Bertel Haarder: Brug penge på museer og sang i stedet for at ansætte flere i Kulturministeriet

Hvis jeg var kulturminister og fik 25 millioner kroner til at bemande to nye kontorer med 30 ekstra ansatte, så ville jeg overveje i stedet at bruge pengene som sukker på en museumsreform.

Sagen er jo, at en museumsreform kun giver utak, hvis der ikke lægges nogle penge oveni. Man hører aldrig fra dem, der får mere, kun fra dem, der får mindre. Det bliver et hundeslagsmål.

Den eksisterende fordeling af midlerne er ret tilfældig og rummer ikke de rette incitamenter, der fremmer kvalitet og publikumsinteresse. Ofte er det historiske grunde, der har ført til, at nogle museer får langt mere end andre.

Hvis der skal mere rimelighed ind i fordelingen og tilføjes nogle incitamenter, så går det meget lettere, hvis de fleste får mere, så færre får for lidt!

Jeg nåede i min ministertid at modtage fire modeller for en ændret fordeling, og jeg tilføjede en femte, som jeg synes er den bedste. Men den lider under pengemangel. Der er brug for en ekstra indsprøjtning til museerne, der som helhed har stærkt stigende besøgstal og masser af frivillige, der bakker op. De fortjener et løft.

Til slut vil jeg opfordre kulturministeren til at træde i karakter og gøre som sin forgænger Bodil Koch (S), der ikke rettede ind efter de skiftende regeringer, hun sad i.

Bertel Haarder (V)
MF, forhenværende kulturminister

Man kan altid diskutere incitamenterne. Det kan for eksempel være noget med kvalitet (peer-reviews) og belønning for publikumstal, indtjening og private og kommunale tilskud. Til gengæld synes jeg, man kan slække på den firkantede forskningsforpligtelse, der gælder i dag.

Den folkelige sangs renæssance
I stedet for ekstra penge til Kulturministeriets administration kan der med fordel ske en vis prioritering.

For eksempel så Slots- og Kulturstyrelsen i højere grad fokuserer på det væsentlige og ikke bruger så mange arbejdstimer på at forbyde ændringer og indgreb, der ikke er uoprettelige, hvad enten det drejer sig om flytning af kirkebænke, træer på gravhøje, omlægning af klinker eller Flakfortets publikumsvenlige forbedringer – for nu at nævne nogle af de dårlige oplevelser fra min egen ministertid.

Jeg ville følge op på den folkelige sangs renæssance, genoplive ”Sangens dag” og ”Sangens år” og udforme en folkeligt forankret sangkanon med henblik på at finde frem til de sange, der mest fortjener at blive fælleseje.

Det kan foregå som med Danmarkskanon'en, hvor de ti vigtigste værdier blev kåret ved en digital afstemning, hvor der blev afgivet 300.000 stemmer.

Til slut vil jeg opfordre kulturministeren til at træde i karakter og gøre som sin forgænger Bodil Koch (S), der ikke rettede ind efter de skiftende regeringer, hun sad i. Når Joy Mogensen kunne skrive og holde en god tale til åbningen af Anna Ancher-udstillingen, så kan hun også råbe op og kæmpe kulturens sag.