Nikolaj Bøgh: Den voldsomme optagethed af slaveriet risikerer at forvrænge historien

Skal Danmark have et Kolonihistorisk museum? Det spørgsmål har været højt på dagsorden i den senere tid, efter det kom frem, at den referencegruppe, som Kulturministeriet har nedsat til at undersøge spørgsmålet, er blevet stærkt præget af meget aktivistiske elementer. De der vil gøre det nye museum til en slags politiserende udskamningssted, ”et dansk Auschwitz”, som det er blevet formuleret.

Den slags har vi med sikkerhed ikke brug for. Skal et kolonihistorisk museum give mening, så skal det gøre os klogere på historien - og ikke være et redskab til at udbrede meget nutidige politiske dagsordner, som er det slet skjulte formål for navnlig folkene bag Kolonihistorisk Center, der oprindeligt står bag idéen om et sådant museum eller center.

Men selvom idéen om et kolonihistorisk museum er født af identitetspolitisk aktivisme, kunne det måske alligevel ende med et sagligt resultat, som ville styrke vores viden om dansk kolonihistorie? Måske.

Skal et kolonihistorisk museum give mening, skal det gøre os klogere på historien - og ikke være et redskab til at udbrede meget nutidige politiske dagsordner

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand, Frederiksberg

Fare for at miste proportionerne
Det er i den forbindelse først og fremmest vigtigt at overveje, om kolonihistorien er en så stor del af vores historie, at den fortjener sit eget museum, eller den snarere har bedre af at blive fortalt i sammenhæng med den øvrige Danmarkshistorie.

I dag indgår kolonihistorien som en del af Nationalmuseets formidling i Prinsens Palæ, og Nationalmuseet udvidede i 2017, i forbindelse med 100-året for overdragelsen af De Danskvestindiske Øer til USA, sin kolonitidsformidling betragteligt med udstillingen “Stemmer fra kolonierne” - som gennem hele seks rum (udover det udstillingsrum om kolonierne, der var der i forvejen) i høj grad søger at se historien fra de koloniseredes perspektiv. Der et netop den synsvinkel, som meget ofte efterlyses i debatten.

Kolonitiden fylder i dag ganske meget på Nationalmuseet, ikke mindst i forhold til, hvor relativt beskeden en kolonimagt Danmark egentlig var. De store europæiske lande gav os i den grad baghjul, og selv de lidt mindre europæiske lande som Portugal, Holland og Belgien var langt større kolonimagter end Danmark.

De Danskvestindiske Øer, som oftest er i centrum for diskussionen, havde samlet set et areal på størrelse med Falster. Og omkring år 1900 boede der omkring 30.000 mennesker på øerne, alt inklusive. Umiddelbart virker det mest rigtigt at formidle kolonihistorien i sammenhæng med resten af Danmarkshistorien på Nationalmuseet, navnlig for at undgå at vi mister proportionerne, hvad der hele tiden er fare for med de senere års meget stærke optagethed af slaveri og kolonier.

Vestindisk Pakhus og international handel
Danmark var i 1700-1800-tallet et landbrugsland, hvor langt hovedparten af økonomien stammede fra indenlandsk handel med landbrugsvarer og eksport af landbrugsvarer til andre europæiske lande.

De penge, der blev tjent på international handel kom - som det blandt andet er blevet påpeget af tidligere museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Kåre Lauring - overvejende fra handel med Asien. Og fra de store fordele, der knyttede sig til, at Danmark i sidste halvdel af 1700-tallet holdt sig neutral i periodens store krige. Og danskere derfor kunne handle frit på verdensmarkederne.

Det er sidstnævnte del af historien, Vestindisk Pakhus, som fra flere sider har været udpeget som en relevant lokalitet til et muligt kolonihistorisk museum, udspringer af. Pakhuset er bygget i 1780-81 til Vestindisk Handelsselskab, som var en virksomhed, der udnyttede Danmarks neutrale status under den britisk-franske krig om Nordamerika til at handle med kaffe.

Selskabet købte kaffe fra spanske og franske plantager i Den Dominikanske Republik og i andet og tredje led på verdensmarkedet. Derimod ejede selskabet ikke selv plantager, handlede ikke med slaver, og kaffedyrkning var der meget lidt af i Dansk Vestindien.

Og det kan ikke via en eneste kilde dokumenteres, at der nogensinde har været en slave fra Dansk Vestindien i Vestindisk Pakhus, selvom det er blevet påstået af blandt andet Kolonihistorisk Center.

Med andre ord har Vestindisk Pakhus ikke noget at gøre med hverken dansk kolonihistorie, slavehandlen eller trekanthandelen, men har selvfølgelig en relation til den internationale handel i slutningen af 1700-tallet.

Det kan ikke via en eneste kilde dokumenteres, at der nogensinde har været en slave fra Dansk Vestindien i Vestindisk Pakhus

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand, Frederiksberg

Grønland og Færøerne 
Den udfordring for idéen om at indrette et museum for dansk kolonihistorie i bygningen anfægter historikerne Niels Brimnes, Søren Rud og Gunvor Simonsen ikke - som på et mere abstrakt plan mener, at der i pakhuset godt kan fortælles en historie om de internationale handelsrelationer, som Danmark indgik i, mens vi havde kolonier.

Og det kan der selvfølgelig også. Det skal blot fremstilles korrekt og ikke bindes op på myter og forvrængninger, der intet har med virkeligheden at gøre - som når formand for Kolonihistorisk Center Anders Juhl fortæller, hvordan man fra pakhuset har ”styret handlen med de vestindiske øer”, og om ”bygningens enorme hejseværk, der højst sandsynligt blev betjent af slavegjorte.”

Sådan var det ikke, og i det hele taget risikerer den voldsomme optagethed af slaveriet – som til syvende og sidst er et stykke uønsket problemimport fra USA, hvor man har store problemer med historisk betinget racediskrimination – at forvrænge historien ikke så lidt.

Og det er en skam. For større viden om og bedre formidling af historien er godt - også når det gælder dens mørkere sider. Der er andre dele af dansk kolonihistorie, som i bund og grund har betydet mere, og som gør det den dag i dag.

Jeg tænker her på Danmarks forhold til de nordatlantiske dele af nutidens rigsfællesskab, Grønland og Færøerne. Der ligger i virkeligheden en meget vigtig historie, som bør have større formidlingsmæssig vægt, og som rent faktisk også kunne gøre os klogere på Danmarks historiske placering i verden og vores rolle i den nu og i fremtiden.