Analyse af 
Kristine Korsgaard

Måske slutter minksagen ikke, før nogen siger ’jeg’ 

Opstandelsen over, at Barbara Bertelsen og andre topembedsmænd nu alligevel bliver frikendt i minksagen, handler formentlig ikke om, at folk tørster efter at placere et ansvar. De tørster efter, at nogen tager det. 

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

'Skræmmende’, ’rystende’, ’rablende sindssygt’ og ’useriøst’ blev det kaldt på sociale medier. En chefredaktør kaldte Danmark en bananstat, og en kendt journalist skrev, at Putin ikke kunne have gjort det mere håndfast. 

Det hele blev affødt af fredagens nyhed om, at statsministerens departementschef – det menneskelige symbol på minksagen – alligevel ingen advarsel får for sin rolle i sagen. Også irettesættelsen af Justitsministeriets departementschef Johan Legarth og advarslen til afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen er nu trukket tilbage, meddelte regeringen. 

Det fik dele af oppositionen, mediefolk og såkaldt almindelige danskere op i det røde felt, for hvordan kan landets tungeste embedsmænd gå fri, når de fik så hård kritik af Minkkommissionen i sommer? 

De juridiske spidsfindigheder vil vi i pressen undersøge nærmere i de kommende dage. Holder den juridiske argumentation for pludselig at trække sanktionerne af de tre topembedsmænd tilbage?

Ingen andre personer i regeringen – hverken politikere eller topembedsmænd – har for alvor påtaget sig et personligt ansvar i sagen. Ingen embedsmænd har trukket sig med henvisning til sagen. Ingen politikere har sagt: Jeg har fucket op. Jeg begik en fejl. 

Kan det virkelig være inden for den juridiske skive, hvis de går fri, når Minkkommissionen udtalte så hård kritik?

Svaret kan teoretisk set godt blive et ja.

Når det gjaldt embedsmændene, vurderede kommissionen, at mange af de allerøverste har begået så alvorlige forseelser i minksagen, at man burde forsøge at drage dem retligt til ansvar. Dét fulgte regeringen så op på ved at sætte en styrelse til at vurdere i hver enkelt sag, om embedsmændene skulle straffes og i givet fald hvordan.  

Nogle embedsmænd fandt selv nye job, før dommen faldt. Dermed gik de på en måde fri, men helt inden for reglerne.

Barbara Bertelsen og andre fik den mildeste straf – en advarsel. Og Rigspolitichefen skulle igennem en dybere undersøgelse, men her vurderede den såkaldte forhørsledelse anført af en tidligere højesteretspræsident, at der ikke rigtig var noget at komme efter, og at Minkkommissionen på et afgørende punkt tog fejl. 

Læs også
 

Det havde den konsekvens, at også advarslerne til Barbara Bertelsen og andre blev trukket tilbage.

Det kan teknisk set godt give mening, at forhørsledelsens syn på et centralt punkt i sagen kan ændre ved grundlaget for Bertelsens advarsel.

Handler mere om personligt ansvar end jura

Nogle diskuterer, om forhørsledelsen står over Minkkommissionen eller omvendt. Men kommissionen fælder ikke endelig dom over enkeltpersoner retligt set. Den giver blot sin vurdering af embedsmandens ansvar i sagen, og hvis den ser grund til det, anbefaler den staten at tage sagen videre i form af en tjenestemandssag.

I det her tilfælde er forhørsledelsen med Thomas Rørdam den juridiske stemme i tjenestemandssagen, og derfor giver det mening, at regeringen bruger konklusionerne fra Rørdam & co. frem for Minkkommissionens i Thorkild Fogdes sag.  

Hvis det virkelig viser sig, at konklusionen i Fogde-sagen fjerner tæppet under advarslen til Barbara Bertelsen, er det logisk nok, at den må trækkes tilbage. Det giver mening på juraplaneten. 

Når det gjaldt politikerne, vurderede Minkkommissionen, at Mogens Jensen og Mette Frederiksen begik alvorlige forseelser i forløbet. Men det var ikke op til at kommissionen at vurdere, om politikerne kunne drages retligt til ansvar. Flere eksperter har vurderet, at der ikke var grundlag for en retssag mod statsministeren, og et flertal i Folketinget valgte også at droppe den idé.

Så der sluttede det juridiske spor for politikerne, og det er efter bogen (dog gik Mogens Jensen jo af og Frederiksen fik en næse og måtte udskrive valg). 

Så hvorfor er pelsavlernes formand og Rasmus Jarlov og Karina Adsbøl og chefredaktører og flere Venstre-politikere og LA’ere og en hel del almindelige brugere på Facebook og Twitter så vrede? Eller frustrerede, opgivende og modløse er måske mere præcist.

Jeg tror, det handler mere om, at der aldrig er kommet en rigtig indrømmelse eller undskyldning fra nogen af de øverste ansvarlige, end det handler om jura.

Undskyld!

Mette Frederiksen er ellers virkelig god til at sige undskyld.

Det ved vi fra én af hendes første officielle optrædener som statsminister, hvor hun på vegne af Danmark sagde officielt undskyld til de såkaldte Godhavnsdrenge, der var blevet misrøgtet på et statsligt børnehjem i 50’erne. Talen efterlod ingen tørre øjne, kommentatorer roste statsministeren for udførelsen, og Frederiksens kram med ét af de nu voksne ofre blev årets pressefoto det år.

Det lignede og lød som en dybfølt undskyldning. Læs den her under Statsministeriets utvetydige overskrift: 'Undskyld!'.

Men i minksagen – og ingen sammenligning med Godhavn i øvrigt - har hverken Frederiksen eller andre tydeligt påtaget sig et personligt ansvar. Statsministeren har sagt mange ting, der lyder som en form for undskyldning, men havde hun og andre gjort det mere overbevisende, kunne sagen måske have udviklet sig anderledes. 

Hvis vi nu forestiller os, at regeringen var blevet gjort opmærksom på, at der ikke var hjemmel, så havde vi kunne sige det på pressemødet, og så havde vi kunne undgå alt det, vi står i

Mette Frederiksen (S)
Ved pressemøde om Minkkommissionens kritik, juni 2022

Her er nogle eksempler på statsministerens måde at undskylde minksagen på. 

Mette Frederiksen har ved mange lejligheder ”beklaget forløbet”, erkendt at ”der er sket fejl”, hun har undskyldt ”forløbet” over for minkavlerne, og hun har taget Minkkommissionens kritik ”meget alvorligt” og ”til efterretning”.  

Men hun har talt mindst ligeså meget om tidspres, hensynet til folkesundheden, og at ”det ikke var minkavlernes skyld, men coronaens” at de måtte lukke.

Peger på embedsmændene og coronaen

Da jeg og andre journalister i sommer spurgte statsministeren til hendes personlige ansvar i sagen – også i kraft af sin måde at drive regeringen på, hvor Statsministeriet og Barbara Bertelsen tog så meget styring, at fagministeriet røg ud på et sidespor - svarede hun, ”jeg har jo det overordnede politiske ansvar”.  

Hun forklarede i de næste sætninger, at regeringen var under stærkt pres, at ministrene ikke havde nået at læse papirerne til det afgørende møde, og at embedsmændene ikke advarede dem om det manglende lovgrundlag. Og hun sagde, at hun fortsat havde tillid til sin egen departementschef trods voldsom kritik fra kommissionen.

Mette Frederiksen sagde, at hun selvfølgelig har pligt ”til nu at gøre, hvad jeg kan for, at den her situation ikke opstår igen”, og så pegede hun igen indirekte på embedsmændene i Fødevareministeriet: 

”Fordi, hvis man skruer tiden tilbage – hvis vi nu forestiller os, at regeringen var blevet gjort opmærksom på, at der ikke var hjemmel, så havde vi kunne sige det på pressemødet, og så havde vi kunne undgå alt det, vi står i, og vi havde også kunnet undgå den smerte, som selve processen, tror jeg, har været med til at påføre minkavlerne”. 

"Men du køber ikke rigtigt den der med, at din måde at lede regeringen på i sig selv har haft en betydning for forløbet?," spurgte jeg. 

Statsministeren svarede:

”Spørgsmålene går jo i retning af, om man kunne have tilrettelagt den her proces på en anden måde, og det mener Kommissionen, at man godt kunne. Det tager vi til efterretning og vil gøre, hvad vi kan for, at vi ikke står i en lignende situation".

Man og vi. 

"Det opstod i rummet"

Jeg spurgte også Mette Frederiksen, hvad hun - nu hvor hendes departementschef fik så hård kritik af Minkkommissionen - sagde til kritikernes pointe om, at man som politiker må tage ansvaret for sine embedsmænds fejl?

Hun svarede, at ja, ”man er øverst ansvarlig som minister” og pegede på, at Mogens Jensen da også var gået af som minister. 

Ingen andre personer i regeringen – hverken politikere eller topembedsmænd – har for alvor påtaget sig et personligt ansvar i sagen. Ingen embedsmænd har trukket sig med henvisning til sagen. Ingen politikere har sagt: Jeg har fucket op. Jeg begik en fejl. 

Mogens Jensen gjorde det i et brev, da han gik af som minister. Men i senere forklaringer har han i stedet skiftet sit eget ansvar ud med manglende hukommelse og kritik af sine embedsmænd. 

I Minkkommissionen vekslede de afhørte ministre mellem at forsøge at udviske ansvaret og at skyde det på hinanden og på embedsværket. Ingen ville sige, hvem der som den første nævnte idéen om at slå samtlige mink ned. ”Det opstod i rummet”, sagde ministrene.

Nicolai Wammen sendte en abe til sine partifæller Magnus Heunicke og Mogens Jensen, da han fortalte kommissionen, at han meget tidligt havde bedt Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet om at lægge en plan for alle tænkelige scenarier for aflivning af mink. 

Alle andre ministre end Mogens Jensen sagde til kommissionen, at det var Mogens Jensen og hans folk, der skulle have haft styr på lovgrundlaget. Mogens Jensen pegede på sit embedsværk. Og hans embedsværk pegede på Justitsministeriet, der pegede på Fødevareministeriet. 

Som juraprofessor Michael Gøtze på et tidspunkt sagde undervejs i sagen: ”Det vil ikke være første gang, man ser, at jo mere man borer sig ned i en sag, og jo mere komplekst et billede, man får, desto mere forsvinder ansvaret”. 

Så selv om der måske er fornuftige juridiske forklaringer på det hele. Selv om Mogens Jensen gik af. Og selv om regeringen som samlet masse har påtaget sig ansvaret, tror jeg, at de Bertelsen-vrede stadig savner, at der er nogle mennesker, der gør det.  

Minksagen kan ikke slutte, før nogen siger ‘jeg’. 

Læs også

Læs også

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00