Holger Schou Rasmussen om udligning: “Vi frygter et kludetæppe af politiske vennetjenester”

DEBAT: Mens vi venter på hvid røg fra ministeriet, går rygtet, at konservative kommuner ikke må lide tab på udligning. Så selvom det ikke kan blive meget værre end nu, kan politiske vennetjenester sætte Danmark over styr, skriver Lolland-borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Af Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Udligning er vores fælles ansvar for en balanceret og sammenhængende udvikling i hele Danmark, og i månederne her går vi utålmodigt og spejder efter hvid røg fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Der findes næppe ét rådhus i Danmark, hvor man ikke spændt venter på forløsningen. For hvad har et nyt udligningssystem med i posen til netop vores kommune? Er vi købt eller solgt?

Hvor meget der er på spil, illustreres bedst – og samtidigt mest sørgeligt – ved, at KL har måttet trække sig fra det forberedende arbejde, fordi medlemskommunerne står i hver deres hjørne. Forståeligt, for der er meget på spil og forskellige interesser, men også en falliterklæring for os alle, at kommunernes talerør må trække sig fra arbejdet med den vigtigste beslutning siden strukturreformen.

“Det kan ikke blive værre”
Vi venter også på forløsningen her i Lolland Kommune. Jeg sætter min lid til, at vi som landdistriktskommune uanset udfaldet næppe kan blive værre stillet, end vi er med udligningssystemet i dag.

Et system, som belønner social eksport, som belønner de kommuner, der ”hjælper” deres udsatte borgere med at flytte til kommuner som Lolland, og som belønner de store byer ved at kategorisere højtuddannede udlændinge som udlændinge uden uddannelse.

Og når du ved siden af et skævt udligningssystem så samtidig fyrer op under den skæve udvikling med kontanthjælpsloft og 225-timers regel, der presser flere og flere ud af de store byer. Ja, så kan det kun blive bedre.

Frygt for særinteresser i udligning
Omvendt skal vi selvfølgelig ikke tage noget for givet, for i politik kan det også altid gå fra slemt til værre. Og det er tilfældet, hvis man kan tro NB Økonomi 30. januar.

Her fremgår det, at et af regeringens kriterier for Finansministeriets arbejde er, at konservative kommuner ikke lider tab som følge af en udligningsreform. Det giver næring til ens bange anelser, for at binde en ny udligningsreform op på særinteresser, på byrådenes politiske sammensætning, er alt andet end fællesskabets ansvar for udviklingen i hele Danmark.

Jeg håber, at det bare er et rygte, selvom NB Økonomi plejer at være særdeles opdateret på, hvad der rører sig på det kommunaløkonomiske danmarkskort.

Fokus på vores Danmark, ikke på vennerne
Min opfordring til Christiansborg er, at et nyt udligningssystem skrues sammen, så det sikrer og skaber udvikling i hele Danmark. Fremfor at være et kludetæppe af politiske vennetjenester – uanset om tjenesterne er blå, grønne, røde eller noget helt fjerde. På den ene side er det selvfølgelig forståeligt, at ens kamp for et nyt udligningssystem også er dikteret af at ville tilgodese politiske venner på bekostning af fjender.

Det handler politik jo også om, men når det er sagt, så skal jeg alligevel komme med den – måske naive – opfordring om, at Christiansborg holder øjnene på bolden fremfor at gå efter manden. Mindre fokus på vennerne ude i kommunalbestyrelserne og mere fokus på Danmark, tak.

De færreste politikere har meget at lade andre høre i spørgsmålet her. Også i Lolland Kommune er vi engageret i kampagner, der prøver at styre debatten i en, synes vi, mere fornuftig og saglig retning.

Dem står jeg altid gerne på mål for, for som sagt er det en naturlig del af politik at kæmpe for sig og sine, men lad os i kampen også have blik for helheden. Lad os være ambitiøse og sigte efter et sammenhængende, fair og langtidsholdbart udligningssystem. Hverken by eller land vinder ved at forfordele politiske venner og fjender.

Forrige artikel KL: Kommunalt forsyningsejerskab sikrer borgernes stemme KL: Kommunalt forsyningsejerskab sikrer borgernes stemme Næste artikel Kooperationen: Fællesskabsøkonomier skal fremtidssikre landdistrikterne Kooperationen: Fællesskabsøkonomier skal fremtidssikre landdistrikterne