Debat

Dansk Erhverv: Effektivisering bør ikke være et skældsord

At tale imod effektiviseringer er ikke blot reaktionært. Det er skadeligt for velfærden og for den kvalitet, som borgerne har brug for, skriver Troels Yde Toftdahl fra Dansk Erhverv.

Uden effektiviseringer betyder virkelighedens realiteter, at vi skal kaste endnu flere ressourcer efter ældreplejen, skriver&nbsp;Troels Yde Toftdahl. Arkivfoto.<br>
Uden effektiviseringer betyder virkelighedens realiteter, at vi skal kaste endnu flere ressourcer efter ældreplejen, skriver Troels Yde Toftdahl. Arkivfoto.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Troels Yde Toftdahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi skal have verdens bedste velfærd. Det er en målsætning, som de fleste – hvis ikke alle – deler. Men for at få verdens bedste velfærd, skal vi også have modet til hele tiden at udfordre os selv, se os selv efter i sømmene og blive bedre.

Derfor skal vi også have modet til at tale om effektiviseringer. Ikke forstået som, at alle skal løbe hurtigere. Men derimod forstået som, at vi hele tiden skal være nysgerrige på, hvordan vi kan optimere, forbedre og gøre tingene smartere. For selvfølgelig kan vi hele tiden blive bedre.

Lige netop derfor er det dybt uambitiøst at afvise snak om effektiviseringer. Det svarer til at sige, at ”nu kan vi ikke blive bedre”. Selvfølgelig kan vi det. Og at gøre tingene bedre og mere effektivt indebærer også, at der er opgaver, som vi ikke længere skal gøre, eller som skal gøres på nye måder eller udføres af andre.

Effektiviseringer er en nødvendighed
Udover at være et udtryk for en åndelig dovenskab, så vil en afvisning af effektiviseringer også være at lukke øjnene for den virkelighed, der allerede har ramt velfærden. En virkelighed, hvor der hverken er penge eller hænder til at gøre, som vi plejer.

Vi skal undersøge, hvordan vi kan reducere dokumentation, ”død tid” og overflødige arbejdsgange

Troels Yde Toftdahl
Markedschef for Velfærd & Samfund ved Dansk Erhverv

Uden effektiviseringer betyder virkelighedens realiteter, at vi skal kaste endnu flere ressourcer – i form af allerede manglende arbejdskraft, øget omkostninger og finansiering samt mere til – efter ældreplejen. Tilmed uden, at vi kan garantere en forbedring af kvaliteten. Snarere tværtimod. Det forslår som en skrædder i helvede.

Derfor bør al snak om effektivisering også omhandle til- og fravalg. For effektivisering indebærer, at man har modet til at gå nye veje. Men hvordan skal vi effektivisere? Et sted vi kan starte med at kigge, er hos hinanden. For både de offentlige- og private leverandører ligger inde med en stor viden, som vi skal blive bedre til at værdsætte, dele og dyrke.

Det offentlige bør først og fremmest have en nysgerrighed på, hvorfor private velfærdsaktører konsekvent har lavere sygefravær og dermed højere produktivitet end offentlige aktører. Derudover bør det offentlige spørge til, hvordan private leverandører kan levere samme eller højere kvalitet af velfærd med færre og mere fleksible ledelseslag. I fællesskab skal vi undersøge, hvordan vi kan reducere dokumentation, ”død tid” og overflødige arbejdsgange.

Ledelse, faglighed og teknologi
Når vi skal effektivisere – for det skal vi – bør vi starte med at fokusere på tre områder:

Ledelse: Hvordan får vi givet lederen plads og mulighed for at lede? Et større og mere fleksibelt ledelsesrum kan give lettere og hurtige beslutningsgange med mindre bureaukrati. Det gør det muligt at levere samme eller højere kvalitet for færre penge. Det er effektivt.

Den hellige gral er teknologi og data

Troels Yde Toftdahl
Markedschef for Velfærd & Samfund ved Dansk Erhverv

Faglighed: Vi skal have tillid til medarbejdernes faglighed og styrke. Samtidig skal vi understøtte fagligheden der, hvor den mangler. Hvis medarbejderne bruger egen og andres faglighed mere, så får vi truffet bedre beslutninger med færre fejl, og vi får løst opgaven mere effektivt. 

Velfærdsteknologi: Den hellige gral er teknologi og data. Der er et kæmpe uforløst potentiale i eksisterende teknologier, som vi ikke er gode nok til at høste og få det optimale ud af. Derfor kan og skal vi blive endnu bedre til at få ny teknologi implementeret og skaleret. 

Effektivisering er ikke et skældsord. Det er derimod fornuft og at have ambitioner på velfærdens vegne. At tale imod eller direkte bekæmpe ønsket om effektiviseringer er ikke blot reaktionært. Det er skadeligt for velfærden og for den kvalitet, som borgerne har brug for. Vi har ikke råd til ikke at gøre det bedre.

Og med de ledere, medarbejdere og den teknologi, vi har til rådighed, burde det være en dagsorden, der begejstrer – ikke skræmmer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Yde Toftdahl

Særlig rådgiver, ældreminister Mette Kierkgaard (M)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010), MSc (London School of Economics 2009)

0:000:00