Kunstsalg skal medfinansiere Løkkes nye parti

Støtteforeningen bag Lars Løkke Rasmussens politiske mødested sælger kunst via hjemmesiden. Det er "kreativt", men ikke i strid med reglerne for partistøtte, vurderer eksperter. Forening for åbenhed er bekymret over metoden. 

Det er dyrt at drive valgkamp. Noget Lars Løkke Rasmussen før har haft et kæmpe partiapparat i ryggen til. I det nye set up søger han midler gennem blandt andet en erhvervsklub og salg af kunst.
Det er dyrt at drive valgkamp. Noget Lars Løkke Rasmussen før har haft et kæmpe partiapparat i ryggen til. I det nye set up søger han midler gennem blandt andet en erhvervsklub og salg af kunst.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Siri Marie Munch Schrøder

Tre litografier for 10.000 kroner plus moms. Sådan lyder tilbuddet til dem, der af interesse for Lars Løkke Rasmussens Politiske Mødested og nye parti Moderaterne, besøger hjemmesiden for støtteforeningen bag den tidligere statsministers projekter. 

Overskuddet fra salget vil gå ubeskåret til støtteforeningen ved navn Foreningen af 8. januar 2021 “som et fundraising-initiativ i bestræbelserne på at støtte oprettelsen af Lars Løkke Rasmussens nye politiske parti økonomisk,” oplyser foreningen på sin hjemmeside.

Det er billedkunstner Peter Lundgren, der har doneret litografierne af menneskelignende figurer på kulørt baggrund til projektet, uddyber kommunikationschef i støtteforeningen, Jeppe Søe, over for Altinget. Billederne trykkes i et oplag på 300 sæt. 

Kunstneren har tidligere haft et lignende samarbejde med Liberal Alliance. 

Kan undgå at oplyse navn på donorer 

Det er en kreativ måde at rejse penge til et parti på, men inden for reglerne, vurderer eksperter i partistøtte. 

"Det er en måde, hvorpå partier kan omgå partiregnskabet uden at offentliggøre bidragsydere,” siger lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Karina Kosiara-Pedersen, der kalder kunstsalget “interessant”. 

Hvis et parti får mere end 20.000 kroner i donation fra den samme person eller virksomhed, skal partiet ifølge reglerne oplyse navnet på giveren. Det skal sikre, at vælgerne - og offentligheden i det hele taget - kan vide, hvem politikerne får større pengebeløb fra. 

“Men hvis man køber tre sæt litografier og dermed giver 30.000 kroner til denne forening, behøver betalerens navn ikke fremgå af partiregnskabet, da der er tale om køb af et produkt. Så jeg forventer ikke, at navnene på køberne vil fremgå af partiets regnskab,” siger Karina Kosiara-Pedersen.  

Inden for reglerne 

Juraprofessor emeritus ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jørgensen vurderer også, at kunstsalg-metoden holder sig inden for loven. 

”Det er utraditionelt, men jeg kan ikke se, at det er problematisk i forhold til reglerne,” siger han og kalder konceptet “noget kreativt”. 

I den danske afdeling af organisationen Transparency International, der arbejder imod korruption i verden, mener formand Jesper Olsen, at kunstsalget til fordel for Løkkes parti netop udstiller, at de danske partistøtteregler er mangelfulde. 

”Dette ligner en måde at omgå partistøttereglerne på. For alle, der køber mere end to pakker litografier, burde egentlig offentliggøres med navn efter 20.000-kronersreglen,” siger han. 

Vi er ikke et parti

Kommunikationschef Jeppe Søe er enig i, at man som parti bør offentliggøre navnet på køberen, hvis vedkommende med sit køb giver partiet en fortjeneste på mere end 20.000 kroner.

Sagen er bare, at Foreningen af 8. januar ikke er et parti, pointerer han.

"Nu er vi jo altså ikke et parti, men en frivillig forening, der udelukkende driver Det Politiske Mødested. Så vi er ikke under partistøtteordninger eller andet endnu. Hvis det var et parti, man støttede, er jeg helt enig i, at køber man over to sæt (litografier, red.) a 10k, er man over støttebeløbet," skriver han i en sms.

Organisationen omkring Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti består af tre enheder:

‘Det Politiske Mødested’, hvor medlemmer med samme grundværdier som Løkke kan diskutere politik. ‘Foreningen af 8. januar 2021’, der med Løkkes egne ord skal få Det Politiske Mødested til at vokse. Og ‘Det Erhvervspolitiske Mødested’, hvor man som betalende medlem “kan være med til at skabe fremtidens erhvervspolitik”. Det koster 20.000 kroner om året at være medlem.

Læs mere i artiklen her:

Kom ind i maskinrummet bag Løkkes kontrollerede græsrodsbevægelse og veltrimmede organisation

Som at sælge jakker eller nøgleringe

Efter Altingets henvendelse til støtteforeningen er hjemmesiden ændret, så man ikke længere kan lægge flere sæt litografier i sin indkøbskurv, men nu kun ét sæt.* Ifølge hjemmesiden er der 293 sæt litografier af de 300 tilbage. 

Ifølge Jeppe Søe er salget ikke reelt gået i gang endnu.

"Jeg ved ikke, hvad der er solgt. Der er lagt et par sæt til side for fotografering med videre. Vi er ikke gået i gang med salget, og de er heller ikke sat i produktion endnu. Det sker kun, hvis de sælger nok til, at kunsternes trykkeri og rammefabrik kan sætte i gang," oplyser han.

Kommunikationschefen glæder sig over, at kunstneren bag værkerne selv har kontaktet foreningen og tilbudt værkerne uden at skulle have betaling for det. Jeppe Søe sidestiller salget med, at man hos andre partier sælger merchandise. 

”Det er ligesom, at man i Venstre sælger jakker eller nøgleringe i Konservative. Der er vi så måske bare mere til kunst. Vi synes, det er mere festligt og har det sjovt med det,” siger han. 

Svært at lave vandtætte regler 

I dag tager partistøttereglerne ikke højde for, hvor meget et parti må sælge til hvem og for hvilken pris.  

Katarina Kosiara-Pedersen mener dog ikke, at mere regulering på området vil være en skudsikker løsning. Hun peger på, at det i stedet kan føre til, at partierne bliver mere kreative i deres forsøg på at omgå reglerne. 

”Jeg er ikke sikker på, det her er noget, vi kan regulere os ud af. Vi kan sagtens vedtage regler, men spørgsmålet er, om vi kan opnå en regulering, der er vandtæt,” siger hun. 

Jørgen Albæk Jensen mener ikke, at private og virksomheder bør afstå fra at støtte politiske partier, men efterlyser ligesom Jesper Olsen fra Transparency International Denmark, at man sørger for en reel åbenhed om, hvem der støtter hvilke partier med hvilke beløb.  

Argumentet fra politikere imod strammere regler har blandt andet været, at der i Danmark ikke er problemer med korruption. Men formålet med reglerne bør også være at fjerne al mistanke om det, påpeger Jørgen Albæk Jensen. 

”Reglerne på området er utroligt lempelige især i forhold til lande, vi ellers sammenligner os med. Man bør have mere åbenhed. Både for at undgå korruption og - meget vigtigt - mistanke derom,” siger han. 

Skal drøfte partistøtteregler 

Både Katarina Kosiara-Pedersen og Jørgen Albæk Jensen sad i det ekspertudvalg, som i 2015 gav politikerne anbefalinger til nye regler for partistøtte. 

To år senere blev VLAK-regeringen og S enige om en aftale, som dog kun fulgte én af udvalgets tre hovedanbefalinger. 

Politikerne udbredte 20.000-kroners reglen til også at gælde i kommunal- og regionspolitik. Til gengæld undlod de at følge anbefalingerne om mere åbenhed for bidrag gennem erhvervsklubber og om, at man skal oplyse det præcise beløb på bidrag over 20.000 kroner. 

”Hvis der står, at Mærsk har givet over 20.000 kroner, er spørgsmålet jo, om der er tale om 22.000 kroner eller 5 millioner. Det interessante er ikke, om en virksomhed har givet noget, men hvor meget der er givet,” siger Jørgen Albæk Jensen og henviser til, at man formentlig ikke kan købe meget velvilje for 22.000 kroner, men at nogle millioner måske kan købe taletid ved en prominent politiker. 

”Jeg tror ikke på, at man kan bestille et lovforslag, men måske kan man få adgang til centrale beslutningstagere, hvilket jo også er penge værd,” siger han. 

Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad har tidligere lovet at indkalde Folketingets partier til drøftelser om at justere partistøttereglerne. Det vil ske her i efteråret, oplyser ministeriet. 

*Tilføjelse 1.10.21 klokken 10.30: Oplysningen om, at man nu kun kan lægge ét sæt litografier til sin indkøbskurv, er tilføjet, da det ved en fejl var røget ud af teksten. Altinget beklager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Kosiara-Pedersen

Lektor, Institut for Statskundskab, Center for Valg og Partier, Københavns Universitet
ph.d. (Københavns Uni., 2003), cand.scient.pol. (Københavns Uni., 1999)

Jørgen Albæk Jensen

Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet
cand.mag. i samfundsfag og engelsk (1973), cand.scient.pol. (1984), cand.jur. (1989), dr.jur. (2009)

Jeppe Søe

MF (M), 2. næstformand, Folketingets Præsidium, journalist og foredragsholder
journalist

0:000:00