Regeringen skruer op for klimaambitionerne. Men de teknologiske mirakelkure er stadig til stede

Det er den tilgang, der kommer til udtryk i klimalovens første paragraf, hvor der står, at klimamålene skal nås “så omkostningseffektivt som muligt” og under hensyntagen til både “sunde offentlige finanser” og “dansk konkurrencekraft”, således at erhvervslivet “udvikles og ikke afvikles”.

Det er også denne tilgang, som lå til grund for den forrige regerings klimapolitiske strategi, hvor man satsede på udvikling af nye “grønne” teknologier som CO2-fangst, power-to-x og pyrolyse i håbet om at kunne nedbringe vores udledninger uden at ændre grundlæggende kurs.

Og det er – desværre – den samme logik, der toner frem, når man læser det nye regeringsgrundlag.

Selvom klimamålsætningerne skrues op, er de teknologiske mirakelkure stadig til stede: Flyene skal flyve på dansk power-to-x, pyrolyseanlæggene skal måles på, og de små modulære atomreaktorer holdes på tegnebrættet frem til 2040’erne.

Den store teknologiske frelserrolle er dog overtaget af kunstig intelligens. Her lover regeringen en “massiv satsning på kunstig intelligens” med både en accelerationsfond og nye investeringer i supercomputerkapacitet, som skal frigøre tusindvis af hænder i det offentlige.

Økonomisk vækst er stadig det øverste, eksplicitte mål. Problemet er bare, at intet tyder på, at økomodernismen tilbyder en farbar vej frem.

Mads Ejsing

Tydeligst bliver tilgangen i kapitlet “Et rigere Danmark”. Her sætter regeringen et “ambitiøst velstandsmål” om, at økonomien skal vokse med yderligere 70 milliarder kroner frem mod 2035 – oven i den løbende BNP-vækst.

Økonomisk vækst er stadig det øverste, eksplicitte mål.

Problemet er bare, at intet tyder på, at økomodernismen tilbyder en farbar vej frem. Tværtimod ved vi, at stigende økonomisk vækst hænger tæt sammen med stigende klima- og miljøaftryk, og at der ikke er videnskabeligt belæg for at tro, at den sammenhæng kan afkobles i den skala og det tempo, som kriserne kræver.

Uden et opgør med idéen om økonomisk vækst som samfundets øverste mål, kan det stort set være lige meget, hvor mange vindmøller der bliver rejst.

For så vil der stadig ikke være vedvarende energi nok til at dække den stigende efterspørgsel på energi. Især ikke nu, hvor der skal etableres stribevis af udenlandske datacentre i Danmark, så vi kan fortsætte jagten på en kunstig intelligens, som gør os alle sammen dummere.

Der er med andre ord brug for en reel demokratisk samtale om, hvornår nok er nok – og hvad der er nødvendigt for at leve gode og meningsfulde liv.

Har vi virkelig brug for mere økonomisk vækst i et land som Danmark, der allerede har et klima- og miljøaftryk per indbygger, som langt overstiger det, planeten kan bære?

Den gode nyhed er, at når man inddrager danskerne i den samtale, når de selv frem til samme erkendelse.

Almindelige mennesker kan nemlig udmærket gennemskue, at et stigende BNP i Danmark ikke er ensbetydende med, at de får en bedre tilværelse – og at man ikke nødvendigvis lykkeligere af at få en ny elbil eller endnu et fladskærms-tv.

I det danske Klimaborgerting, som blev afholdt fra 2020 til 2022, anbefalede et repræsentativt udsnit af befolkningen i deres afsluttende rapport til politikerne, at “det er vigtigere, at Danmark giver sit fair bidrag til at overholde 1,5 grads-målsætningen, (både i forhold til indenlandske og udenlandske udledninger) end at vi har økonomisk vækst eller ej”.

Og i Københavnernes Klimaborgerting, som blev indledt i 2023 og stadig er i gang, udtrykte borgerne i den første runde, at de ønsker sig “et København, hvor synet på “økonomisk vækst” som en forudsætning for vores samfund har ændret sig, da et vækstdrevet samfund uvilkårligt fører til CO2-udledninger”.

Jeg er mindre optimistisk end dem, der fejrer regeringsgrundlaget som et nybrud på klimaområdet.

Mads Ejsing

Disse indsigter har tilsyneladende ikke fundet vej til regeringsgrundlaget.

Regeringsgrundlaget indeholder dog stadig nogle lovende takter. På landbrug, natur og miljø sker der gode ting. Og regeringen forpligter sig på at skrive både klimaneutralitet i 2045 og et øget fokus på forbrugsbaserede klimaaftryk ind i klimaloven. Det er reelle fremskridt.

Men jeg må alligevel indrømme, at jeg er mindre optimistisk end dem, der fejrer regeringsgrundlaget som et nybrud på klimaområdet.

Jeg er bange for, at den klimapolitiske linje, vi kommer til at se, til forveksling vil minde om den, vi har set de seneste årtier, hvor håbet om grøn vækst og nye teknologiske løsninger bruges som undskyldning for at fortsætte, som vi plejer.

Skal jeg alligevel finde et lille håb, hæfter jeg mig ved, at regeringen – i samme kapitel som vækstmålet på 70 milliarder – nedsætter en ekspertkommission om trivselsøkonomi.

Måske er det et forsigtigt signal om, at vi trods alt bevæger os tættere på det opgør med vækstparadigmet, som er afgørende, hvis vi skal væk fra økomodernismens tomme løfter og i gang med en ærlig, demokratisk samtale om, hvad de økologiske kriser i virkeligheden kræver af os.

Om det sker, må tiden vise.