Dansk Erhverv: Sæt kulturerhvervene fri

25-30 nye medarbejdere skal i den kommende tid supplere de nuværende 85 i Kulturministeriet. Det kan give god mening i den nuværende situation, for coronakrisen har som en fremkaldervæske afsløret, at ministeriet ikke har haft den nødvendige indsigt i de bærende forretningsmodeller på kulturområdet.

Det stod for eksempel lysende klart, da kulturministeren og erhvervsministeren sidste år lancerede en sommerpakke, mens stærke begrænsninger martrede store dele af kulturlivet, og både teatre og koncertsteder havde lavsæson. Offensiven gav heller ikke noget til byerne, hvor krisen har gjort mest ondt.

De anvendte tilskud og rabatter viste sig også at være stærkt konkurrenceforvridende over for private attraktioner. Samlet set var sommerpakken en skidt konstruktion for kulturlivet.

Forhåbentlig kan nye medarbejdere til ministeriet hjælpe kulturlivet tilbage på ret køl efter et år i respirator. Det er tiltrængt. Spørgsmålet er bare, hvad de så skal lave, når der engang er ryddet op efter krisen.

Ifølge ministeren selv, skal de medvirke til, at kulturen spiller en stærkere rolle i vores samfundsdiskussion. Sympatisk, men også meget ukonkret. Det er trods alt henved 50.000 årlige arbejdstimer, der potentielt nu tilføjes området.

Flere kolde hænder til Kulturministeriet vil næppe være løsningen på de grundlæggende udfordringer for kulturvirksomhederne. Måske er løsningen snarere, at ministeriet skifter taktik, opererer mere agilt og får optimeret de områder, der helt oplagt spiller sammen med erhvervslivet.

Sæt kulturerhvervene fri
Sammen med ungdommens trivsel er festivalerne blevet symbolet på genåbningen. De er på mange måder på forkant med udviklingen. De er gode til at tjene pengene selv og får kun i begrænset omfang offentlige tilskud. På markedsvilkår har mange alligevel et stort overskud til at engagere sig i de demokratiske samtaler, den grønne omstilling og opgøret med diskrimination.

Ifølge ministeren selv, skal de nye medarbejdere medvirke til, at kulturen spiller en stærkere rolle i vores samfundsdiskussion. Sympatisk, men også meget ukonkret.

Michael Folmer Wessman
Chefkonsulent, Dansk Erhverv

Ligesom de øvrige kulturerhverv leverer de masser af omsætning, arbejdspladser og lokale turistindtægter. Før coronaen havde landets museer, biografer, koncertsteder, forlystelsesparker og teatre tilsammen mere end 55 millioner besøgende om året. Vi bør derfor se kulturområdet som et aktivt forretningsområde og et erhverv, der både skaber stor økonomisk værdi i sig selv, men som også bidrager til den lokale turisme, de demokratiske samtaler og dannelsen af den enkelte.

På den måde er det helt oplagt, at de nye medarbejdere – der efter krisen måtte være behov for til truppen – først og fremmest bliver kastet ind i kampen for at styrke kulturerhvervenes rammevilkår.

Kulturlivet er dog ikke kun markedsomsat værdi, og der kan være god ræson i offentlige investeringer på kulturområdet. Men for ofte glemmer vi, at guldet ikke ligger i støtteordninger, men i de private husholdninger. Det skal et genfødt kulturministerie kunne favne langt bedre.

Kulturlivet skal sættes mere fri, og kulturvirksomhederne skal have flere incitamenter til at tjene deres penge selv og blive mere markedsorienterede. Kulturministeriet bør derfor sammen med Erhvervsministeriet udarbejde en ambitiøs kulturerhvervsplan, der netop kan løfte kulturerhvervene og sætte dem fri.

Indholdet i planen bør først og fremmest bero på en solid analyse af de gældende forretningsmodeller, men planen skal også udfordre institutionerne på deres rolle i en digital og international virkelighed. Og så skal planen gøre det muligt at fjerne barrierer, så det bliver mere enkelt for både små og store aktører at få godkendt og kunne gennemføre spændende nye kulturbegivenheder.

Penge- og publikumsstrømme
Kulturministeriet skal også få meget mere ud af de tal, som allerede ligger på kulturområdet. Med støtte følger der ofte stærke afrapporteringskrav, men det bliver desværre sjældent til mere end tunge, støvsamlende rapporter.

Tallene bør i stedet bringes i spil, så de kan holdes op mod de andre kulturområder eller belyse aktuelle udfordringer. Ja faktisk bør tal og målinger på kulturområdet være den gave, som kan løfte kulturministeren bort fra nedrykningspladserne i ministerhierarkiet.

Vi skal blive meget bedre til at måle kulturens reelle værdi. Både pengestrømme og publikumsstrømninger skal afdækkes, og vi skal have skilt de økonomiske analyser fra de øvrige værdianalyser, hvis det for alvor skal rykke for kulturlivet.

Der er både brug for at samle op på det eksisterende grundlag, men også for at udvikle helt nye tal. Og igen bør det ske agilt og i et samspil med Erhvervsministeriet, så det kan komme de aktive og værdiskabende kulturerhverv mest muligt til gode.