Flere borgmestre vil kaste håndklædet i ringen, hvis Christiansborg forbliver tonedøv over for kommunerne 

Og afskedssalutten blev også rettet mod hans eget parti: "Nogle gange virker det, som om det handler mere om at få den rigtige overskrift i de nationale medier, end det handler om at løse de problemer, som faktisk eksisterer i vores samfund. Det inkluderer også mit eget parti."

I Viborg har borgmester Ulrik Wilbek (V) meldt ud, at han takker af efter otte år på posten med udgangen af 2025 og således ikke genopstiller.

Til Viborg Stifts Folkeblad siger han om beslutningen: "Jeg har altid haft et arbejdsliv, hvor syv-otte år med noget passede mig fint. At være borgmester er samtidig et sindssygt hårdt job, og det er et job, som man kan varetage på mange forskellige måder. Jeg er sådan en, der går all in og bliver ædt op med hud og hår, fordi jeg gerne vil gøre så meget for Viborg Kommune, som jeg overhovedet kan."

De tre eksempler understreger på en gang nogle meget personlige valg for nogle af landets markante kommunale stemmer og stemmeslugere, men samtidig også, at jobbet som borgmester er blevet langt hårdere end tidligere.

Jeg tror, at vi kommer til at se mange flere borgmestre end sædvanligt, der takker af ved kommunalvalget 18. november 2025.

Lisbeth Knudsen

De lever i et konstant krydspres mellem svære økonomiske prioriteringer, store samfundsmæssige forandringer, øget pres og aktivisme fra borgerne og udsigt til store udfordringer demografisk og økonomisk i de kommende år.

Og for så at sige det ligeud. Mange af borgmestrene føler, at der er blevet længere til Christiansborg og til inddragelse af dem i deres egne partiers strategier og beslutninger. Trods mange opråb om de kommunale udfordringer synes partierne på Christiansborg at være tonedøve.

Flere nævner SVM-regeringens seneste pressemøder om ældrereform og en ny plan for folkeskolen. Her bliver der lovet guld og grønne skove på velfærdsområdet med frisætning og regelsanering som de positive buzzwords, men pengene følger ikke med til at modstå presset på serviceforringelser. Og kommer der penge, så er udsigterne lange og henne i 2027 eller 2028.

Det bringer kommunalpolitikerne i en håbløs dobbeltild, hvor borgerne ser pressemøderne og alle løfterne, mens kommunerne må komme med alle de sure dagsordener om besparelser, medarbejdermangel og lukninger af skoler, fritidstilbud eller andre områder.

Mange kommuner kigger lige i øjeblikket på fremskrivninger af befolkningssammensætning, skatteindtægter og behov for flere plejehjem, skoler, grøn omstilling og investeringer massivt i ny teknologi.

Mens finansministeren tilsyneladende har uanede mængde af penge i det nationale råderum til blandt andet enorme forsvarsinvesteringer, så kigger kommunerne dybt i deres råderum og ser mange steder en fremtid, der ser temmelig sort ud.

Kommunalpolitikerne oplever i lidt mindre grad i 2023, at de i kommunalbestyrelsen har mulighed for at handle og skabe resultater, end det var tilfældet i 2019.

Lisbeth Knudsen

Vel at mærke hvis borgernes stigende forventninger til det offentlige skal indfris. Og bliver de ikke det, skærpes tonen lokalt til et velfærdsoprør. Som det, vi ser, på skoleområdet lige i øjeblikket i dele af landet.

Jeg plejer at stille byrådene det svære spørgsmål, når jeg kommer rundt til deres strategimøder, om vi økonomisk er nødt til at have færre "varer" på hylderne i den offentlige servicebutik. Simpelthen for fortsat at kunne være det solidariske samfund, der tager hånd om de svageste.

Og nogle steder er svaret et ja. Andre steder at vi må gøre op med den tankegang, at vi alle har samme rettigheder til offentlig service, og at en større del af den offentlige service bør omlægges til at bero på konkrete individuelle behov og ikke universelle standardrettigheder.

Jeg tror, at vi kommer til at se mange flere borgmestre end sædvanligt, der takker af ved kommunalvalget 18. november 2025. Ifølge en analyse foretaget i 2023 af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Kommunernes Landsforening blandt kommunalpolitikerne kan der konkluderes følgende:

• Kommunalpolitikerne oplever i mindre grad i 2023, at de har opbakning fra borgerne, at de kan fastholde borgernes tillid, og at borgerne har forståelse for vigtigheden af det lokale repræsentative demokrati, end det var tilfældet i 2019.
• Kommunalpolitikerne oplever i lidt mindre grad i 2023, at de i kommunalbestyrelsen har mulighed for at handle og skabe resultater, end det var tilfældet i 2019.
• Kommunalpolitikerne ser sig selv som individuelt mere konsensusskabende i 2023, end det var tilfældet i 2019.
• Kommunalpolitikerne oplever i højere grad i 2023, at de i kommunalbestyrelsen har blik for, hvordan deres adfærd påvirker ledelsen i kommunen, end det var tilfældet i 2019.
• Kommunalpolitikerne tenderer i 2023 til at være lidt mindre villige til at genopstille ved kommunalvalget i 2025 sammenlignet med andelen, der i 2019 angav at være villig til at genopstille til valget i 2021.

Min pointe er – med afsat i Birgit S. Hansens og andres afgang – at vi mere end nogensinde har brug for markante, modige borgmestre, som er i stand til at kommunikere til borgerne om de svære prioriteringer og valg, som vi kommer til at se i det kommunale landskab de kommende år.

Og at vi mere end nogensinde har brug for stærke kommunalpolitikere og borgmestre, som kan tage dialogen op med Christiansborgpolitikerne og gøre dem forståeligt, at lokalpolitikerne står med nogle voksende kommunikationsproblemer og sammenstød mellem den nationale og den lokale virkelighed.

Hvad er det så, der er sket, bare siden seneste kommunalvalg?

• Opgavevæksten i velfærdskoncernen Danmark stiger. Kompleksiteten stiger. Og selv om der nu tages lidt hul på regelsanering efter aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, så er der lang vej igen. Og der er stærke eksempler på lovparagraffer, som er i modstrid med hinanden.
• Presset fra sociale medier stiger. Den nemme adgang til kunstig intelligens forøger problemet.
• Den svære prioriteringsopgave strammer til – økonomistyring, anlægsloft og budgetlov presser kommunerne. Adskillige kommuner ser ind i store demografiske udfordringer med flere ældre og færre i den erhvervsagtige befolkninger, som leverer skatter til velfærden.
• Vækstkommunerne med voksende befolkningstal og en lovende erhvervsudvikling og mulighed for at tiltrække arbejdskraft har det selvfølgelig nemmere, men også her stiger forventningerne til den offentlige service, til flere og bedre daginstitutioner og skoler og fritidsaktiviteter.
• Kravene til mere nærdemokrati vokser: høringer, borgermøder, brugermøder, samskabelse. Borgerne vil have med indflydelse på de politiske beslutninger uden om de politiske partier, som færre og færre melder sig ind i.

• Stigende krav til politikernes kompetencer, når det gælder om at tage stilling til en række etiske spørgsmål ved digitalisering og anvendelse af velfærdsteknologi.
• Borgerne vil se resultater på bæredygtighed, klimasikring, biodiversitet og sikker energiforsyning.
• Konflikterne mellem by og land handler ikke kun om noget, der foregår inde på Christiansborg mellem de såkaldt Københavnske saloner og landmændene i yderområderne. Den kamp er lige så intens i landkommunerne mellem de større byer og de omliggende landsbyer og deres forventninger til det gode liv på landet med samme kommunale service som i byerne.
• Ansvaret for at udvikle kommunen til en attraktiv arbejdsplads er pinedød nødvendig, hvis man skal kunne konkurrere i kommunen med det private om de alt for få hænder og hoveder, der vil være til rådighed på arbejdsmarkedet frem mod 2030.
• Løsningerne på de svære velfærdsproblemer skal meget ofte findes i tværgående og tværsektorielle strategier. Men det er hverken den politiske udvalgsstruktur eller forvaltningsstrukturerne indrettet på.

Der er med andre ord rigeligt at kæmpe med som kommunalpolitiker og borgmestre i krystalkuglen for 2030 og 2035. Hvis man skal holde sig til regeringsprogrammet, så kan kommunerne vente reformstorm de kommende år.

Så moderpartierne skal nok begynde at have et blik for, at de kan miste rigtigt mange modige personligheder og stemmer i det kommunale politiske landskab, hvis ikke der etableres en bedre koordinering og hjælp til de svære kommunale prioriteringer, end vi har set partierne på Christiansborg praktisere de seneste par år.