De frivillige kæmper for kulturen i Hedensted, mens kommunen holder budgettet i bund: “Hvis du ikke kan lide at spille fodbold eller lave hærværk, er der ikke så meget at lave”

Med det laveste kulturbudget per indbygger i landet er det nemt at tro, at der ikke er meget kultur at finde i Hedensted Kommune. Men selvom der hverken er et flot musikhus eller et etableret egnsteater, sørger frivillige kræfter i kommunen for, at kulturen alligevel får lov at gro.

Hedensted kommune er den kommune i landet med det laveste kulturbudget per indbygger. Derfor bliver meget af den kultur, der er i kommunen, stablet på benene af frivillige hænder i stedet.
Hedensted kommune er den kommune i landet med det laveste kulturbudget per indbygger. Derfor bliver meget af den kultur, der er i kommunen, stablet på benene af frivillige hænder i stedet.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Marie Møller Munksgaard

Man skal kigge godt efter for at finde kulturen i Hedensted Kommune. Rigtig godt efter.

Da jeg ankommer til Hedensted by en grålig formiddag, må jeg lige se mig en ekstra gang omkring for at finde det lokale bibliotek. Der er nemlig ikke meget andet end et beskedent skilt, hvor der står “bibliotek” ude foran den gamle skolebygning, som indikerer, at det er her, vi skal mødes med Liselotte Hillestrøm (S), der er formand for Fritid og Fællesskabsudvalget i kommunen.

Inden for sidder to ældre mænd og læser dagens avis, men ellers er der ikke mange mennesker. Trods de tomme sale, beskriver Liselotte Hillestrøm biblioteket som et “samlingspunkt” i kommunen.

Der er ellers ikke gode odds for kulturen i Hedensted Kommune, der har det laveste kulturbudget per indbygger i landet på 492 kroner i 2020.

I anledning af det kommende kommunalvalg er Altinget derfor gået på kulturjagt i Hedensted med håbet om at få svar på et spørgsmål:

Betyder Hedensteds lave kulturbudget, at det er en kulturfattig kommune?

I forsøget på at finde svar når vi både på visit hos det lokale bibliotek, på besøg på verdens største traktormuseum og til den ugentlige øver hos et lokalt rockband.

Liselotte Hillestrøm (S) har været formand for Fritid og Fællesskabsudvalget i Hedensted Kommune de seneste otte år. 
Liselotte Hillestrøm (S) har været formand for Fritid og Fællesskabsudvalget i Hedensted Kommune de seneste otte år.  Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Vi begynder på biblioteket med Liselotte Hillestrøm, der håber på at gå ind i sin tredje periode som formand for Fritid og Fællesskabsudvalget.

“Vi er helt bevidste om, at vi lægger i bunden, når det kommer til det økonomiske budget. Det er blandt andet fordi, vi ikke har nogle institutioner som et teater eller et musikhus, som vi giver tilskud til,” siger Liselotte Hillestrøm.

Man skal dog ikke lade sig snyde af det beskedne budget, når man prøver at få et indtryk af, hvor meget kultur, der eksisterer i Hedensted, mener Teresa Egballe, der er leder for Kultur og Fritid i kommunen.

Fakta

Bliv klogere på Hedensted Kommune

  • Der er 46.715 indbyggere i Hedensted Kommune
  • I 2020 var kommunens kulturbudget 492 kroner per indbygger, og hermed det laveste af landets kommuner.
  • Den socialdemokratiske Kasper Glyngø (S) har været borgmester i Hedensted siden 2018.
  • Det er en decentral kommune, hvilket betyder, at mange af kommunens institutioner er spredt ud i forskellige landsbyer.
  • De tre seneste borgmestre i kommunen er:
    • Jørn Juhl Nielsen, Socialdemokraterne
    • Kirsten Terkilsen, Venstre
    • Kasper Glyngø, Socialdemokratiet
  • Kommunen opstod ved kommunesammenlægningen i 2007 af Hedensted Kommune, Juelsminde Kommune og Tørring-Uldum Kommune

“Når man kigger på os udefra, er det uundgåeligt at tænke, at der ikke er noget kultur, når der næsten ikke er sat nogle penge af til det. Men vi synes faktisk, det er en kommune med mange muligheder, hvor kultur på en eller anden måde er en del af det,” siger hun.

De kulturelle tilbud lurer i stedet rundt i krogene hos lokale ildsjæle, hvis man tager sig tiden til at lede. For når det er begrænset, hvad kommunen kan gøre, må kulturen igangsættes på borgernes initiativ.

“Jeg synes bestemt ikke, vi er fattige på kultur. Men vi er helt afhængige af, at der er så mange gode frivillige, der vil kulturen her i kommunen,” siger Liselotte Hillestrøm.

Midt i smørhullet mellem Horsens og Vejle

Jagten på kulturen i Hedensted begynder med en god, gammeldags Googlesøgning. Her er der ikke meget at finde ud over Kulturskolen Hedensted, som er det kommunale kulturtilbud inden for drama, musik og billedkunst, der bliver afholdt på kommunens skoler.

Er det den eneste kultur, der er at finde?

Tværtimod, siger Teresa Egballe, da jeg møder hende foran Hedensted Skole. Vi er på vej ind til eftermiddagens billedkunstundervisning, da jeg spørger hende, hvorfor der ikke kommer mere frem, når man googler kulturen i Hedensted.

“Det er ikke institutionsbundet, når vi laver kultur, og derfor får det ikke en etableret hjemmeside. Det er meget aktivitetsbåret, og det er nok derfor, det ikke i lige så høj grad dukker op,” siger hun, da vi træder ind ad døren til et af de få kulturtilbud, der er kommunalt forankret.

Kulturskolen er Hedensted Kommunes kommunale tilbud inden for drama, billedkunst og musik. I modsætning til mange andre kommuners kulturskoler, foregår Hedensteds kulturskoles aktiviteter rundt på de forskellige folkeskoler i kommunen.
Kulturskolen er Hedensted Kommunes kommunale tilbud inden for drama, billedkunst og musik. I modsætning til mange andre kommuners kulturskoler, foregår Hedensteds kulturskoles aktiviteter rundt på de forskellige folkeskoler i kommunen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

I billedkunstlokalet sidder syv piger i indskolingsalderen og kigger spændt på, mens billedkunst-læreren præsenterer forskellige farver, som de kan glasere deres hjemmelavede lertøj med. Nogle har lavet skåle, andre har formet dyr, og selvom det har været “lidt svært”, synes pigerne også det har været “rigtig sjovt” at lege med ler. Derfor er det også vanskeligt at sidde stille ved begejstringen over at skulle male det i flotte farver.

“Det herlige er, at de selv har valgt det, og de glæder sig hver uge,” siger Malene Dalgas, der underviser holdet hver mandag eftermiddag.

Det er dog ikke altid lige nemt at være billedkunstlærer i Hedensted. Da jeg fortæller hende, at jeg er på jagt efter kultur i Hedensted, trækker Malene Dalgas på smilebåndet og fortæller om dengang, hun med sine elever skulle lave et maleri med et vartegn fra kommunen i anledning af Dronning Margrethes 80-års fødselsdag.

“Det var mega svært, for der er ikke særlig meget kulturelt at portrættere i kommunen,” siger hun og sammenligner med nabokommunerne Vejle og Horsens.

Jeg synes bestemt ikke, vi er fattige på kultur. Men vi er helt afhængige af, at der er så mange gode frivillige, der vil kulturen her i kommunen.

Liselotte Hillestrøm (S)
Formand for Fritid og Fællesskab, Hedensted Kommune

Det er to kommuner, der begge har et rigt udbud af kultur, og Hedensteds placering i smørhullet mellem de to bidrager til, at man ikke afsætter flere penge til kulturen ifølge mange borgere.

Ifølge Roger Buch, der er forskningslektor i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, giver det god mening, at en kommune som Hedensted ikke har valgt at prioritere penge til kulturen.

“Hvis man som en mindre kommune ligger op ad et område med masser af kultur, vil nogle kommuner erkende, at kampen er tabt på forhånd. Det er egentlig meget rationelt, for når den store, stærke nabokommune løser opgaven for en, hvorfor så egentlig investere en masse penge i det?”

Alligevel viser Altingets kandidattest til det kommende kommunalvalg, at hele 63 procent af partierne, som er repræsenterede i Folketinget, synes, der skal bruges flere penge på kulturen i Hedensted Kommune.

Læs også

Liselotte Hillestrøm håber også på flere penge til kulturen. Men det er ifølge hende ikke meningen, at Hedensteds kulturtilbud skal være de samme som i Vejle og Horsens.

“Vi skal ikke alle sammen have det samme,” siger hun og tilføjer:

“Jeg bekymrer mig om, hvordan vi får lavet noget lokalt for dem, der ikke gider at køre til Horsens og Vejle. Derfor skal vi sørge for, at man her i kommunen kan opleve den lokale og nære kultur. Den kan nemlig give nogle rigtig gode oplevelser,” siger hun.

Og det er naturligt, at der opstår vidt forskellige tilbud rundt i landets kommuner, forklarer Trine Bille, der er forsker i kulturøkonomi ved Copenhagen Business School.

Vi kan ikke bære at holde en Rolling Stones koncert som i Horsens, men man kan godt skabe nogle rammer, hvor det i højere grad bliver muligt at understøtte kulturen i kommunen.

Mads-Peder Winther Søby (SF)
Spidskandidat til kommunalvalget

“Kommunerne er ret frit stillede i forhold til, hvordan de gerne vil føre kulturpolitik og tilpasse det til de borgere, der er i kommunen. På den måde kan de tilpasse det til de lokale interesser.”

Hvis man spørger Mads-Peder Winther Søby, der er spidskandidat for SF i Hedensted, er det “fantastisk, at der også er tilbud i Horsens og Vejle”. Men det betyder ikke, at man bare kan sidde på hænderne i sin egen kommune, mener han.

“Jeg savner, at kommunen aktivt går ind og understøtter de kulturspirer, der nu er. Vi kan ikke bære at holde en Rolling Stones koncert som i Horsens, men man kan godt skabe nogle rammer, hvor det i højere grad bliver muligt at understøtte kulturen i kommunen.”

Han fremhæver blandt andet ideen om at få et fast egnsteater, som blev stemt ned af byrådet i 2020 grundet økonomiske omstændigheder. Hvis man skal skabe nogle bedre rammer, er det derfor ifølge Mads-Peder Winther Søby uundgåeligt at skrue op for kulturbudgettet, så Hedensted Kommune ikke længere ligger i bunden af kommunernes liste.

“Jeg tænker ikke, at det er den konkurrence, vi har lyst til at vinde.”

Afhængige af frivillige hænder

Efter min fejlslagne Googlesøgning, må jeg hurtigt ty til andre midler for at opspore de kulturelle mødesteder i Hedensted. Jeg prøver i stedet at lave et Facebookopslag i gruppen “Det sker i Hedensted” med et spørgsmål om, hvor jeg kan finde kultur i kommunen.

Og her får jeg mig en helt anden oplevelse, end jeg havde regnet med. 48 kommentarer senere er det væltet ind med forslag til besøgssteder, og mange af dem har en ting til fælles, som en borger sætter ord på i en kommentar.

“Jeg oplever, at den kultur, der så er i kommunen, i høj grad er båret af frivillige kræfter.”

Det er Liselotte Hillestrøm helt enig i. Da kommunen ikke har ressourcerne til at igangsætte projekterne selv, har den i stedet en understøttende funktion, hvor de kan hjælpe de frivillige initiativer på vej, mener hun. Og her har de for nyligt ansat en kulturkonsulent til at få mest muligt ud af de penge, der nu er at rykke med.

“Vi kan se, at der er nogle, der har brug for lidt hjælp for at få gang i nogle projekter. Derfor har vi valgt, at det er vigtigt at have en kommunal fødselshjælper i form af en kulturkonsulent. Det er det, vi magter, med den økonomi vi har,” siger hun.

To af de borgere, der i sin tid tog sagen i egne hænder, er ægteparret Mette Vildbrad og Uffe Kristiansen. De gik og savnede et øvelokale i området, og da det ikke eksisterede, valgte de at renovere loftet i en af deres lader derhjemme. Det blev i 2008 til Rytmeloftet, der i dag er et lokalt spillested og øvelokale.

“Vi tænkte, at vi selv måtte gøre noget ved det,” siger Mette Vildbrad, og Uffe Kristiansen tilføjer:

“Det var bare noget, vi havde lyst til. Vi kunne simpelthen ikke lade være.”

I dag kører Rytmeloftet på 12. sæson og afholder fem-seks koncerter om året. Selvom det nu primært bliver brugt som koncertsted, kommer der hver mandag tre gode venner, der går under navnet “The Boogie Shop” og spiller god, gammeldags rock et par timer om aftenen.

Der er højt humør og hurtige jokes rundt om bordet, da vi fanger bandet under deres øver mandag aften. De tre mænd har spillet sammen i mange år, men det er faktisk først for et års tid siden, at de begyndte at mødes om musikken hos Rytmeloftet.

Rytmeloftet startede oprindeligt som et øvelokale for musikere i området, men i dag bliver det primært brugt som spillested med 5-6 koncerter om året.
Rytmeloftet startede oprindeligt som et øvelokale for musikere i området, men i dag bliver det primært brugt som spillested med 5-6 koncerter om året. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

“Vi plejede at øve hjemme i Oles kælder. Men så skulle konen have et keramikværksted, og så måtte vi jo finde et andet sted at være, og der var Rytmeloftet det eneste bud,” siger en af dem.

Og manglen på øvelokaler viser meget godt, at det halter med de kulturelle aktiviteter i kommunen, mener The Boogie Shop.

“Hvis du ikke kan lide at spille fodbold eller lave hærværk, er der ikke så meget at lave i Hedensted.”

Det virker nu som noget af en opgradering fra kælderen, når man iagttager bandet i deres nye øvelokaler. Der er gratis bajere i køleskabet, og de tre fyre er omgivet af alverdens musikudstyr, mens de står og spiller “Rock N’ Roll Singer” med AC/DC for fuld blæs og rokker fra side til side til musikken. Da nummeret er færdigt, ringer det lidt i ørerne.

Når det er frivillige, der sætter noget i gang, så tror jeg også det har et vist niveau, fordi man investerer så meget i det.

Mette Vildbrad
Medstifter af Rytmeloftet

“Det er så fedt at få lov til at være i de her hyggelige lokaler med fedt udstyr. Og så er der jo ikke nogen naboer at forstyrre,” siger en af dem.

Når nu det er lokale ildsjæle, der i høj grad står for kulturlivet i kommunen, kan det faktisk også have sine fordele, mener Mette Vildbrad.

“Når det er frivillige, der sætter noget i gang, så tror jeg også det har et vist niveau, fordi man investerer så meget i det,” siger hun.

Ifølge SF’s spidskandidat er det kun godt, at der er så mange frivillige ildsjæle i kommunen. Men der er alligevel brug for, at kommunen træder mere i karakter på kulturfronten, mener Mads-Peder Winther Søby.

“Det er rigtig fint med frivillige kræfter, men der skal også noget strategitænkning ind fra kommunens side,” siger han og tilføjer:

“Jeg er med på, at kultur ofte er noget, der spirer nedefra, men det skal også hjælpes på vej.”

En gruppe borgere i Hedensted by har foreslået at oprette et nyt kulturhus henover jernbanen for at binde byen bedre sammen.
En gruppe borgere i Hedensted by har foreslået at oprette et nyt kulturhus henover jernbanen for at binde byen bedre sammen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Her fremhæver den nuværende formand for Fritid og Fællesskabsudvalget et borgerforslag, som skal være med til lige præcis det. Liselotte Hillestrøm har nemlig sammen med en gruppe borgere et ønske om at oprette et kulturhus hen over jernbanen i Hedensted by og på den måde skabe et samlingspunkt for nogle af alle de lokale initiativer, der eksisterer i kommunen.

“I dag skal man måske rundt på ti forskellige lokationer i byen for at se vores kulturtilbud, og der synes jeg, at det kunne være fint at samle det lidt mere,” siger hun.

Da Hedensted er en decentral kommune, er lokale kulturaktiviteter spredt meget ud i kommunen for at nå rundt til alle borgerne. Derfor håber Teresa Egballe også, at det kan lade sig gøre at skabe nogle fælles rammer om kulturen i området.

“Jeg håber, at der kan komme mere skub i ideen om at få et kulturhus i Hedensted. Det er klart, at når vi har mange små aktører, så mangler de typisk altid et sted, de kan være,” siger lederen af Kultur og Fritid i kommunen.

Kultur kan være med til at skabe en fortælling om kommunen

Mellem besøget på Hedensted bibliotek og billedkunstundervisningen er der tid til at presse et besøg ind hos to af kommunens lokale museer, nemlig Glud Museum og Danmarks Ferguson Museum.

Førstnævnte er kommunens største museum, der skildrer livet i et landbosamfund, mens Danmarks Ferguson Museum viser sig at være verdens største samling af Ferguson traktorer. Det er ikke mange gæster, der er mødt op på traktormuseet mandag formiddag, men der er nu en gruppe ældre herrer, der har taget turen hele vejen fra “Djævleøen” for at se verdens største Ferguson-samling.

Og museer som disse spiller ifølge Mads-Peder Winther Søby en vigtig rolle i at formidle, hvad for en kommune man kommer fra.

“Et museum som Glud Museum kan jo være med til at fortælle os, hvad det er for et landsbysamfund, vi kommer fra og er rundet af i kommunen. Men det er ikke lykkedes at få det ordentligt formidlet ud til folk,” siger SF-kandidaten.

Det at skabe en fortælling om kommunen gennem kultur er noget, man begynder at kigge ind i hos kommunens forvaltning, fortæller Teresa Egballe. De har blandt andet oprettet en hjemmeside i år, hvor tanken er, at man kan samle de forskellige kulturelle ting, der foregår i kommunen.

“Vi vil rigtig gerne arbejde med fortællingen i kommunen, både over for hinanden og udadtil. Der er for eksempel mange af børnene i Hedensted, der ikke aner, hvad Ferguson Museet er. Det er ulempen ved at have et så spredt kulturliv,” siger hun.

Kultur er med til at fortælle os, hvem vi er. Hvis ikke vi deltager i den fortælling, så ender det med at blive andre, der fortæller os, hvem vi er.

Mads-Peder Winther Søby (SF)
Spidskandidat til kommunalvalget

Mads-Peder Winther Søby undrer sig dog over, at “man ikke i højere grad fra politisk side ikke har lyst til at præge fortællingen om, hvem vi er som kommune”.

“Kultur er med til at fortælle os, hvem vi er. Hvis ikke vi deltager i den fortælling, så ender det med at blive andre, der fortæller os, hvem vi er,” siger han.

Liselotte Hillestrøm anerkender, at der kan skabes mere synlighed omkring kulturen i kommunen. Men påpeger, at de er kommet langt efter ansættelsen af en kulturkonsulent.

“Nu har vi brugt penge på en kulturkonsulent, og det gør, at tingene bliver bundet bedre sammen fremover. Så jeg tror faktisk, at kulturen kommer til at blomstre meget mere, fordi vi har fået den fødselshjælper, vi har manglet,” siger hun.

Hos Rytmeloftet kan Mette Vildbrad og Uffe Kristiansen nikke genkendende til, hvor vigtig kulturen er for områdets identitet. I landsbyen Ørrum, hvor Rytmeloftet ligger, kan det nemlig mærkes, hvor meget stedet betyder for de lokale.

“Borgerne omtaler Rytmeloftet som "vores". De har en stolthed over stedet, og det er en vigtig del af byen,” siger Mette Vildbrad.

Ifølge Mads-Peder Winther Søby kan man komme langt ved at styrke formidlingen af de forskellige tilbud.

“Det handler ikke om at opfinde den dybe tallerken, men i stedet at fremhæve det, vi allerede har.”

Kom med Altinget på tur i Hedensted Kommune:

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Trine Bille

Professor i Kulturøkonomi, Institut for Business Humaniora og Jura, Copenhagen Business School
cand.polit. (1991), PhD, Økonomisk Institut (Københavns Uni.,1996)

0:000:00