Her står de store slag for en kommende kulturminister
Når danskerne går til valg i dag, holder kulturlivet vejret i spænding over, hvem der bliver landets næste kulturminister. Uanset Folketingets sammensætning kan den kommende kulturminister se frem til et fyldt skrivebord, skriver Lasse Marker.
Lasse Marker
Direktør, Why ConsultingValgkampen har udviklet sig til en kompliceret bogstavleg med mange mulige regeringssamarbejder og potentielle ministerhold.
Mange holder derfor vejret i spænding, når danskerne i dag skal sætte deres kryds ved et af de mest uforudsigelige folketingsvalg i nyere tid. Det samme gælder for kulturlivet, der afventer, hvem der får nøglerne til Kulturministeriet på Nybrogade 2.
Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udtalt, at hun gerne fortsætter på posten. Ser vi endnu en socialdemokratisk etpartiregering efter valget, bliver det formentlig med hende som kulturminister.
De Radikale, som pressede Mette Frederiksen (S) til at udskrive valg, har dog afvist at støtte en socialdemokratisk etpartiregering. Hvis rød blok får flertal, venter der derfor en kamp, hvor Radikale – på trods af en vælgerlussing – formentlig vil kræve en flerpartiregering.
Radikale har tradition for at sidde på kulturministerposten – senest med Marianne Jelved i 2014-2015 – og vil måske kræve posten igen, hvis de bliver en del af en ny regering.
De fleste meningsmålinger tyder dog på, at Lars Løkke (M) kan blive kongemager. Moderaterne har samtidig leveret et markant kulturpolitisk udspil, der tilfører kulturområdet 1 milliard kroner. Hvis Moderaterne ender i regering, er det derfor sandsynligt, at de vil gå efter kulturministerposten.
Moderaternes største kulturprofil er tidligere teaterchef Jon Stephensen, der har været med til at formulere partiets kulturpolitik. Løkke har udtalt, at Jon Stephensen vil være en god kulturminister, men Løkke er også kendt for at hive profiler ind udefra – som han eksempelvis gjorde med Tommy Ahlers (V) og Lykke Friis (V).
Det er derfor ikke givet, at alle Moderaternes eventuelle ministerposter vil blive besat af partiets nyvalgte folketingspolitikere.
Endelig har et parti som Konservative tradition for at sidde i Kulturministeriet – senest med Brian Mikkelsen (2001-2008), Carina Christensen (2008-2010) og Per stig Møller (2010-2011).
Konservative har lidt en historisk tilbagegang i meningsmålingerne og står derfor svækket. Samtidig har Lars Løkke udtalt, at han foretrækker en regering med Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre.
Hvis Konservative skal i regering, kræver det derfor formentlig en ren borgerlig regering. Men hvis Konservative bliver en del af en ny regering, kan kulturministerposten dog også ende her.
Uanset hvem der ender som landets kulturminister efter en regeringsdannelse, er der dog masser af opgaver at tage fat på. Her følger nogle af de vigtigste.
Hvis der bliver tale om en regering, der helt eller delvist hviler på borgerlige mandater, vil det åbne for et nyt medieforlig.
For det første har Venstre og Konservative varslet, at de vil annullere regeringens kulturbidrag, der pålægger streamingtjenester som Netflix at betale 6 procent af deres omsætning i Danmark til Det Danske Filminstitut, som herefter uddeler midlerne til dansk film og public service.
Konservative har varslet, at de ønsker et mindre DR. Den tidligere VLAK-regering pålagde DR store besparelser, som delvist er blevet annulleret og tilbage-rullet af den social-demokratiske regering
Lasse Marker
Partner, Why Consulting
Venstre og Konservative ønsker i stedet at ændre det til en investeringsforpligtelse, hvor Netflix blot pålægges at investere midlerne i dansk indhold selv.
For det andet har Konservative varslet, at de ønsker et mindre DR. Den tidligere VLAK-regering pålagde DR store besparelser, som delvist er blevet annulleret og tilbagerullet af den nuværende socialdemokratiske regering. Konservative ønsker de annullerede besparelser på 250 millioner kroner gennemført, hvis de bliver en del af en ny regering.
For det tredje er det et åbent spørgsmål, om regeringen vil oprette en uddannelse i Production Design under Den Danske Filmskole, som både Radikale, Venstre og Enhedslisten kræver.
Alternativt kan den danske filmbranche se frem mod en periode på minimum 8 år, hvor der ikke vil blive uddannet nye talenter indenfor production design, hvilket eksperter påpeger vil være et alvorligt problem, hvis dansk film skal holde sit høje internationale niveau.
Det har været en vigtig politisk målsætning for både den tidligere VLAK-regering og den nuværende S-regering at flytte kulturkroner, kulturarbejdspladser og kunstneriske uddannelser fra hovedstaden til resten af landet.
Udflytningsdagsordenen vil med al sandsynlig fortsætte efter et valg uanset, hvordan den nye regering kommer til at se ud.
Det er dog ikke gnidningsfrit. Udflytningen af danseuddannelsen under Den Danske Scenekunstskole til Holstebro har for eksempel mødt kritik, og både Radikale og Venstre har udtalt, at de vil bevare en del af uddannelsen i København. Medmindre det ender med en socialdemokratisk etpartiregering, vil denne sag derfor ende på en kommende kulturministers bord efter valget.
Siden Mette Bocks (LA) embedsperiode fra 2016-2019 har alle kulturministre forsøgt at lande en ny museumslov – dog uden held. Museerne udtaler et stort behov for at få en reform på plads, ligesom alle politiske partier er enige om, at der er brug for en reform af museumsområdet.
Vi har fået et tilsandet system, hvor det er næsten umuligt for nye museer at blive statsanerkendt
Lasse Marker
Partner, Why Consulting
Problemet er, at museumsstøtten i vid udstrækning fordeles på baggrund af tradition og historie, og at vi har fået et tilsandet system, hvor det er næsten umuligt for nye museer at blive statsanerkendt.
Det så vi i 2016, hvor daværende kulturminister Bertel Haarder (V) afviste sin egen styrelses indstilling om at statsanerkende Forstadsmuseet, ligesom den aktuelle ballade om Karen Blixen Museet er et symptom på et fastfrosset støttesystem.
Uanset hvordan en ny regering kommer til at se ud, vil en museumsreform derfor ligge som en tvungen opgave for den kommende kulturminister.