Christian Juhl: Vi har pligt til at formidle kolonihistorien

Der er stor interesse for, hvordan vi forsker i og formidler viden om den periode af historien, hvor Danmark hentede slaver fra Afrika og bragte dem til Danmarks kolonier. 

Set med datidens øjne, var det ok at slavegøre mennesker, fjerne dem fra deres hjemstavn og bruge dem som billig arbejdskraft.

Men som med mange andre ting, for eksempel den måde vi behandlede eksperimentbørnene fra Grønland og børnehjemsbørn fra Godhavn, skifter synet på historien med tiden.

Det gælder for eksempel også krigen i 1864, hvor synet på regeringens ageren har ændret sig markant de sidste 10 til 15 år i kraft af forskning og ikke mindst god formidling. Det har skabt debat. Men historikere, museumsfolk og politikere kan hjælpe.

Politikerens opgave
Et eksempel var, da vi for nogle år tilbage skulle tage stilling til et hjørne af kolonihistorien. Det skete i anledning af 100-året for salget af De Vestindiske Øer i Folketingets Præsidium.

Her overvejede vi, om vi kunne invitere unge fra øerne til at studere deres egen historie, eller om vi kunne forære nogle af de historiske kilder tilbage til de Vestindiske Øer. Vi besluttede at styrke digitalisering af de righoldige mængder af kilder fra øerne og gøre dem tilgængelige for alle. 

Rigsarkivet meddelte, at de ikke havde personale til at digitalisere så mange kilder, men med hjælp fra en stor gruppe frivillige lykkedes det dem alligevel at gennemføre opgaven til 2017. Det var en formidabel indsats og et godt resultat, som demokratiserede adgangen til de cirka fem millioner scannede sider.

Hertil blev der skrevet en del faghistoriske og enkelte skønlitterære bidrag, lavet udstillinger og debatteret politisk, om det – set med nutidens øjne – var i orden at handle med og holde slaver og at sælge øerne til USA.

Det var Danmark, som enevældig stat, der inspirerede og understøttede handelen med slaver samt driften og administrationen af kolonierne, hvor de slavegjorte arbejdede og blev groft udnyttet

Christian Juhl (EL)
Museumsordfører

Nogle politikere besøgte øerne og var med til at skabe debat om, hvorvidt det var på sin plads at beklage vores lands handlinger under kolonitiden. Lars Løkke Rasmussen gav i en tale på øerne en de facto undskyldning for det enevældige Danmarks handlinger, da han kaldte slaveriet for utilgiveligt. Det er politikerens opgave, ikke historikerens.

Forskruet debat om skyld og ansvar
Da Kolonihistorisk Center forrige år inviterede Søren Søndergaard og jeg til en snak foran pakhuset ved Københavns Havn for at fortælle os om deres plan om et kolonihistorisk museum, lød det interessant.

Men strukturen om planerne virkede meget løs, men jeg er enig i, at det er vigtigt at styrke forskning og formidling af denne sorte periode i vores historie. Derfor stillede vi et forslag til Finansloven for 2021 om at afsætte penge til en udredning om muligheder for at realisere planen – enten i selvstændige bygninger eller som en del af andre museer.

Der har i kølvandet på denne beslutning rejst sig en lidt forskruet debat om skyld og ansvar. Skal det være grundlaget for et nyt museum? Har vi som nulevende danskere ansvar for historien i en periode, hvor landet var ledet af en enevældig konge? Nej, det har vi ikke.

Der har i kølvandet på denne beslutning rejst sig en lidt forskruet debat om skyld og ansvar

Christian Juhl (EL)
Museumsordfører

Men vi og kommende generationer har ret til at få denne periode formidlet - og pligt til fortsat at dykke ned i denne periode. Det var Danmark, som enevældig stat, der inspirerede og understøttede handelen med slaver samt driften og administrationen af kolonierne, hvor de slavegjorte arbejdede og blev groft udnyttet. Det var også den danske overklasse, der i vid udstrækning tjente penge på det.

Der arbejdes på opgaven
Vi har et enestående kildemateriale fra denne periode. Hvis ikke vi forsker i, formidler og giver adgang til vores historie - på godt og ondt - svigter vi vores børn og børnebørn. De skal kende historien for at kunne agere i det, der er og bliver deres nutid.

Det er for smalsporet, som Morten Messerschmidt gør, at skubbe debatten fra sig med, at det var ”de andre lande”, som havde ansvaret - eller at mange danskere også levede under kummerlige forhold i denne periode. 

Jeg glæder mig til i det nye år at komme videre med beslutningerne, når arbejdsgruppens udredning om mulighederne for en styrket formidling ligger på vores bord.

I medierne har der været en skarp debat om hvilke fagfolk, der vil være bedst til at lave udredningen. Men jeg kan se af den foreløbige redegørelse fra arbejdsgruppen, at der arbejdes med opgaven. Alt andet ville være en skandale.