Debat

Venstre: Mindre regeltyranni og bureaukrati skal sætte kommunerne fri

I Venstre mener vi, at kommunerne skal have langt større frihed til selv at finde nye og mere effektive løsninger samt mindske det regeltyranni og bureaukrati, som i den grad har grebet om sig, skriver Anni Matthiesen (V).

Desværre valgte den socialdemokratiske regering og de øvrige røde partier at stemme imod vores forslag om at udvide frikommuneforsøget. Ærgerligt for både kommuner og borgere, skriver Anni Matthiesen (V).
Desværre valgte den socialdemokratiske regering og de øvrige røde partier at stemme imod vores forslag om at udvide frikommuneforsøget. Ærgerligt for både kommuner og borgere, skriver Anni Matthiesen (V).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anni Matthiesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Begreber som afbureaukratisering og regelforenkling er efterhånden blevet en rigtig varm kartoffel i dansk politik. Og det er sådan set positivt. Det er godt at vi, på tværs af den politiske skala, er enige om at kolde hænder og bureaukratisk bøvl bør erstattes af varme hænder og reel nær velfærd, som gør en forskel for borgerne. 

I Venstre ønsker vi at omdirigere ressourcer, som i dag bruges til administration og bureaukrati, til varme hænder. For der skal fokuseres langt mere på kerneopgaven og langt mindre på overflødige tiltag, som spilder medarbejdernes tid og ikke gør en reel forskel.

Med vores 2030-plan vil vi, ligesom Socialdemokratiet, spare 2,5 milliarder kroner på den kommunale administration og arbejde for, at midler og medarbejdere prioriteres til kerneopgaverne. Hvordan besparelserne skal føres ud i livet vil vi drøfte med KL som del af de årlige økonomiforhandlinger. 

Friere tøjler til kommunerne
Og ja, bureaukratiet og udgifter til administration i kommunerne er vokset. Men det er især sket under den nuværende socialdemokratiske regering. Da regeringens ”Danmark kan mere III” blev præsenteret sidst i september forsøgte finansministeren ellers at pakke tallene ind og forklare, at bureaukratiet og administrationen er vokset de seneste ti år.

Tingene skal gøres bedre og smartere ude i kommunerne, så vi kan erstatte nogle af de kolde hænder med varme

Anni Matthiesen (V)
Kommunal- og indenrigsordfører

Han glemte bare at fortælle, at udgiften til administration i kommunerne målt per indbygger faktisk var faldende fra 2013-2019, og at de begyndte at vokse, da Socialdemokratiet kom til magten. Det synes jeg faktisk er noget, man skylder at fortælle offentligheden, når man samtidig positionerer sig selv som nogen, der vil reducere antallet af kolde hænder

Derudover mener vi i Venstre helt generelt, at tingene skal gøres bedre og smartere ude i kommunerne, så vi kan erstatte nogle af de kolde hænder med varme. Det mener vi bedst sikres, hvis kommunerne får friere tøjler. 

Derfor ønsker vi at udvide frikommuneforsøget. Det har vi tidligere stillet beslutningsforslag om, og vi mener stadig, at landets kommuner bør have muligheden for at deltage i et forsøg, hvor de sættes fri fra statslige og kommunale regler på et eller flere velfærdsområder.

Eller alle områder hvis det er det, de ønsker. For vi mener, at kommunerne skal have langt større frihed til selv at finde nye og mere effektive løsninger og mindske det regeltyranni og bureaukrati, som i den grad har grebet om sig mange steder. 

Frihed fremfor statslig styring
I alle landets kommuner er der stor idérigdom og viden om, hvad der virker lokalt. Derfor giver det rigtig god mening at sætte kommunerne fri og give langt større plads til at bringe medarbejdernes faglighed bedre i spil, så hovedfokus er på kvaliteten og ikke på unødvendigt bureaukrati og regulering.

Lad os håbe, at der efter valget er et flertal i Folketinget, der tror på frihed fremfor statslig styring på alle velfærdsområder

Anni Matthiesen (V)
Kommunal- og indenrigsordfører

Lur mig ikke om det også bliver meget sjovere at gå på arbejde som kommunalt ansat, hvis man får friere tøjler til at finde nye løsninger, som øger kvaliteten og effektiviteten til gavn for borgerne. Og oplever, at det man gør faktisk giver mening. Jeg forstår godt at papirarbejde og bøvlede sagsgange kan være med til at slukke de ansattes gnist. Lad os få den tændt igen.

Vi tror på, at det kan være med til at skabe en kultur, hvor man hele tiden overvejer, om pengene anvendes på den bedst mulige måde, eller om tingene kan gøres bedre og mere effektivt til gavn for borgerne. Desværre valgte den socialdemokratiske regering og de øvrige røde partier at stemme imod vores forslag om at udvide frikommuneforsøget. Ærgerligt for både kommuner og borgere. 

Og det virker generelt som om, Socialdemokratiet i deres regeringsperiode har sagt rigtig meget, men i virkeligheden gjort meget lidt, når det kommer til at afbureaukratisere og sætte kommunerne fri. For eksempel har Socialdemokratiet udadtil bakket op om at flere folkeskoler skal sættes fri, hvor vi i Venstre vil sætte alle folkeskoler fri.

Men når det kommer til stykket, så er de ikke lige så villige til at frisætte skolerne. For hvordan skal det ellers tolkes, når ministeren gang på gang skubbede og aflyste de forhandlingsmøder, der havde til formål at udbrede velfærdsaftalerne på folkeskoleområdet og sætte folkeskolerne fri fra lovgivning i en forsøgsperiode? Det endte med, at vi ikke nåede i mål inden valget. 

Lad os håbe, at der efter valget er et flertal i Folketinget, der tror på frihed fremfor statslig styring på alle velfærdsområder.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

0:000:00