Eksperter afslører endnu engang Socialministeriets grundlæggende svaghed

Det manglende helhedssyn og uviljen til at gå ud over Socialministeriets ressort er katastrofalt, og det viser Socialministeriets svage position i forhold til andre ministerier.

Helt modsat er det for eksempel ikke et problem for Undervisningsministeriet at pege på de mange med sociale problemer i folkeskolen. Men Socialministeriet må ikke gå ud over sine egne grænser.

Selv ikke i et såkaldt uafhængigt ekspertudvalgs arbejde. Det betyder, at udvalgets arbejde stort set er spildt, for det hjælper ikke mennesker med særlige behov til et bedre liv.

Den anden årsag til mangel på helhedsorientering er, at udvalgets arbejde er domineret af økonomfaglig tænkning. Derfor fylder forebyggelse tænkt som længerevarende støtte og indsats ikke rigtig.

Udvalget har valgt ikke at pege på de mange konkrete tiltag, som kommunerne med deres omfattende muligheder også uden for det sociale område kunne vælge at tage.

Knud Aarup

Som udvalget selv skriver: "De forebyggende indsatser risikerer dog at blive bortprioriteret, hvis effekten er usikker."

Den fagøkonomiske tilgang gør, at udvalget alene kan finde på at foreslå etablering af en resultatbetalingsfond, som kan udbetale for eksempel de statslige besparelser ved konkrete virksomme sociale indsatser.

Denne fond skal ses som et supplement til den allerede eksisterende Sociale Investeringsfond.

Igen lyder det godt og lovende, men realiteten er, at den type investeringsløsninger – måske med undtagelse af hjemløseområdet – ikke i virkelighedens verden har gjort nogen synderlig forskel.

Det er nærmest efterhånden en fastslået sandhed, at vi ikke ved meget om, hvad der virker på det sociale område.

Jeg har selv i mit tidligere virke bidraget til den udvikling, og udvalget fortsætter desværre den linje:

"Selvom man over en længere årrække har bevæget sig mere i retning mod at få udviklet og implementeret virksomme indsatser på socialområdet, herunder evidensbaserede socialfaglige metoder, så eksisterer der fortsat et vidensgab på socialområdet."

Det betyder, at udvalget kan nøjes med at foreslå en overordnet forskningsstrategi og et større fokus på udbredelse til virksomme sociale indsatser.

Men er det ikke at springe over, hvor gærdet er lavest? For er kendsgerningen ikke den, at lige netop i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser, psykisk sygdom eller sociale udfordringer har vi i mange år faktisk vidst rigtig meget.

Problemet er mere, at den viden – især efter kommunalreformen – ikke er blevet anvendt. 

Og er det ikke lige præcis fordi, kommunerne ikke har magtet opgaven efter 2007, at udviklingen har været, som den har? Det kunne udvalget godt have brugt noget af sin lange arbejdstid på.

Vi ved, at kompetencegivende uddannelse er en af livets bedste beskyttelsesfaktorer. Har man en kompetencegivende uddannelse eller bare en ungdomsuddannelse, er der mere end 50 procent chance for, at man er selvforsørgende som voksen.

Lad os tage en forholdsvis enkel funktionsnedsættelse som ord/talblindhed. Den rammer fem til syv procent af befolkningen.

Det vil sige 3-4.000 i hver ungdomsårgang, og ordblindhed er ikke som udgangspunkt knyttet til andre kognitive udfordringer. Mange ordblinde får i dag ikke ungdomsuddannelse, blandt andet fordi de ikke får folkeskolens afgangseksamen.

Og her er årsagen ikke, at der mangler viden. Den viden har vi haft i mere end 50 år. Det er blot et udtryk for, at de kommunale folkeskoler ikke har fokus på opgaven.

Hvis bare andelen af personer med ordblindhed fik uddannelse som andre og dermed en selvberoende fremtid, ville kommunerne kunne spare mange sociale indsatser og mange milliarder.

Tilsvarende ræsonnementer kunne laves i forhold til mennesker med forskellige former for fysiske handicap. Igen ligger ansvaret for den manglende indsats i kommunerne.

Betragter vi personer med psykisk sygdom, ser det rigtig slemt ud. Her er gabet op til andre menneskers uddannelsesniveau meget stort. Den 15-årige dreng, som bliver indlagt med stærk angst, vender ikke tilbage til sin folkeskole.

Vi ved, at tidlig indsats virker i forhold til børn med sociale problemer 

Knud Aarup

Det gælder i store træk mere end halvdelen af de 10.000 unge under 18 år, som årligt bliver indlagt i behandlingspsykiatrien. Kommunerne gør ikke noget, selvom ansvaret er deres.

Det betyder, at kun én ud af hver fem personer, som har været i berøring med behandlingspsykiatrien, er fuldt selvforsørgende som voksen. Der skal ikke megen beregning til at konstatere, at alene en bedre kommunal indsats i kommunernes skoleafdelinger for at få de unge tilbage til skolen kunne spare mange milliarder.

Vi ved også en hel masse mere ud over uddannelse som beskyttelsesfaktor. Vi ved, at tidlig indsats virker i forhold til børn med sociale problemer.

Alligevel er kommunerne ikke de seneste 30-40 år for alvor lykkedes med at komme i gang med de sociale indsatser, før barnet er blevet en 12-14 år. Gennemsnitsalderen for førstegangsanbringelse ligger stort set over tid konstant på 12-14 år.

Og så ved vi, at kontinuitet i sagsbehandlingen er en faktor, og alligevel er det ikke lykkedes kommunerne at skabe sådanne rammer for socialrådgiverne. Så de kan trives og udvikle sig på den samme arbejdsplads med den samme "sagsstamme". Det er igen et problem, som udvalget vælger ikke at gå ind i.

Sådan kunne jeg blive ved. Udvalget har valgt ikke at pege på de mange konkrete tiltag, som kommunerne med deres omfattende muligheder også uden for det sociale område kunne vælge at tage.

Det er for fattigt kun at pege på, at der skal forskes mere. 

Knud Aarup

Det er derfor for fattigt kun at pege på, at der skal forskes mere. Det er rigtigt, at der skal forskes, og at det skal ske med udgangspunkt i praksis.

Men det skal være med udgangspunkt i hele livssituationen for mennesker med særlige behov og ikke kun i den del af sektorlivet, som ligger inden for Socialministeriets ressort.

Der skal forskes på tværs.

Det vil sige det skal omfatte sundhed, uddannelse, beskæftigelse, sociale forhold og alle andre menneskelige forhold, som er relevant for alle mennesker, der lever et helt liv.

Men det kræver måske et udvalg nedsat under statsministeren.