Statsministeren går i offensiven med reformpolitik i Produktionsdanmarks tegn

Wroooom! Dansk politik er gået fra coronakrisens slæbegear til femte gear på ganske få uger.

Regeringen præsenterer det ene nye forslag efter det andet, og både statsministeren og senest Radikales leder lægger an til, at tiden efter corona-krisen og frem til næste valg står i de omfattende reformers tegn.

Også kommissioner barsler nu med længe ventede forslag. Senest Ydelseskommissionens forslag til en ny kontanthjælpsmodel, der allerede splitter regeringen og dets parlamentariske bagland, og siden venter flere reformforslag fra Reformkommissionen, der også vil vække til debat og skabe yderligere problemer for sammenholdet i rød blok.

Det er en paradoksal udvikling henset til, at Folketinget i dag onsdag afholder "afslutningsdebat", der markerer, at sommerpausen på Christiansborg står for døren, selv om meget arbejde med lovforslag i Folketinget slet ikke er afsluttet. I forvejen kører forhandlingerne om landbrugets CO2-udledning og infrastrukturinvesteringerne trægt. Indtil videre er ingen forlig i sigte. Det skal man også nå i mål med inden sommerpausen.

Ikke så lidt tyder på, at sommerpausen i år bliver kort, eftersom der er et opsparet behov for at diskutere alt andet end corona-restriktioner, og fordi megen politik venter på at blive lanceret og diskuteret i en tid, hvor corona-pressemøder ikke længere løber med al opmærksomheden.

Regeringen har i øvrigt travlt. Der er mindre end to år til næste valg, og erfaringsmæssigt kan den ikke forvente at komme igennem med større reformpolitik det seneste år op mod valget. Der er måske kun efteråret og foråret til at smede de sidste store forlig, især hvis regeringen ønsker at reformerne skal være brede, det vil sige indbefatte de borgerlige, og dermed holde længere end regeringens egen tid ud.

I sidste uge stod regeringen med to fiaskoer på hånden: Langelands-fadæsen og tilbagetoget med beslutningen om repatrieringen af de danske IS-mødre i Syrien. Det efterlod det indtryk, at regeringen nu pludselig efter to år med fuld damp på kedlerne ikke længere kunne gennemføre sin politik.

Men her en uge efter er regeringen igen gået totalt i offensiven. Man har først lanceret en forkølet Københavnerpakke uden penge, der dog skulle tjene det formål at tage brodden ud af den kritik, der fulgte kort efter med bebudelsen af endnu en udflytningsreform.

Denne gang handler det om udflytning af en række uddannelser fra universitetsbyerne til de små provinsbyer. Helt efter de tanker og idéer, som regeringens superideolog, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad, anbefalede i sin bog 'Udkantsmyten'. I øvrigt en politik, som både Dansk Folkeparti og Venstre også tilsluttede sig og allerede fik ført ud i livet under de Venstre-ledede regeringer.

I Weekendavisen fredag løftede statsministeren yderligere forventningerne til, at regeringen har store planer med reformer, der peger ti år ud i fremtiden. Et klart tegn på regeringens høje ambitioner og en forsikring om, at regeringschefens jernvilje vil blive mobiliseret til at gennemføre nye reformer, der kan skabe forandringer, og som samtidig har den siddeeffekt, at offensiven får de seneste ugers ydmygelser til at fordufte som dug for solen.

Onsdag under afslutningsdebatten tog statsministeren både livtag med nogle af de store uløste samfundsproblemer og de bundne opgaver ved i sin indledende tale at anvise den helt samme vej, der allerede blev skitseret i Weekendavisen fredag.

Det er en meget stærk fortælling, som regeringspartiet har bygget op om sig selv.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Overordnet er målsætningen den samme som borgerlige regeringers. Regeringen ønsker mere vækst, velstand og beskæftigelse. I de senere år er klimaet også indskrevet som en uomgængelig målsætning. Alt det kræver ikke overraskende, at dansk erhvervsliv fortsat formår at være konkurrencedygtig for at kunne levere den nødvendige velstand, som er hele fundamentet.

Men det fordrer også en tilstrækkelig mængde veluddannet faglært arbejdskraft, så virksomhedernes vækstmuligheder ikke begrænses og fører til udflytning til andre lande. Og her forestiller regeringen sig tilsyneladende, at den i provinsen kan opdyrke det længe erkendte uudnyttede reservoir af ikke-uddannede unge på mere end 20 procent af en ungdomsårgang, der således kan hjælpe virksomhederne med at levere den faglærte arbejdskraft, som alle kan se er nødvendig for at nå i mål med vækstkravene. Mange af disse unge er mænd, der i dag bor i provinsbyer, hvor job og uddannelsesmulighederne er for få. Det gør regeringen noget ved nu, må man forstå.

I talen i folketingssalen pegede Mette Frederiksen også på, at hvis denne omstilling skal lykkes, vil den tilsyneladende også kræve ændringer af folkeskolen, som hun beskrev som alt for akademisk for mange unge, der i dag ikke får en uddannelse. Løsningen er, at samfundet skal sørge for at få nogle flere unge tidligt ud på en "rigtig arbejdsplads". Det er selvfølgelig godt tænkt, men spørgsmålet er, om det er så nemt i praksis. Til efteråret vil regeringen præsentere de praktiske løsninger til, hvordan det kan ske.

Synspunktet og idéerne er et direkte livtag med dem, der ikke kan få uddannelse nok, og anviser en vej, der flugter 100 procent med tidens helt dominerende populistiske strømning i Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor man helst vil være parti for faglærte og ufaglærte mænd i landet stationsbyer, der ellers kan finde på at stikke af til Dansk Folkeparti, som man så det i 00’erne og ikke mindst i 2015.

Det begavede er dog, at det efterlader stort set intet rum for de borgerlige til at formulere et modsvar. Formentlig vil de også omfavne bestræbelserne for at få de ikke så bogligt-mindede og mere praktisk orienterede unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at der er god samfundsøkonomi i at få mere nødvendig og allerede nu efterspurgt faglært arbejdskraft ud til virksomhederne, heraf følgende mindre offentlig forsørgelse og færre sociale omkostninger forårsaget af lediggang, lav uddannelse m.v.

Tiden efter corona-krisen og frem til næste valg står i de omfattende reformers tegn.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Omvendt vil regeringen nok få problemer med Radikale, som hverken bifalder udflytning af uddannelser til provinsen, og som traditionelt er blandt dem, der har arbejdet for at institutionalisere uddannelserne. Spørgsmålet er dog, om partiet for alvor vil modsætte sig regeringens idéer, som statsministeren meget offensivt i Weekendavisen beskrev som "værdikamp". Måske kunne den pragmatiske tilgang for Radikale være, at de ligeså godt kan teste dem af, nu hvor utallige erhvervsskolereformer ikke har virket?

Alternativet er at gå i krig med sin egen statsminister. Det vil Mette Frederiksen næppe have noget imod. Det har længe været en del af strategien at stå i opposition til Radikale, og også her har Kaare Dybvad leveret både analyse og politisk idelogisk ammunition med sin anden debatbog 'De lærdes tyranni', der netop anbefalede et opgør med den kreative elites centralisering af uddannelsessystemet, der blev akademiseret og dermed skabte ulighed. Man kan således umuligt overvurdere Dybvads indflydelse på denne regerings politik.

Det er også en lighedsfortælling, som regeringen har gang i. Der har længe været stemmer i opgøret med det postulerede "uddannelsessnobberi". Socialdemokratiet har længe hellere villet være parti for de glemte arbejdere – faglærte og ufaglærte – og især mænd i provinsen fremfor akademikerne i byerne. Det er ikke til at se, at Mette Frederiksen selv er akademiker fra Aalborg Universitet med speciale i Afrika-studier.

Regeringen ser også satsningen på flere uddannelsespladser i provinsen som en løftestang til at nå andre målsætninger. Det er eksempelvis rimeligt at regne med, at det i højere grad er smede og diverse teknikere mere end det er horden af kommunikationsfolk og folk med eksamen i kolonialistiske strukturer og hvidhedsstudier, der bringer os i mål med udvikling og installering af klimaløsninger. Og hovsa! Det er jo lige netop den slags produktion, hvor regeringen satser på, at Danmark fortsat kan bevare en konkurrencefordel.

Det er en meget stærk fortælling, som regeringspartiet har bygget op om sig selv, og hvem Socialdemokratiet vil være parti for. Og det er ikke ulogisk, at regeringen og statsministeren nu på et tidspunkt, hvor man har stødt på modgang, genaktiverer fortællingen med konkrete udspil, som man har set det med udflytningen af uddannelser til provinsen.

Den ekstragode nyhed for regeringen er, at der næppe er ret mange partier, der vil stille sig i vejen for den. For meget tyder på, at de borgerlige også vil være parti for faglærte og ufaglærte mænd i provinsen. Og i spidsen for hele denne fortælling om et rigt land med velstand, produktion og beskæftigelse i hele Danmark står såmænd statsministeren selv. Det kan ikke blive bedre!