Kasper Holten: Kultur er en uvurderlig mental udrustning for vores børn

Kunstens værdi er – et godt stykke hen ad vejen – at den ikke umiddelbar er nyttig. Sådan i økonomisk forstand, hvor vi rationelt kan gøre op, at investering og udbytte følges ad i et fornuftigt forhold. Men det gælder kun, når vi bruger den målestok. For livet handler jo ikke kun om at overleve, men også om at opleve.

Vi lever i en foranderlig tid. Vi skal måske rejse mindre – men får så brug for på anden vis at få udvidet vores horisont. Vi skal måske forbruge færre ting – men flere oplevelser.

 Vi tilbringer mere tid foran en skærm – og får så brug for at samles fysisk med andre mennesker. Vi ser på fremtiden med bekymring – og får så desto mere brug for at fylde livet med noget, som inspirerer os og giver os håb. Vi mødes af algoritmer, som giver os mere af det vi kender i forvejen – og får brug for at dyrke nysgerrigheden og modet.

Kunsten kan alligevel vise sig nyttig. Eller måske endda nødvendig. Som et svar på nogle af de kriser og forandringer, som præger vor tid.

Men kunsten skal ikke instrumentaliseres. Hvis vi begynder at argumentere for, at kunstens primære værdi er, at den er god for turismen, hjælper på børns evner i matematik eller kan kurere angst, er vi på vildspor. Det kan være fristende på den måde at forsøge at legitimere kunsten – og de ressourcer samfundet bruger på den. Men det er et argument, som har sit udspring i mindreværd.

Vi er ikke alene med vores angst, håb, kærlighed og smerte

Kunsten har værdi i sig selv. Kunsten er i sig selv en måde at rumme, tolke og beskrive de aspekter i vores tilværelse, som unddrager sig at blive målt – men som kan være det, der virkelig tæller, når vi gør livets store regnebræt op engang.

Når vi opfører de store klassikere, er det som en slags tidsmaskiner, der forbinder os med menneskelig erfaring fra tusindvis af år. 

Kasper Holten
Teaterchef, Det Kongelige Teater

Selve det at introducere nogle af de værdier, som kunsten kan lære os om – fantasi, empati, følelser, nysgerrighed, mod, samarbejde, umage – kan således være med til at give perspektiv på tilværelsen, modvirke ensomhed og mistrivsel.

Når vi opfører de store klassikere, er det som en slags tidsmaskiner, der forbinder os med menneskelig erfaring fra tusindvis af år. Vi er ikke alene med vores angst, vores håb, vores kærlighed, vores smerte.

Og når vi stresser igennem vores liv i hamsterhjulet og kan blive ramt af afmagt eller meningstab, så er det forbindelsen til disse erkendelser og følelser, som for alvor kan gengive os følelsen af mening og samhørighed.