Jelved: Lokale særpræg skal med i Haarders kanon

Af Marianne Jelved (R)
Kulturordfører 

Bertel Haarder (V) har en stor svaghed for kanoner. Jeg er nok mere forbeholden.

Og det er, fordi jeg har det med kanonisering af kunst og kultur, som jeg har det med fordelingen af de offentlige midler til kunstnere. Derfor er jeg tilhænger af armslængdeprincippet, der betyder, at politikerne holder sig væk fra tildeling af støtte, der er sat af til kunstnere af alle slags.

Det er ikke et tilfældigt politisk flertal, der bestemmer, hvilke kunstnere der skal have del i de offentlige midler til kunstneres arbejde eller projekter. Det er fagligt kompetente mennesker, der fordeler de offentlige midler efter kunstneriske kriterier.

Kanoner er også lavet af fagfolk, men de er bestilt med bestemte politiske begrundelser, og de forventes brugt i undervisningen på forskellige alderstrin. Derfor er de også opskrifter til forlagene, der kan udarbejde materialer til undervisningen, så læreren kan forledes til at tage udgangspunkt i materialerne i stedet for i elever i den lokale kultur og aktuelle situation i den enkelte klasse med skyldigt hensyn til formål og mål med fagene og uddannelsen.

Langt fra København
Men nu har Betel Haarder fået en idé til en ny kanon. Den skal handle om vores immaterielle kulturarv. Sådan en immateriel kulturarv kan jo findes mange steder i landet og måske kun være kendt af de lokale borgere. Politiken havde taget emnet op i juli 2015 og havde udsat en række forslag for en afstemning, der faldt ud til fordel for folkehøjskolerne. Den idé faldt jeg for på stedet.

Og så var anledningen for mig til at tage det tema op helt konkret et sted i Danmark, så langt væk fra København, at stedets mulige immaterielle kulturarv ikke var et anliggende for københavnerne, med mindre der var et par hist og pist, der kom fra Fanø, eller som holdt ferie på den smukke ø. Jeg havde lovet at holde festtalen på Sønderho-dagen 19. juli. Det førte til et studie af Fanøs og Sønderhos historie og kultur.

Ved at give borgerne mulighed for at beskrive deres forskellige immaterielle kulturarv kan vi alle sammen få del i en bredere dansk kultur og forstå baggrunden for den forskellighed, der er i vores identitet og livserfaringer.

Marianne Jelved (R)
Kulturordfører

De særlige Sønderhodragter bruges stadig ved festlige lejligheder. Musikken er den særlige og helt fantastiske folkemusik. Og så er der dansen, som er duvende bevægelser som et skib, der ruller på havets bølger. Det ser nemt ud, men det er det ikke. Det skal læres, men i Sønderho er det hverdagskost. Her har sønderhoningerne i århundrede brugt adgangen til verdenshavene til at sejle over hele jorden og hjembragt stoffer fra orienten til deres særlige dragter. Min tale blev en introduktion til sønderhoningerne om at beskrive deres særlige historie og dermed den immaterielle kulturarv, som stadig præger Sønderho.

Lokale særpræg skal med i billedet
Jeg ser en mulighed for, at borgerne rundt om i Danmark ser på sig selv og på deres traditioner og historie. Er det en værdig immateriel kulturarv? Har deres historie og levevis betydning for dem og deres identitet og deres liv? Jeg kunne nævne en anden helt oplagt mulighed: kystfiskeriet fra Thorup Strand, der har præget deres borgeres liv og udkomme, og som har ført til, at de stadig har et udkomme af deres særlige og i øvrigt meget skånsomme bæredygtige fiskeri. De har en særlig måde at samvirke på, så de ikke købes op af en storfisker, der så ejer det hele.

Ved at give borgerne mulighed for at beskrive deres forskellige immaterielle kulturarv kan vi alle sammen få del i en bredere dansk kultur og forstå baggrunden for den forskellighed, der er i vores identitet og livserfaringer. Oven i de lokale særpræg kan så komme de store bevægelser som højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, den danske model, kvindebevægelsen, som er nogle af de eksempler, kulturministeren har nævnt.

Men jeg så gerne en demokratisering i projektet: at lade det være åbent for de særlige lokale muligheder at bidrage til det store facetterede billede af Danmark.