Forsker: Kulturfremstødet i Kina mangler politisk ambition

Af Mette Thunø
Lektor, ph.d., Aarhus Universitet

Tennisspilleren Caroline Wozniacki pryder lygtepælene i Beijing for China Open 2014 - hun er blevet en god repræsentant for Danmark i Kina. Det er lidt mere vanskeligt at få øje på årets just igangsatte danske kulturfremstød i Beijings gadebillede eller på de kinesiske sociale medier.

Men at slå igennem på den kulturelle scene i Kina er også en svær disciplin. Mange nationer kæmper om kinesernes opmærksomhed, men ikke desto mindre er det nu mere vigtigt end nogensinde før, at Danmark faktisk får styrket sit image, for at kineserne fortsat kan finde det interessant at stifte nærmere bekendtskab med vores lille nation.

Danmark er mega-hit i Kina
Vi har længe levet stort på, at kineserne kender til H.C. Andersen, fordi mange som børn har læst "Den lille pige med svovlstikkerne" som del af underskolernes obligatoriske læseplaner. Men veluddannede kinesere har på det seneste fået smag for Danmark og Skandinavien af helt andre årsager. Skandinavien er faktisk blevet et mega-turisthit på det seneste.

Taler man med kineserne om deres interesse for at komme hertil og kigge, så fremhæver de samfundsordenen, den rene luft og de smukke landskaber samt byplanlægningen. De ønsker at lære den kultur at kende, hvor uddannelse fremelsker kreativitet og glade børn, hvor maden er baseret på lokale giftfri produkter, design er lavet med forbrugerne for øje og ikke mindst at få svar på, hvordan vi flere år i træk topper ranglisten som de lykkeligste folk i verden.

Hvor er den dybere strategi?
Som gammel kulturnation ser kineserne en tæt sammenhæng mellem kultur og samfundsudvikling. Spørgsmålet er, om vores just igangsatte kulturfremstød i Kina er i stand til at formidle en sådan sammenhæng, eller om kulturtilbuddene blot bliver punktvise nedslag uden transformerende eller varig effekt på modtagernes opfattelse af Danmark. Et fremstød er jo netop et hurtigt indtog for at vise fanen, men ligger der fra dansk politisk side derudover en dybere strategi bagved? Har vi en konkret kulturstrategi i forhold til Kina, der er mere langsigtet og bredt vil kunne styrke Danmarks/Skandinaviens profil?

Som gammel kulturnation ser kineserne en tæt sammenhæng mellem kultur og samfundsudvikling. Spørgsmålet er om vores just igangsatte kulturfremstød i Kina er i stand til at formidle en sådan sammenhæng, eller om kulturtilbuddene blot bliver punktvise nedslag uden transformerende eller varig effekt på modtagernes opfattelse af Danmark.

Mette Thunø
Lektor, ph.d Aarhus Universitet

Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina fra 2008 omhandler et ultrakort afsnit om kultur, hvori det fremhæves, at Danmark vil arbejde for at styrke kulturudvekslingen og markedsføre Danmark som et kreativt, innovativt, troværdigt og ansvarligt samfund.

Politisk uambitiøst
Statsministeren skal genforhandle aftalen nu, men har mig bekendt ikke nævnt kulturområdet som vigtigt for den nye aftale med Kina. Kina har ellers selv en meget stærk kulturpolitisk strategi i forhold til omverdenen og investerer betydelige midler (estimeret US$ 7-10 milliarder årligt) i, at kinesisk kultur bliver kendt og del af den globale kulturudvikling. Kinesiske politikere tror på, at investeringer i 'soft power' er en vigtig brik i den økonomiske og sociale udvikling af Kina, og der arbejdes langfristet, ihærdigt og systematisk på at øge det globale kendskab til kinesisk kultur og sprog.

Helt den samme indstilling synes danske politikere ikke at have til kulturområdet og dets betydning for landets ve og vel. Den nuværende kultursatsning i Kina andrager sig til et samlet statstilskud på 7 millioner kroner, og hertil kommer de deltagende institutioners egne bidrag.

Det er naturligvis bedre end ingenting, og det er fint, at Cykelmyggen Egon oversættes, og at kinesiske børn dermed får glæde af dansk børnelitteratur. Det er også udmærket, at dansk musik, dans og teater kan nydes af et kinesisk publikum, og at danske og kinesiske kunstnere får mulighed for at mødes. Men det er politisk uambitiøst ikke at arbejde mere langsigtet strategisk og ikke at investere mere i større og længerevarende (f.eks fælles) kulturprojekter for derigennem kontinuert at profilere den danske kulturs betydning for vores samfundsudvikling og derigennem skærpe Danmarks profil i kinesiske øjne.