det er det måske også. I stedet for sådan noget meta-snak kunne man ligeså vel bruge sin kronikplads på at udfolde, hvordan EU’s klimamål lige nu er utilstrækkelige?

Hvordan 55 procents reduktion i 2030 og netto-nul i 2050 er for lidt og for sent. Og hvordan det ikke harmonerer med, at de fleste europæere ønsker sig et klimaneutralt EU inden 2030 – og at de vil have, at deres regeringer får det til at ske. 

Man vil ofte høre os i Greenpeace kritisere x mål og x investering for at være for lavt og for at være for dårlig. Fordi der er brug for, at nogle konstant vurderer de konkrete politiske tiltag på, om de tilstrækkelige. Ikke på om de er bedre end, hvad vi havde før, eller bedre end hvad Kommissionen først havde spillet ud med, men på om de er gode nok i forhold til, hvad videnskaben kræver af os.  

Findes flere konkrete redskaber
Der er altså en masse helt konkrete virkemidler, værktøjer og politikker, der skal ændres, mål der skal være højere, støtte der skal stoppes og penge der skal omdirigeres.

Men disse konkrete og relativt skridtvise forandringer må og kan ikke stå alene. Vi må derfor samtidig, når vi indretter den europæiske politik de kommende år, spørge os selv: Hvad er det modsatte af klima- og naturkrisen? Hvordan ser en bedre verden ud? Hvordan ser vi os selv som en del af naturen, så vi begynder at forsvare hende, som vi ville forsvare os selv? 

Det Europa, vi i Greenpeace forestiller os, handler ikke udelukkende om at få implementeret reduktionskurver mod netto-nul og at undgå temperaturstigninger højere end den politisk vedtagne smertegrænse på 1,5 grader. Når vi ofte taler om problemerne på denne forholdsvis mekaniske måde, forlænger vi ideen om, at vi kan kontrollere og kvantificere verden.

Så reducerer vi kompleksiteten i den økologiske krise til et lineært problem: udledninger, temperaturmål, pengebeløb. Løsningerne på dette problem forsøger vi så at finde indenfor den samme logik. Så bliver vores fokus meget teknisk. Vi taler om geo-engineering, skov og natur som “kulstofdræn”, CCS, biobrændsler, “grønt forbrug” og andre former for “løsninger”, der ignorerer den levende verdens kompleksitet.  

Falske løsninger
Hvis dette kølige og afkoblede sprog og denne analyse af klimakrisen får lov at dominere, er der stor fare for, at vi vil se disse “falske løsninger”, som ikke tager fat om problemets rod, dominere i klimapolitikken. I stedet for at tage fat ved roden og ændre de natur- og klimaskadelige strukturer vil vi investere i filtre, der kan opfange CO2’en ved skorstenen, så vi kan fortsætte afbrændingen præcis, som den er i dag.

Sådan en løsning kommer til at virke som tilstrækkelig og ønskværdig, hvis problemet alene bliver udledt mængde CO2 i millioner tons. Men det er en falsk løsning, der hverken kan opsamle den nødvendige mængde CO2, gøre det tidsnok, eller løse de egentlige problemer ved en enormt natur- og klimaskadelig produktion.  

Hvis vi gerne vil have folk til at engagere sig i det europæiske fællesskab og i klimakampen, skal vi også kunne tale – og lave politik – om det, der egentlig betyder noget: Ikke grader, gigaton, parts per millions og xx mia. euro-beløb. Men naturen og den værdi, vi vil give den i nogle langt mere retfærdige samfund, hvor vi har sikret at vi undgår civilisationens kollaps. 

Spørgsmålet er, hvad der skal til før, at også europæiske mainstream-politikere tør forestille sig og tale om denne dybere grad af forandring. EU’s 'Green Deal' burde og kunne være et signifikant skifte i den europæiske mainstream-politik, men alt for meget af 'Green Deal' er greenwashing.

Altså retorik der ikke understøttes af den politik vi har brug for, hvis vi skal se nogle fundamentale, strukturelle ændringer. Med “Green Deal” bør vi reorganisere vores økonomi, så den er meningsfuld, demokratisk, grøn og lighedsskabende. Ikke bare i store træk forlænge status quo men nu i nogle grønnere og mere inkluderende ord.  

Kan lære af coronakrisen
Om ti år kan Europa være et fremragende eksempel på sunde, retfærdige, fredelige og modstandsdygtige samfund. Det kræver egentlig ikke mere af os, end hvad vi under coronakrisen har oplevet, at vi skal gøre, når vi befinder sig midt i en global krise:

1) At vi lytter til videnskaben.

2) At vi handler resolut.

3) At vi investerer i offentlige goder og lokal infrastruktur.

4) At vi sænker forbruget.

5) At vi viser omsorg for hinanden.

Det kræver desuden, at vi har en fælles forståelse af, at inkrementelle ændringer ikke er godt nok, når vi skal komme levende igennem de største kriser, vi som menneskehed har stået i, og som er skabt af netop det system, vi til dagligt kun tør småjustere på.   

Stræben efter vækst
I 50 år har aktivister, organisationer og grønne politikere kæmpet for at begrænse brugen af fossile brændsler. Der har været sejre, men vi er ikke i nærheden af at overvinde den fossile industri, der stadig dominerer i politikken over stort set hele verden. Måske vi endnu ikke har været i stand til at begrænse industriens altomfattende indflydelse, fordi vi ikke har adresseret den fossile industris grundlæggende livline: Vores økonomiske system og vores stræben efter ubegrænset vækst.

Vores sejre vil ofte blive torpedo'et af de usynlige finansielle strømme, der er med til at videreføre business as usual for den fossile industri og for dem, der vil gøre naturen til en handelsvare.  

I stedet for at stirre sig blind på BNP-vækst og beskytte de store forurenere skal vores europæiske politik understøtte menneskeligt fremskridt og en rigere natur. Vores politik skal respektere de videnskabelige og menneskelige grænser. Vi skal træffe nogle aktive valg om, hvad vi vil have mere af, og hvad vi bliver nødt til at få mindre af.   

EU kan blive det sted, hvor vi viser, hvordan en ægte grøn og retfærdig omstilling ser ud. Men det kræver et helt andet mindset hos vores europæiske beslutningstagere. Og vi travlt.