Cepos om bibliotekernes krise: Reformér biblioteksloven

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef i Cepos

Public service er en form for deleøkonomi, der er opfundet, før ordet deleøkonomi overhovedet kom på tale. Vi har i dag to store public service-institutioner: DR og folkebibliotekerne. De to institutioner er lige store. De koster hver i omegnen af tre milliarder offentlige kroner at drive. Begge institutioner er i krise.

Public service er et rigtigt princip, når omkostningerne ikke bliver større, såfremt flere benytter ydelsen. Det koster et vist beløb at indkøbe en bog, men flere læsere koster ikke flere penge.

Billige almindelige markedsgoder
Tiden har imidlertid udhulet det oprindeligt indlysende argument for at organisere radioproduktion og bogudlån som public service. Radioprogrammer, tv, musik, film og bøger er med samfundsudviklingen ved at blive til billige almindelige markedsgoder, hvor betalingsordninger fint fungerer.

Public service-institutionerne vil uvilkårligt søge at fastholde eller endda udvide deres volumen. Den alternative strategi ville være at fokusere på ydelser, som også i dagens samfund må organiseres i public service-form, såfremt de skal bestå. Såvel DR som folkebibliotekerne ville da skulle reduceres til en ganske anderledes beskeden volumen.

Nye aktiviteter på folkebibliotekterne
Krisen er dybest på folkebiblioteksområdet. Folkebiblioteksloven fastslår, at ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier”.

Såfremt folkebibliotekernes udvikling skal videreføres, er der stærkt brug for, at Folketinget nyformulerer folkebibliotekernes nu snævre formålsparagraf, så den giver plads for hvad som helst. Folkebibliotekerne er allerede i dag langt ude i lovgivningsmæssigt ukendt farvand.

Henrik Christoffersen
Forskningschef i Cepos

Herudover skal der formidles offentlig information. Benyttelsen af folkebibliotekernes bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre materialer er imidlertid styrtdykket siden midten af 1980’erne. Blot fra 2009 til 2015 faldt bogudlånet med mere end en fjerdedel, og også udlånet af nyere tilkomne medier er i fald. Det har fået folkebibliotekerne til at gå ind i andre aktiviteter uden for folkebibliotekslovens formål. Det gælder udlån af værktøj, afholdelse af yoga-kurser og meget andet. Folkebibliotekerne kaster sig herved ud i en stadig tydeligere konkurrence med såvel private næringsdrivende, som medborgerhuse og andre kommunale eller foreningsdrevne institutioner.

Brug for nyformulering af loven
Såfremt folkebibliotekernes udvikling skal videreføres, er der stærkt brug for, at Folketinget nyformulerer folkebibliotekernes nu snævre formålsparagraf, så den giver plads for hvad som helst. Folkebibliotekerne er allerede i dag langt ude i lovgivningsmæssigt ukendt farvand.

Også en insisteren på, at folkebibliotekerne fastholdes på aktiviteter, som stadig har karakter af at være renlivet public service, vil fordre ny bibliotekslovgivning. Her vil samfundsudviklingen nemlig kalde på en helt ny folkebiblioteksinstitution, som i hovedsagen virker gennem nye medier og altså frigør sig fra de fysiske materialer og den lokale forankring, når virksomheden overgår til distribution via nettet. Sådan en institution vil nærliggende få træk fælles med eksempelvis Cinemateket på filmområdet. Her giver folkebibliotekslovens bestemmelse om, at alle kommuner skal drive et folkebibliotek, ikke længere mening, for de lokale aktiviteter kan da lige så vel bedrives i lokale medborgerhuse eller i andre lokale rammer.

Handling på nationalt plan
Reformering af folkebibliotekerne vil nødvendigvis støde på store udfordringer. Folkebibliotekerne hviler nok på en national lovgivning, men er i øvrigt funderet i kommunerne. Kommunerne råder imidlertid ikke over organisatoriske strukturer, som vil kunne mobilisere et niveauskifte til at blive en national institution. Kommunestrukturen låser derimod overvejelserne fast til at søge efter forandringer på rent lokalt niveau, og det leder altså folkebibliotekerne stadig længere væk fra Folketingets intentioner med biblioteksloven.

Skal denne fastlåsning brydes, så vil det være nødvendigt med en helt anderledes stærk kraft til at få løftet debatten om fremtidens biblioteksvæsen op på et nationalt samfundsplan. Den opgave ligger hos kulturministeren. Vi har indtil nu kun set svage tilløb til at få sådan en proces sat i værk.