Resten af verden ser mod Danmark, når kloden skal reddes. Det bilder vi i hvert fald os selv ind

Tidens største udfordring er klimaet, siger regeringen. Alligevel er det nye finanslovsudspil blottet for klimainitiativer. Regeringen har svigtet, siges det. Den er ikke grøn nok. Intet er faktisk grønt nok.  

Den nyligt udkomne rapport fra IPCC – FN's Klimapanel – sætter to streger under netop det. Der kaldes på handling. Nu, nu, nu. Politikerne lover at gøre noget. Igen. Vi skal sætte turbo på den grønne omstilling, som man siger.  

Den grønne omstilling – en buzzlinje for alt det, vi ikke rigtig ved, hvad betyder. Men vi kan hvert fald udlede, at det ikke er nok blot at tale om at være grøn før rød eller før lilla. Det centrale spørgsmål er, om det flytter noget. Om det har nogen betydning.

Om Kina, Indien og alle de andre kigger på lille Danmark og føler sig inspireret. Har de mon læst i vores pjecer om det grønne væksteventyr? Har de set vores vindmøller, solcelleparker og reklamefilm? Forstår de, at vi er et foregangsland, og at de nu skal følge efter? Ingen ved det, svaret blafrer i vinden, men vi kan blot konstatere, at det er en præmis, de fleste partier har købt ind på.  

Klimapolitikken i Danmark handler ikke længere om at være for eller imod, men den er blevet en uundgåelig del af ethvert politisk program. Hvor især højrefløjen i 90'erne og 00'erne havde svært ved at anerkende, at klimaforandringerne er menneskeskabte, hersker der i dag bred konsensus.

Både centrum-højre og centrum-venstre har konstrueret en fortælling om, at den grønne omstilling er et væksteventyr, og at Danmark skal være et foregangsland. En sandhed skabt til lejlighed og formet af nødvendighed.

Malene Møller Hall
Kommunikationsrådgiver, Primetime

Dengang frygtede de blå, at de røde ville bruge problemstillingen til et opgør med den liberale markedsmodel, og intet kan jo sætte en større skræk i livet på borgerlige end netop det. Man var bange for at engagere sig i problematikken, fordi man frygtede de venstreorienterede løsninger.

I dag er Venstre imidlertid tæt på at acceptere en CO2-afgift på landbruget. Det siger ikke så lidt om, hvordan dagsordenen har forandret sig. 

Skiftet kan forklares med flere faktorer. For det første har videnskaben klart dokumenteret de negative konsekvenser af klimaforandringerne. Selv landbruget anerkender i dag problemerne. Og olieselskaberne lover at blive grønne.  

For det andet har der været en voksende folkelig opmærksomhed på problemet, hvilket gør, at politikerne bliver ganske motiverede til at handle. Og for det tredje er klimapolitikken blevet en konkurrencefordel for mange virksomheder, der ønsker at vise sig som miljøvenlige og bæredygtige.  

Hvor slaget tidligere har stået mellem for og imod, er skillelinjen i dag i overvejende grad på det politiske indhold.  

Blå partier ønsker omstilling drevet af markedsløsninger. I ved; udbud, kvotehandel, teknologisk innovation, entreprenørskab, og hvad private aktører ellers kan komme på, hvorimod venstreorienterede partier overvejende vil drive udviklingen af politiske målsætninger, statsplanlægning, forbud mod eksempelvis forbrændingsbiler og lignende. Statsstyret.  

De mener, at markedet er for langsomt. For uambitiøst. At jorden går under, inden vi når at gøre noget. På den måde ligner skillelinjerne i klimapolitikken nu mere de snitflader, vi kender inden for andre politikområder. 

De borgerlige partiers store udfordring er, at de nemt kommer til at fremstå fodslæbende, når de ikke vil følge ambitiøse målsætninger og drastiske tiltag. Ræsonnementet har været, at man ikke vil risikere lukning af forurenende virksomheder, der måske vil flytte til andre lande. Velstandstab. Hvad er idéen med at piske os selv, hvis klimaregningen blot sendes videre til et andet sted på kloden?