Dirigent: Derfor har vi brug for en kunstnerisk elite

Af Peter Hanke
Dirigent og leder af Voces Academy og associate fellow ved Oxford University

Vi har nemt ved at anerkende eliten inden for erhvervslivet og sportens verden – men sværere inden for kunstens verden.

Derfor vil jeg på Kulturmødet sætte blandt andre kulturminister Mette Bock, Morten Messerschmidt og Dansk Korforbunds leder, Henriette Elimar, stævne til en debat om værdien af at have en kunstnerisk elite inden for sang. I dette indlæg vil jeg tage hul på debatten.

Samfundet har stærkt behov for dygtige, veluddannede og professionelt indstillede medarbejdere i landets virksomheder og institutioner. Det er der bred enighed om i den offentlige debat om fremtidens arbejdsmarked – såvel som i uddannelsespolitikken.

Det er hæderværdigt at stræbe, dygtiggøre sig og opnå anerkendelse som elite inden for sit område. I sundhedssektoren hyldes personalet for sit kald og professionalisme, og selv konventionel kapitalisme fejres, når eksempelvis en modig startup-virksomhed efter hårdt slid har opnået international volumen og skabt arbejdspladser.

I sport og idræt handler succes om at vinde konkurrencer, og eliten vinder altid – i hvert fald på lang sigt. En professionel idrætsudøver er i besiddelse af en stamina og en teknik, der er amatøren overlegen, selvom der naturligvis optræder heldige lykkeriddere i alle sportsgrene med jævne mellemrum. I sportens verden kan langt de fleste dog uden videre forstå kvaliteten af elitens indsats.

I de sidste 10-15 år har reality-bølgen desuden rystet den konventionelle kulturelite, når glade amatører kan komme ind fra gaden og gennem mediernes projektører opnå kortvarig stjernestatus i talentkonkurrencerne.

Peter Hanke
Dirigent og leder af Voces Academy og associate fellow ved Oxford University

Svært at kende forskel på en syngende telefonsælger og en konservatorieuddannet
Men der sker noget, når vi bevæger os lidt væk fra de umiddelbart nytteorienterede aktiviteter som produktion til eksport og velfærdsydelser eller sportens konkurrencer. Så bliver billedet mere uldent.

I kulturlivet spiller mange andre interesser med i synet på eliten, hvilket særligt skyldes, at værdien af kunstnerisk udfoldelse ofte måles individuelt og baseret på den personlige smag.

Aktørernes bidrag til samfundsdebatten gennem de kunstneriske udtryk har samtidig også en vis kant, som kan og bør provokere.

Eliten indenfor musik, film, teater, litteratur og billedkunst lever derfor i et paradoks, hvor suveræn faglighed og kritisk ytringsfrihed er vævet sammen, og hvor de dygtige kunstnere kan fremstå bedrevidende eller arrogante.

I de sidste 10-15 år har reality-bølgen desuden rystet den konventionelle kulturelite, når glade amatører kan komme ind fra gaden og gennem mediernes projektører opnå kortvarig stjernestatus i talentkonkurrencerne. Forskellen på en telefonsælger, der kan synge et par Puccini-arier, og en konservatorieuddannet tenor med et fuldt gennemarbejdet operarepertoire kan i dag være overraskende svær at læse for mange.

Hvilket sammenligningsgrundlag har vi for de store oplevelser og alle de mange forskellige genrer, som tiltaler forskellige mennesker? Man kan ikke umiddelbart måle, hvor godt en professionel sanger lyder ved hjælp af en simpel konkurrence. Sangens kraft favner bredt, og man kan sagtens gribes af syngende 4. klasses-børn eller en samling pensionister, der optræder med julesange.

Den professionelle er ikke en one trick-pony
Problemet er faktisk dobbelt for tiden: Dels er befolkningens evne til at skelne og ganske enkelt opdage, hvornår en musiker er veluddannet og har opnået professionelt niveau, lidt umoden og tillægges ikke altid stor betydning.

Dels er der en lang række musikgenrer, hvor man sagtens kan gøre sig gældende som selvlært. Inden for sang udgør dette faktum et ret besværligt paradoks, hvor de konservatorieuddannede sangere indimellem kan fremstå for pæne og kedeligt kultiverede.

Det er imidlertid uden videre muligt at identificere tre områder, hvor elitens betydning med al tydelighed træder frem:

• For det første er eliteudøveres spændvidde langt større. Ingen professionel ensemblesanger er en kunstnerisk one trick-pony. Tværtimod er det et altafgørende aspekt ved det at være eliteudøver i et sangmiljø, at man med lige stor overbevisning kan fremføre Mozarts Requiem, som man kan synge for fra højskolesangbogen eller optræde i en musical.
• For det andet bidrager eliteudøveren til den kunstneriske udvikling. Frem for blot at gengive tidligere sange og værker har professionelle ensemblesangere både et ansvar for at videreudvikle den sangbare kulturarv og kunstformen som helhed gennem fremførelse af nye værker og gennemarbejdede præsentationer.
• En tredje vigtig pointe er, at en professionel sanger har en veludviklet teknik. Dette handler især om stemmehygiejne – at man kan synge på højt niveau, hver dag og i mange år. Denne evne kan en professionel sanger udbrede til andre gennem undervisning og gennem sit eget eksempel som mentor og naturligvis ved at optræde.

Behov for en strategi
Med disse parametre for øje bliver det med ét langt lettere at skelne mellem den 15-årige X Factor-deltager og den konservatorieuddannede sanger.

Eller mellem enhver anden amatør og professionel udøver inden for det samme kunstneriske felt. Der er selvfølgelig plads til og behov for alle med musikalsk dedikation i vores samfund, og ærindet her er ingenlunde at kaste et negativt lys over amatørudøverne.

Men vi har brug for eliteudøverne inden for alle kunstens grene, hvis vi gerne vil indfri vores lands kunstneriske potentiale. Hvis vi gerne vil præsentere kunst på højest mulige niveau. Og hvis vi gerne vil sikre den bedst mulige og bredest favnende formidling af vores kulturarv.

Netop sangmiljøerne er i disse år i kraftig vækst blandt børn og unge, og kun gennem en veludviklet strategi, der sikrer professionelt uddannede stemmer som rollemodeller for de kommende generationer, kan denne positive udvikling fastholdes.