Om  
Maria Giacobbe

Dødsfald: Forfatter Maria Giacobbe (95)

Den italiensk fødte forfatter Maria Giacobbe, Frederiksberg, der boede i Danmark det meste af sit liv, er død, 95 år gammel. Bisættes 3. februar 2024.

Rasmus Nielsen

Den afdøde, dansk-italienske forfatter Maria Giacobbe, der var datter af en ingeniør/arkitekt og en skolelærer, tog lærereksamen i sin fødeby Nuoro på Sardinien i 1948.

Maria Giacobbe debuterede i 1957 med ’Diario d’una maestrina’, som på dansk kom til at hedde ’Lærerinde på Sardinien’. Bogen byggede på hendes egne år som lærer. Den blev oversat til mange sprog, og i den forbindelse mødte hun den danske forfatter Uffe Harder, som hun året efter blev gift med.

Hun skrev livet igennem på sit modersmål, og hun beholdt en tæt forbindelse til sit fædreland.

Maria Giacobbe oversatte også en række danske klassikere til italiensk: Jørgen Gustava Brandt: Kerubus i Stormen (1976), Sven Okkels: Primavera i San Cataldo (1984), Per Kirkeby: Naturstudiet (1979) og Bravura (1991), Thorkild Bjørnvig: Tærsklen (1998), Ludvig Bødtcher: Tra Roma e i Colli Albani, 2001), Georg Brandes: Georg Brandes in Italia (eget udvalg, forord, 2003) og H C Andersen: De vilde svaner (2010).

Blandt faglige tillidsposter var hun medlem af UNESCO-Kulturudvalget i årene 1988-94.

Hun modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1996 og flere andre hædersbevisninger.

Maria Giacobbe var mor, farmor og oldemor. Hun havde i 2019 den store sorg, at hendes ene søn, kok og kogebogsforfatter Andreas Harder, druknede på netop Sardinien efter et ildebefindende, 55 år gammel. 

Bisættelsen finder sted lørdag 3. februar 2024 kl. 13 fra Garnisons Kirkegårds Kapel. Den efterladte familie, der bl.a. tæller forfatteren Thomas Harder, beder om, at man, fremfor eventuelt at sende blomster, betænker Læger Uden Grænser, konto 4190-10136024 eller MobilePay 443103, mrk. Maria Giacobbe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Giacobbe

Forfatter
Lærer fra Istituto Magistrale Statale, Nuoro 1948

0:000:00