Konservative i EU: Venstrefløjens smerte-retorik om klimaet er noget vrøvl

Jeg har lagt mærke til, at flere af min kollegaer gør sig til talsmænd for det synspunkt, at den grønne omstilling kommer til at gøre ondt, hvis det skal lykkes at nå klimamålene.  

Den præmis, synes jeg, er underlig. Hvorfra ved de det? Skal der partout være smerte involveret, før noget kan blive godt? Eller handler det om, at smertemetaforen lyder mere handlingsparat og konsekvent og dermed mere politisk korrekt? 

I modsætning hertil står andre - herunder mig - der omvendt mener, at tiden faktisk er meget omstillingsparat, og at kun relativt få står krænkelsesparat over for de igangværende og kommende omlægninger i hverdagen - i vores indkøb, i mange virksomheders produktionsapparater og så videre. 

Det skal ikke afvises, at der vil være trin på trappen mod klimamålenes indfrielse, som vil blive konnoteret med en vis form og grad af smerte. Naturligvis.

Der vil være angst for lommesmerter, mavesmerter af omstillingsbøvl og hovedpine af at høre på, hvordan mange - ingen nævnt, ingen glemt - himler op om, at det går enten for langsomt, forkert, for hurtigt eller slet ikke. Men jeg vil på det kraftigste advare mod, at vi som politikere på forhånd lover, at det uanset og helt sikkert skal gøre ondt. 

For nemt og for poppet
For nemt, fordi vi hermed giver os selv lov til at sjuske med værktøjskassen, når vi skramler derudaf med initiativer i alle retninger og i asynkrone pulsslag.

For poppet, fordi koret af dommedagsprofeter, blandt især vores politiske modstandere på venstrefløjen, bruger klimakampens ekkorum til at genoplive gamle 70’er-revolutionære stemninger for på den måde at stjæle tid til det politiske håndværk, det er at finde bæredygtige løsninger, ingen knækker halsen på undervejs. 

Hvad nu, hvis den grønne omstilling faktisk er mulig at gennemføre, uden at det kommer til at gøre meget ondt på nogen i særlig lang tid?

Pernille Weiss (K)
Medlem, Europa-Parlamentet

At livet gør ondt, har mennesket til alle tider måtte erfare. Gennem smerte opnås nye og ofte dybere indsigt i livet og i de ressourcer, den enkelte eller omgivelserne har til rådighed. At klimaomstillingen således er noget særligt ‘ondt’, er derfor noget vrøvl, omend det er tidstypisk for, hvordan vores tid er optaget af at undgå enhver form for smerte, ventetid, forfordeling, forskelle.

Samtidigt med, at vi bevidst opsøger smerten og konkurrencen i alt lige fra fitnessrummet, i kærlighedsjagten, på krænkelsesklaviaturet og italesættelsen af, at al forandring til det bedre kun sker gennem vandring på glødende kul.  
 
Behøver ikke gøre ondt
Hvad nu, hvis det er muligt at nå klimamålene med begejstring, lyst, frivilligt samarbejde og gensidig anerkendelse? Hvad nu, hvis den grønne omstilling faktisk er mulig at gennemføre, uden at det kommer til at gøre meget ondt på nogen i særlig lang tid?

Hvad nu, hvis den måde vi planlægger og gennemfører omstillingen på sker med logisk, meningsfuld og opmuntrende information undervejs, med passende finansiering og et løbende re-design af incitamenter og instrumenter, der understøtter oplevelsen og tilliden til, at det hele sker ‘alt-andet-lige’ så smidigt og hurtigt, det overhovedet er muligt?

Hvad nu, hvis fakta og teknologineutralitet samt viljen til reelt at gøre EU selvforsynende med grøn og ren energi i rigelige og forsyningssikre mængder fylder det meste af mediebilledet? Helst på måder, hvor mine gamle forældre kan få vished om, at det nok skal gå alt sammen, og at deres oldebørn ikke skal marchere i evig fredagsprotest med ondt i mave og vrede i munden. 
 
Det synes jeg, vi skal stræbe efter  
Vi politikere kunne jo begynde med at tage de voksende frustrationer om greenwashing alvorligt, der i lang tid er kommet fra et stigende antal virksomheder. Danske virksomheder, som i mange år har arbejdet efter verdensmålene. Virksomheder, som har forholdt sig til livscykluslogikken og cirkulær økonomi langt før EU-taksonomi for grønne investeringer blev endeligt vedtaget.

Lad os nu få skabt rammen og fundamentet for at EU viser resten af verden, at konkrete CO2-målinger fra vugge til grav af alt fra legetøj til leverpostej, rent faktisk kan udregnes og bruges som guide til, at vi kan komme så smertefrit som muligt gennem omstillingen. Baseret på reelle fakta – ikke tal, der lyder godt på papiret. 

I sidste uge udkom Sigge Winther med sin bog om dansk politik på speed. En befriende overskrift på det, vi er mange, som har set på i al for lang tid. Han foreslår introduktionen af ‘entreprenørstaten’. Og selvom EU mange steder virker som om, et skud speed ville være godt, kan vi i Europa-Parlamentet sammen med Rådet godt lade os inspirere til lidt mere ‘entreprenør-statsmands-ship’ i den grønne omstilling.

Dét kommer muligvis til at gøre ondt. På nogen. Nemlig os politikeres potente forfængelighed, når vi ikke kan nøjes med at konstatere at ’det kommer til at gøre ondt’, men skal smøge ærmerne op og gå i krig med at gøre klimakampen mindre ond, end den forhåbentligt behøver at være.