Jens Chr. Grøndahl: Statsrevisorerne vil lægge regneark ned over kunsten

KOMMENTAR: Statsrevisorerne har kritiseret Statens Kunstfond for, at kriterierne for tildeling af støtte ikke altid er "tilstrækkeligt klare". Men det er kontraproduktivt at ville fremme kunsten og dens mangfoldighed ved at lave banale og ensrettede kriterier.

Denne uges klumme handler om min egen verden. Jeg havde i nogle dage siddet nedsunket i fiktionen, da jeg en morgen klikkede ind på Altinget og læste, at statsrevisorerne har kritiseret Statens Kunstfond.

Det sker på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen. Kritikken er i den milde ende af statsrevisorernes skala. Man finder det "ikke helt tilfredsstillende", at Kunstfondens tilskudsforvaltning "ikke i alle tilfælde understøtter, at tilskudsmodtagerne når de fastsatte mål".

Det kan man kalde girafsprog. Statsrevisorerne er ikke helt utilfredse, men næsten. Man ser det for sig: Kunstner Hansen tragtede efter det sublime. Vi støttede ham. Han fejlede. Vi må have pengene tilbage.

Kritierierne for tildeling af kunststøtte er efter statsrevisorernes mening heller ikke altid tilstrækkeligt klare. I 16 procent af tilskudssagerne kan Slots- og Kulturstyrelsen ikke dokumentere, at tilskuddet er brugt i overensstemmelse med formålet.

Hvad det sidste angår, må der på dette sted gøres en indrømmelse fra kunstnerisk hold. Eller er det en indvending? Ingen vil påstå, at der ikke kan opnås fremragende kunstneriske resultater på en diæt af vand og brød. Det er til gengæld heller ikke bevist, at en flaske champagne ligefrem skulle lægge en dæmper på inspirationen.

Som forfatter kan jeg hurtigt få en bilagssag på halsen, hvis statsrevisorernes kritik udløser et krav om afrapportering. Hvilke udgifter vil blive anset for romanrelevante? Det er jo alt sammen bare noget, jeg har fundet på.

Slots- og Kulturstyrelsen skal ifølge rapporten sikre, at tildelingen af kunststøtte "er gennemsigtig og foregår på et ensartet og sagligt grundlag".

Det lyder rimeligt. Der er jo tale om offentlige midler, ikke en privat mæcens luner. Men hvis en kunstners unikke egenart indgår i støtteværdigheden, hvordan skal man da kunne vurdere hende og hendes lige så fremragende kollega på det samme grundlag?

Hvordan skal sagligheden finde fodfæste i kunstens verden, hvor forsøget på at definere kvalitet er som at fange fisk med hænderne?

Rigsrevisorerne giver ikke op så let. "Det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens sagsbehandlervejledning, at tildelingskriterierne ikke må være for overordnede, men skal være så konkrete som muligt."

Styrelsen refereres for, at de kunstfaglige udvalg under Statens Kunstfond lægger strategi for, hvilke "fokusområder" der skal prioriteres i udvalgenes fireårige periode, og hvilke "kunstneriske aspekter" man vil lægge særlig vægt på. Udvalgene definerer, hvad de ser som kunstnerisk kvalitet, og herefter "operationaliserer" man kriterierne.

Rigsrevisionen bemærker, at nogle udvalg er mere konkrete end andre. For eksempel går filmudvalget ret vagt efter, om ansøgeren kan bryste sig af "dristighed", "nysgerrighed" og "et personligt udtryk", mens sceneudvalget forsøger at præcisere.

Det bliver dog ved almindelighederne med vendinger som "stærk og original kunstnerisk intention og praksis", "samfundsmæssig relevans" og "klare valg i relation til publikum".

Klicheerne står i kø, men køens længde vil aldrig kunne gøre det ud for den ønskede transparens.

Alligevel mener Rigsrevisionen, at nogle udvalg i højere grad end andre "har defineret begreberne så overordnet, at det kan være vanskeligt at vurdere, hvad der skal til for at opnå tilskud fra de enkelte puljer".

Jeg skal skåne læseren for flere citater fra Rigsrevisionens rapport. Det skrevne sprog kan, når det fortoner sig i flove abstraktioner, somme tider få karakter af en art symbolsk forurening.

Nonsens på stylter, hedder det også.

For min egen kunstarts vedkommende kan man ligefrem sige, at litteraturens eksistensberettigelse til dels består i, at den bidrager til at holde sproget levende og nærværende.

Papsprog er tit også magtsprog i modsætning til det levende ord, som Grundtvig talte om. Et mellemværende mellem jævnbyrdige.

Den sidst citerede passus fik det til at klø over hele mit forfatterego: "Hvad der skal til for at opnå tilskud."

I deres iver efter at garantere kunstnerne en fair sagsbehandling er det, som om statsrevisorerne går ud fra, at vi gerne vil vide, "hvad der skal til". Underforstået, så vi kan tilpasse vores kunstneriske praksis efter, hvad der giver pote hos det for tiden siddende kunstfaglige udvalg.

Jeg skal ikke udelukke, at man kan finde forfattere, der skriver på en måde, som de tror, kunne behage det litterære udvalg under Statens Kunstfond. Det vil i så fald være ironisk, al den stund Kunstfonden er sat i verden som modvægt til markedskræfternes rå sortering.

I så fald har man blot skabt et surrogatmarked på tilskudsforvaltningens præmisser, hvor Adam Smiths usynlige hånd er udskiftet med de bevilgende smagsdommeres kæpheste.

En stor kunstner definerer selv de kriterier, hvorefter hendes eller hans værker skal vurderes. Beethovens sene strygekvartetter kunne ikke påskønnes på nogen fyldestgørende måde efter samtidens herskende musiksmag. Først i dag forstår vi, hvorfor de er geniale. Det var ham, der lærte os det.

Kunst-, musik- og litteraturhistorien er en kavalkade af skandaler, ensomme kampe og eksempler på bittersød, posthum anerkendelse. Det har længe indgået i den kunstneriske selvforståelse, at oprør og provokation i sig selv er kvaliteter. Endda indtil det punkt, hvor oprør imod oprøret bliver den eneste vej frem, hvis man vil undgå at være konventionel.

Paradokset kommer for Statens Kunstfonds vedkommende til udtryk i de kunstfaglige udvalgs hjælpeløse forsøg på at imødekomme kravet om "operationelle kriterier".

For litteraturens vedkommende hedder det på Kunststyrelsens hjemmeside, at det siddende udvalg lægger særlig vægt på, at værkerne er "nybrydende".

Avantgardismens omvæltning af alle konventioner er selv blevet konvention. Det skulle også bare mangle, små 100 år efter at James Joyce vendte op og ned på alle læserforventninger.

Men er det nybrydende stadig nyt? Begrebet er ikke bare inflatorisk. Det virker også selvmodsigende, når det operationaliseres til at være tilskudsudløsende kriterium.

Hvis et værk for alvor er nybrydende, indebærer det jo, at ingen i samtiden er i stand til at begribe det.

Heldigvis for os forfattere er det de færreste litterære værker, der besidder denne utopiske egenskab og således placerer sig hinsides markedets eller den statslige subventionerings bevågenhed. Det er også heldigt for Statens Kunstfond, der gerne skulle nå at slippe af med sine millioner, før finansåret er omme.

Men er det i så fald ikke misvisende at lade støtteværdigheden afhænge af, om et værk er "nybrydende". Ville Karen Blixen ikke have fået afslag med sine 'Syv fantastiske fortællinger', der allerede ved udgivelsen i 1934 fremstod som alt andet end oprørske?

Nu er "nybrydende" kun ét af litteraturudvalgets betingelser for støtte, men det står ikke meget bedre til med de øvrige.

Ansøgeren skal også være "original", men igen, hvem kan kalde sig dét uden at være både naiv og uvidende? Enhver af os skriver på skuldrene af de forfattere, der har skrevet før os.

Ordet kan i heldigste fald anvendes om den personlige måde, hvorpå den enkelte forvalter sine påvirkninger og inspirationskilder. Det personlige og subjektive er imidlertid alt andet end saglige, operationelle kategorier.

Litteraturudvalget lægger desuden vægt på "substantielt indhold", og nu bliver det nærmest fjollet. Dels er udtrykket i sig selv en pleonasme, dels er det svært at forestille sig en tekst uden indhold.

Det afgørende kan ikke være, at teksten har et indhold, men hvad indholdet består i.

Hvis "substans" gøres til en kvalitativ frem for en rent kvantitativ størrelse, må man redegøre for, hvad for en slags indhold man foretrækker frem for alt muligt andet. Hvad man synes, er seriøst at skrive om.

I så fald er nogle emner mere substantielle end andre, men hvor bliver så armslængden af? Det kan hurtigt blive noget rod med den operationalisering.

Endelig nævnes det som kriterium for litteraturstøtte, at ansøgeren er formbevidst. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der tænkes på. Det handler om litteraturens "hvordan" i modsætning til substansens "hvad". Om stil og udtryksmåde.

Men det må da være det mindste, man kan forvente sig, at der ikke bare skrives løs af karsken bælg. Formløst og frit fra leveren. Selv Barbara Cartland vidste nok, hvad hun gjorde.

Taget under ét rummer kriterierne ikke desto mindre en klar tendens. Kravene om, at den ansøgende forfatter både skal være formbevidst, nybrydende og original, tegner en ganske eksklusiv profil.

Tilsammen favoriserer de tre kriterier en skrivemåde, der helligholder modernismens og postmodernismens avantgardistiske attituder frem for at videreudvikle den realistisk fortællende prosa.

Hvorfor siger man det ikke bare? Formentlig, fordi det trods alt ville være for kontroversielt at definere kvalitet så sekterisk.

Vi er på Herrens mark med den kvalitet, og derfor er det ulyksaligt, når statsrevisorerne opfordrer Kunstfonden til at skærpe kriteriernes operationalisering. Det er at lægge et regneark ned over kunsten i stedet for at sætte den fri.

Statsrevisorernes løftede pegefinger bør i stedet give anledning til en kulturpolitisk grundlagsdiskussion. Hvorfor støtter vi dette uhåndterlige, i sig selv nytteløse noget?

Enhver kan finde frem til sit eget svar ved at overveje et par modspørgsmål: Hvordan ville samfundet være at leve i, hvis vi ikke havde sådan noget som kunst og litteratur? Og hvordan ville udbuddet af kunst og litteratur se ud, hvis kun markedskræfterne herskede?

Ønsker man at vedblive med at støtte kunsten og fremme dens mangfoldighed, må det være, fordi man gerne vil have et åndsliv. Men ånd angår det i livet, som ikke kan måles og vejes.

Er vi enige så langt, bør enhver også kunne indse det futile og kontraproduktive ved at ville konkretisere og operationalisere sine forsøgsvise kriterier for støtte.

Da vores første kulturminister Julius Bomholt oprettede Statens Kunstfond, var det i tillid såvel til borgerne som til kunstnerne. Tillid til, at kunsten kan berige om ikke alle så dog enhver, der åbner sig for den. Men også tillid til det dybt personlige, i bund og grund uransagelige arbejde, der ligger bag de berigende oplevelser.

Lad derfor de kunstfaglige udvalg vurdere kunsten med både viden og intuition, for de har brug for begge dele. Og lad dem gøre det uden at forlange en alt for transparent og banaliseret ensretning af sagsbehandlingen.

Kun sådan vil man også fremover kunne give kunstens rigtig store fisk en håndsrækning.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Peter Thor Andersen: Ny minister kan ruske op i statslig kulturpolitik Peter Thor Andersen: Ny minister kan ruske op i statslig kulturpolitik Næste artikel Kommentar: Fondene spiller en stor rolle i dansk kulturliv, men gør det dem også magtfulde? Kommentar: Fondene spiller en stor rolle i dansk kulturliv, men gør det dem også magtfulde?
Joy Mogensen drømmer om flere musicals på Det Kongelige Teater

Joy Mogensen drømmer om flere musicals på Det Kongelige Teater

SÆTTEMØDE: Torsdag begynder forhandlingerne om en ny flerårig rammeaftale for Det Kongelige Teater. Kulturministeren vil ikke svare på, om teatret får flere penge. Men regeringen vil gerne skabe "et solidt grundlag" for teatret, lyder det.