Debat

Ældre Sagen: Værdig pleje uafhængig af leverandør

DEBAT: Flere konkurser blandt private hjemmehjælpsfirmaer stiller krav til kommunerne, der skal sikre tilsyn med de private leverandører. Det mener chefkonsulent Olav Felbo fra Ældre Sagen.

Der
er ikke nok bevis for, at udlicitering virker efter den hensigt, som
politikerne ellers meldte ud tilbage i 2013. Politikerne bør derfor undersøge området, før det går galt, skriver Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.
Der er ikke nok bevis for, at udlicitering virker efter den hensigt, som politikerne ellers meldte ud tilbage i 2013. Politikerne bør derfor undersøge området, før det går galt, skriver Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen

Udlicitering er godt for borgerne.

Så klar var udmeldingen tilbage i 2013 fra daværende Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup (V). Fra talerstolen i Folketinget lød det: ”Det gør det godt for virksomhederne, men det gør det faktisk også godt for den enkelte borger.”

Også socialdemokraterne var positive. For som nuværende politisk ordfører Maja Panduro sagde, så var der penge at spare; mere præcist 132 millioner kroner.

I Ældre Sagen har vi fulgt med i udliciteringen siden da. For er der penge at spare? Og vigtigere endnu, hvad betyder det for ældreplejen og værdigheden for den ældre? Det skal lige gøres klart, at vi ikke per automatik er imod udliciteringen. Det handler om kvalitet. Det er fornuftigt, at den leverandør, der kan levere den bedste kvalitet for pengene, skal have lov til at levere – offentligt eller privat.

Det skal lige gøres klart, at vi ikke per automatik er imod udliciteringen. Det handler om kvalitet.

Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen

Vi har det seneste års tid oplevet skyggesiden ved udlicitering. Mange ældre har oplevet det på egen krop; private firmaer, der er gået konkurs. I februar 2014 gik Caregruppen, der blandt andet udførte hjemmepleje i Assens og Odense, konkurs, og i november samme år meldte Trekantens Rengøring og Pleje, at de ikke længere ville samarbejde med Kolding Kommune. Det efterlod over 500 ældre uden hjemmehjælp. Trekantens Rengøring og Pleje er sidenhen også gået konkurs.

Også i 2015 har ældre danskere, der har brug for hjælp, haft problemerne tæt inde på kroppen, da Danmarks største leverandør af privat hjemmepleje, Kærkommen, gik konkurs.

Hård konkurrence
I dag er konkurrencen om udlicitering hård. Mange plejevirksomheder vil med ind på markedet, og det kan betyde, at de presser prisen så meget, at det ikke kan løbe rundt. Og det stiller krav til kommunerne. For det må aldrig nogensinde gå ud over hjemmehjælpsmodtagerne.

Af en undersøgelse fra FOA fra 2014 fremgår det, at 63 % af de adspurgte ældrechefer har oplevet, at den private leverandør har opsagt kontrakten før tid, typisk på grund af dårlig økonomi, konkurs eller manglende kunder.

Det stiller krav til kommunerne. Der skal være tilsyn med de private leverandører. Leverer de den pleje, der har skrevet under på til den aftalte pris? Og hvad nu hvis virksomhederne trækker sig eller går konkurs. Hvor efterlader det den ældre, der har modtaget hjælpen og er afhængig af hjælpen?

Der er ikke nok bevis for, at udlicitering virker efter den hensigt, som politikerne ellers meldte ud tilbage i 2013. Derfor opfordrer vi politikerne til at skele til vores nordiske naboer og trække erfaringer derfra. De har i flere år udliciteret hjemmeplejen i Sverige og Norge, og der er intet entydigt bevis for, at der er penge at spare.

Derfor, kære politiker. Undersøg området, før det går galt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00