Roger Buch: KL's nyeste alliance er blot endnu en manøvre i krigen om fremtidens sundhedsvæsen

Kampen om det nære sundhedsvæsen, som har ulmet i mere end ti år, er nu en åben krig.

KL's udspil sammen med de praktiserende læger organisation (PLO) er en forpostfægtning i forhold til udspillet fra Sundhedsstrukturkommissionen, som kommer senere på året.

Forslaget fra de to interesseorganisationer handler ikke mindst om anvendelse af de 1.500 flere praktiserende læger, der skal uddannes frem mod 2035, som en følge af Sundhedsreformen fra 2022.

Stigningen i antallet af praktiserende læger på mere end 40 procent, som reelt set blot kompenserer for flere ældre, og altså ikke giver flere ressourcer, havde støtte fra alle partier i Folketinget. Men der er ikke nødvendigvis enighed på Christiansborg, om hvor og hvordan disse læger konkret skal arbejde. Og Danske Regioner har helt andre planer end KL og PLO.
Slagsmålet om lægerne og de mange andre dele af fremtidens nære sundhedsvæsen vil fortsætte resten af 2024. Men det, som i virkeligheden burde vække opmærksomhed, er det store kommunale ønske om ansvar for sundhedspolitikken.

Det er nemlig på mange måder ubegribeligt, at kommunerne virker så sultne efter flere sundhedsopgaver. Sundhed er et uendeligt dyrt område, som de internationale tal viser – man kan altid bruge flere penge.

Mange lande bruger både 15 og 30 procent mere på sundhed end Danmark gør – og USA bruger hele 75 procent mere!

Sundhedsudgifterne i Danmark bliver formentlig holdt nede af, at de fleste opgaver og udgifter er samlet ét sted: i regionerne. Og ét sted, som fra fjerndistancen er stramt styret af staten.

Placeres sundhedsopgaven i kommunerne vil presset for mere sundhed formentlig blive sværere at afvise. I kommunerne kommer udgifter til sundhed til at konkurrere med udgifter til skoler, daginstitutioner og ældre. Sundhed kan let komme til at vinde den kamp, på samme måde som KL selv siger, at de specialiserede social- og handicapopgaver har gjort siden kommunalreformen i 2007.

Set udefra virker det som en både ret uforståelig og formentlig farlig kurs.

Roger Buch

Meget tyder på, at kommunerne igen er ved at begå en fejltagelse: Troen på, at man kan løse opgaver bedre og billigere end regionerne fører til overtagelse af opgaver, som kommunerne bagefter opdager, er dyrere og vanskelige at løse godt.

Men hvorfor gør kommunerne det så? Måske netop ud fra selvsamme logik: Sundhed er et stærkt område, som er svært at styre økonomisk!

Kommunerne har over de seneste 15 år oplevet, at staten og regionerne er vokset økonomisk, mens kommunernes økonomi har stået stille. Det kan eksempelvis ses i kommunernes andel af de offentligt beskæftigede, som er faldet med 3,5 procentpoint, mens regioners andel er vokset med 1,8 procentpoint.

Konkret betyder det, at regionerne har fået cirka 20.000 flere fuldtidsansatte til at håndtere flere syge, som blandt andet kommer på grund af det stigende antal ældre.

Kommunerne har derimod i absolutte tal cirka lige så mange ansatte som i 2008 og har derfor ikke fået flere hænder til at tage sig af den grønne omstilling, flere ældre, flere flygtninge og i de seneste år også flere børn i daginstitutioner og skoler.

Måske er dét KL's rationale: At selv om sundhed kan være en ustyrlig størrelse økonomisk, så er det bedre selv at styre den, end at væksten i sundhedsudgifter og sundhedspersonale sker i regionerne – og måske med kommunerne som taberen i makrospillet om de offentlige finanser.

Men stadig: skræmmer erfaringerne med social- og handicapområdet virkelig ikke KL? – og hvad tænker borgmestre og kommunalpolitikere om det? Set udefra virker det i hvert fald som en både ret uforståelig og formentlig farlig kurs.